Spiseforstyrrelse

brevkassespørgsmål

Spiseforstyrrelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 1 uge 3 dage siden

Hej, jeg er en 17 årig pige der har atypisk anoreksi. Min spiseforstyrrelse begyndte da jeg var 13-14 og jeg har været undervægtig siden. lige nu har jeg et bmi på cirka 13,7 og får ingen hjælp. Pga. at min spiseforstyrrelse startede så tidligt har jeg aldrig haft min menstruation. Kan jeg nogensinde få min menstruation eller er mine hormoner ødelagt efter mange års udsultning? Hvad kan jeg gøre selv? min lære vil ikke hjælpe mig, psykiatrien mener at jeg er samarbejdsvillig og kommunen har ikke kompetencerne.

Svar: 

Hej du,

Tak for dit brev, jeg er glad for at du skriver!

Du spørger om to ting i dit brev, kan jeg nogensinde få menstruation og hvad kan jeg selv gøre?

Det første spørgsmål kan jeg ret hurtigt svare på: Ja, hvis du kommer op på en normal vægt, vil du sandsynligvis få din menstruation. Lige nu er din krop udsultet, som du også skriver. Derfor bruger den ikke energi på menstruation. Men når først man er kommet op på en normal vægt, genvinder kroppen i langt de fleste tilfælde sin naturlige hormonbalance, og så får man menstruation i løbet af nogle måneder. Hvor lang tid der går, afhænger blandt andet af hvor længe man har været syg, så det kan godt tage op til et år, men for de fleste kommer det helt af sig selv.

Så er der spørgsmålet om hvad du selv kan gøre, og det synes jeg til gengæld kræver et lidt længere svar.

Du skriver at du ikke får hjælp, selvom det lyder til at du har forsøgt både hos din læge, psykiatrien og kommunen. Det er jeg virkelig ked af at høre, og det er da slet ikke i orden, hvis du er nødt til at stå med det selv. Jeg kan godt forstå hvis du har givet lidt op på det, men jeg vil alligevel tillade mig at komme med nogle forslag til hvordan du kan få den hjælp du har brug for. Det er der to grunde til.

Den første grund er, at der faktisk findes god hjælp og behandling, hvis man først finder vej til den. Så du behøver ikke klare det selv og hvis du får behandling, kan du få det godt igen.

Den anden grund er, at anoreksi er ikke en sygdom man skal stå med alene. Jeg vil ikke skræmme dig, men når dit bmi er 13,7, så er det farligt for dig at håndtere det selv. Du kan blive alvorligt syg af at være meget undervægtig, men du kan faktisk også blive alvorligt syg, hvis du begynder at spise mere på en forkert måde, fordi kroppens systemer er ude af balance. Derfor er det helt vildt vigtigt, at der er nogen som holder øje med hvordan du har det og hjælper dig til at komme i gang med at spise på en god måde.

Hvad kan du så gøre for at få hjælp, når du allerede har prøvet flere forskellige ting? Det vil jeg gerne komme med nogle bud på:

Tal med en voksen. Når du allerede har talt med læger og psykiatrien, tænker jeg at du nok også har talt med dine forældre om hvordan du har det. Hvis du oplever at de ikke kan hjælpe dig videre, kunne du måske tale med en anden voksen du stoler på? Det kunne f.eks. være en venindes forældre, en lærer eller en anden i din familie. De kan ikke behandle din anoreksi, men de kan hjælpe dig med at finde behandling og gå med dig til lægen hvis du har brug for støtte der.

Ring eller skriv til foreningen for spiseforstyrrelser og selvskades rådgivning. De vil rigtig gerne hjælpe og de ved en hel masse om hvor du kan henvende dig for at få hjælp og om hele behandlingssystemet. Dem finder du her: https://spiseforstyrrelse.dk/raadgivning

Gå til lægen (igen) eller skift læge. Du skriver at din læge ikke vil hjælpe dig, og det er rigtigt ærgerligt, for det er nemlig dem der skal henvise dig til behandling. Jeg vil foreslå dig at tale med dem igen, og sige at du gerne vil have en henvisning. Hvis det ikke går med din egen læge, kan du også selv skifte læge, når du er fyldt 15 år. De fleste læger vil gerne hjælpe dig videre, og det er ret nemt at vælge en anden fra listen ved at logge ind her: www.borger.dk

Den behandling som din læge kan henvise dig til, er som regel i psykiatrien. Hvis de tidligere har sagt at de ikke kan hjælpe, fordi du er usamarbejdsvillig, skal du måske henvises til en anden psykiater eller et sted hvor de er specialiserede i spiseforstyrrelser. Det er jo tit en del af at have anoreksi, at man kan have det svært med behandling. Men det er ikke din skyld, det er en del af din sygdom -og de kan godt hjælpe dig uanset.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg virkelig godt kan forstå hvis det er frustrerende, at jeg skriver du skal have hjælp, når du allerede har forsøgt at få hjælp. Jeg håber du alligevel vil forsøge nogle af mine forslag, for der er hjælp at få og med den rigtige behandling kan du komme tilbage til et helt normalt liv - og det synes jeg du har fortjent!

Husk at du altid er velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner,

Marie

cyberhusdittes billede
Marie, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program