Kære du

Tusind tak for dit brev, og for at du deler noget, der lyder både svært og sårbart. Det kræver mod at sætte ord på sådan en følelse, og det betyder meget, at du skriver.

Jeg kan virkelig godt forstå, at det kan være stressende og utrygt at komme i skole, når du tidligere har oplevet mobning. Når man har været i en situation, hvor man har følt sig dårligt behandlet, kan kroppen og tankerne huske det længe efter. Så selv små kommentarer eller stemninger i klassen kan komme til at føles som noget meget større, og det kan sætte gang i både ubehag, uro og gamle minder. Det er ikke dig, der overreagerer, det er din krop og dit sind, der forsøger at passe på dig, fordi du tidligere har været i en utryg situation.

Du spørger, om der er noget, vi kan anbefale, og det er der. Først og fremmest er det vigtigt, at du ved, at du ikke er alene. Der er mange andre, der har haft det som dig, og det kan blive bedre. En af de ting, som kan hjælpe, er at begynde at øve sig i at lægge mærke til, hvornår du begynder at blive stresset, og hvad der sker i kroppen. Måske kan du begynde at lægge mærke til, hvordan du trækker vejret, eller hvordan det føles i kroppen, når du får de ubehagelige flashbacks. Når du bliver opmærksom på det, kan du bedre tage små skridt til at berolige dig selv. Nogle oplever, at det hjælper at trække vejret langsomt og dybt, at drikke lidt vand, at spænde og slappe af i musklerne eller bare få et kort øjeblik for sig selv.

Du skriver, at du helst ikke har lyst til at tale med nogen om det, og det giver god mening, hvis du har oplevet at blive såret eller misforstået før. Men jeg vil alligevel sige, at du fortjener at få støtte, og at der måske findes voksne, for eksempel en lærer, sundhedsplejerske eller dine forældre, som helt sikkert gerne vil hjælpe, hvis de vidste, hvordan du har det. Du behøver ikke fortælle alt, men bare det at sige, at du har det svært i skolen, kan være nok til at starte en forandring. Det er ikke en svaghed at have brug for hjælp, det er faktisk rigtig stærkt at række ud og spørge om hjælp.

Men hvis du lige nu ikke er klar til det, kan du stadig tage små skridt selv. Du kan for eksempel skrive dine tanker ned, lave noget beroligende, før du går i skole, eller finde noget, der giver dig ro i løbet af dagen, som musik, en god bog eller en pause et sted, hvor du føler dig lidt mere tryg.

Det vigtigste er, at du ved, at det ikke er dig, der er problemet. Det, du oplever, er en reaktion på noget, der har gjort ondt, og det giver mening, at det fylder. Men du fortjener at have det trygt i skolen. Og det er muligt at få det bedre, selvom det tager lidt tid. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover

De bedste hilsner
Kasper