Lidt om mig
Lidt om mig
Hej med jer. Jeg er en pige som nok har/har haft en meget hård barndom, Min far begik selvmord da jeg var 8. Han døde en uge efter min 8 årrige fødselsdag nede i vores kælder. Men jeg har 6 ældre fantastiske søskende og andet familie som selvfølgelig har støttet mig igennem det så jeg troede egentlig jeg over det, det kan også godt være at jeg er det, men de seneste måneder har jeg haft det mærkeligt. Jeg har haft humør svingninger i høj grad og har været lige ved at gå den samme vej som min far... Jeg har tit haft selvmordstanker, men har aldrig turet gøre det. Jeg har også haft en periode hvor jeg ikk ville spise fordi jeg synes at jeg vejer for meget selvom alle går rundt og siger at de synes at jeg er blevet meget tynd men jeg kan ikk rigtig se hva de mener. Jeg tror ikk at jeg har spiseforstyrrelse for jeg elsker slik. Jeg har fundet hash i min søsters skuffe men hun siger at hun er stoppet men jeg er ikk sikker. Jeg skriver med en 16 årrig fyr (som forresten går i min søsters parallel klasse) og vi mødes i hemmelighed, jeg ved at det er forkert for vi gør det i hemmelighed, hvis det bliver opdaget bliver ham meldt til politiet, men vi elsker hinanden ikk på kæreste måden men vi holder så meget af hinanden og jeg har virkelig ikk lyst til at holde det hemmeligt men folk kan åbenbart ikk forstå at bare fordi der er stor alders forskel kan man ikk være gode venner uden han behøver at være Pedo. Han har en kæreste og hun ved det også godt og hun har slet ikk noget imod det. Mit spørgsmål er hvad grunden til at jeg har været/er så ked af det og har det så mærkeligt, og så ville jeg også bare lige dele min historie. håber ikk i synes jeg er alt for mærkelig. Kys til alle jer derude
Kære du
Jeg kan godt høre, at du har været meget igennem. Det er hård kost at miste sin far, som du har, og så i så ung en alder.
Det er meget forskelligt hvordan vi hver især håndterer når der sker voldsomme ting i vores liv. Nogle mennesker vil helst bare fordøje det, klø på og ikke tænke for meget over det. Mens andre hiver det frem i ny og næ og lader det påvirke resten af deres liv. Det afhænger også af hvilken person man er, hvor gammel man er, hvordan tingene er sket og en masse andre ting. Jeg tror ikke der er nogen god og mindre god måde at gøre det på. Det vigtigste er at man håndterer det sådan, som falder naturligt.
Jeg kan regne ud, at det må være cirka 4 år siden din far døde. Så har du sikkert flere gange oplevet gode og dårlige perioder. Vi oplever allesammen gode og dårlige perioder. Det er okay at være lidt utilpas ind imellem, men når du skriver, at du har overvejet at gå samme vej som din far, så bliver jeg bekymret. Det er rigtig vigtigt at du taler med nogen om det, når du har det sådan. Det skal du ikke gå med alene.
Med hensyn til din ven, som er lidt ældre, så er det en sag mellem jer. Som jeg forstår på dit brev, så har I ikke et seksuelt forhold. Det ville nemlig være alt for tidligt for dig og meget forkert af ham, men hvis I bare er venner og fortrolige, så lyder det okay. Men det, som dine omgivelser reagerer på er nok mistanken om, at I har et seksuelt forhold. Som jeg ser det, vil det være en anden situation.
Men til sidst, vil jeg sige til dig, at i en alder af 12 år, så har du virkelig mange ting at tænke på - din far, dine triste tanker, din vægt, din søsters hashforbrug og din ven. Det er meget mere end man norm alt skal gå rundt med som 12 årige. Derfor er det vigtigt du har nogen du kan tale om det med. Du kan måske snakke med din mor, med dine søskende eller en lærer i skolen. Du kan også altid snakke med din læge om det. Man behøver ikke være syg for at gå til lægen. Til sidst har vi også chatten her i cyberhus, som du kan bruge, når du har brug for at dele dine tanker.
Jeg håber ihvert fald at tingene falder på plads for dig, så du kan komme ud og nyde foråret og sommeren. Pas på dig selv.
Venlige hilsner fra Line