Lort
Lort
Hej. Jeg har et problem som jeg har gået med længe. Jeg har ikke haft en eneste almindelig afføring i minimum et år, og jeg skal akut på toilettet hvor der kommer voldsomt diarré LIGE efter jeg har spist et måltid (nogle gange inden jeg overhovedet er færdig med at spise). Jeg har en følelse af at min krop slet ikke får noget næring, da jeg føler mig mere træt og udkørt og har tabt mig 10 kg (uden at prøve). Derudover får jeg ofte ondt i maven, primært over navlen, men hele øvre del af maven. Jeg har været ved lægen og fået taget nogle blodprøver, som ikke viste noget, og siden har min læge bare konkluderet at det nok skyldes at jeg er angst, hvilket jeg dog slet ikke er mere. Jeg døjede godt nok med angst som 16-18 årig, så det står selvfølgelig i min journal, men jeg kan mærke at dette ikke skyldes angst, så havde jeg jo nok også haft problemer med maven da jeg rent faktisk var meget plaget af angst. Jeg har det psykisk godt den dag i dag, meget godt lige nu faktisk, fordi jeg er forelsket. Men hvad kan jeg gøre? Jeg ved det ikke er angst. Hvad kan det da så være? :/ Vh. den flove
Kære du
Tak for dit spørgsmål.
Tillykke med forelskelsen!
Jeg kan godt forstå, at du er frustreret.
Der kan være adskillige grunde til mavesmerter og ændret afføringsmønster. Det kan bl.a skyldes tarmsygdomme (fx collitis, crohns), tarminfektioner (bakterier, parasitter), fødevareintolerancer (lactose, fructose og glutenintolerance), funktionelle lidelser (sygdomme hvor man er betydelig påvirket af fysiske symptomer, men det ikke kan forklares ved kendte diagnoser eller påvises i blodprøver og andre undersøgelser, fx irritabel tyktarm og mavekatar. Funktionelle mave-tarm lidelser er meget almindelig især blandt unge kvinder. Det kan også skyldes ubalance andre steder i kroppen, som stofskiftesygdom (for højt eller lavt stofskifte), psykiske lidelser (angst).
Behandlingen afhænger naturligvis af grundsygdommen, nogle tilstande er sværre at behandle end andre, og nogle gange er der ikke en decideret behandling, men at man prøver at finde en livstil/spisevaner/toiletvaner/tankemønster etc. der giver færrest gener.
Det er rigtig svært at konkludere, hvad du fejler uden flere detaljer om dine symptomer, afdække arvelige sygdomme i familien, en diæt og afføringsdagbog og en fysisk undersøgelse af din mave (evt. endetarm også) og undersøgelser som fx blodprøver, evt. afføringsprøver. 
Hvis symptomerne er meget invaliderende kunne næste skridt være kikkertundersøgelse af tarmen og/eller henvisning til mavetarm læge.
Jeg synes, at du skal opsøge din egen læge igen mhp. en gennemgang af dine symptomer og fundende indtil videre. Det kan være at din læge finder grund til at undersøge dig videre eller henvise dig videre, eller også lander i på en forklaring, i begge kan være med på.
Venlig hilsen
Læge Bircan
 
       
     
   

 

 

 
         

