Hvor går jeg hen?
Hvor går jeg hen?
Går i 9. klasse på XXX skole og det går ikke godt. Tror ikke jeg kommer til at består alle de mange eksamer som kommer nu. Jeg kan ikke komme op om morgen og skolen og de andre siger mig ikke noget. Op ad formiddagen tager jeg ind til byen og hænger ud. Mine forælre tager tidlig afsted om morgen og ved ikke noget. Jeg vil så gerne væk måske på en efterskole. Hvem kan hjælpe og sig ikke min mor og far. For de forstår absolut ingenting og har nok i sig selv.
Hej Emma
Først og fremmest mange tak for dit spørgsmål! Det lyder på dig som om det ikke går så godt i skolen lige nu, og du skriver, du er bange for ikke at bestå dine eksamener. Det lyder også lidt som det har stået på lidt tid, at du tager ind til byen om formiddagen og hænger ud, og at det er blevet et mønster. Hvis man kommer ind i en vane med ikke at kunne komme op, så kan det være rigtig svært at bryde, og hvis man så samtidig synes, de andre i skolen ikke siger en noget, så kan det være endnu sværere at tage sig sammen og komme afsted.
Du skriver, at du godt kunne tænke dig at komme på efterskole. Det lyder som udgangspunkt som en god ide. Der er rigtig mange unge, som har meget stor glæde af at komme på efterskole – både fagligt, men i særlig grad på grund af det sociale sammenhold, man ofte oplever og bliver en del af.
Jeg tænker det kunne være en god ide at snakke med den uddannelsesvejleder, der er tilknyttet din skole. Hvis ikke du ved, hvem vedkommende er, så kan du spørge din lærer eller også kan du gå ind på uu.aarhus.dk, under "find vejleder". En uddannelsesvejleder kender rigtig meget til de forskellige muligheder der er for ungdomsuddannelser, og herunder også et efterskoleophold.
Selvom du skriver, dine forældre ikke kan hjælpe, så skal de inddrages på et tidspunkt. Det skal de fordi du er 15, og dermed ikke er myndig, og derfor ikke helt selv kan træffe beslutninger.
Du skriver, at dine forældre ikke ved, du tager ind til byen om formiddagen og hænger ud. Hvis det har stået på i noget tid og det fortsætter sådan, så går der nok ikke så lang tid før de finder ud af det, da din(e) lærer(e) skal underrette dem, hvis du får for meget fravær. Måske kunne det derfor være en god ide at tage en snak med dine forældre om, hvordan du går og har det og at du godt kunne tænke dig at komme på efterskole. Det er også nu, du/I skal begynde at kigge efter en efterskole, da de ofte er ret populære og at pladserne ret hurtigt bliver fyldt op.
Nogle gange så kan man gå rundt og tro, at ens forældre ikke forstår noget som helst, men at det viser sig, at de faktisk rigtig gerne vil hjælpe, og at det med at de er ligeglade kun foregår inde i ens eget hoved.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det er hjemme hos dig, da du ikke skriver så meget andet end at de ikke forstår dig og har nok i sig selv. Det kan selvfølgelig sagtens være sådan, at de har haft alt for travlt med deres eget liv og arbejde til at se hvordan du går rundt og har det, men det kan også være de lige skal have et lille vink med en vognstang om, at du faktisk har brug for at snakke med dem, og at du er usikker på dine eksamener og ikke synes du kan med nogen i din klasse.
Det er mit bedste bud, at de gerne vil hjælpe dig og snakke med dig. Når man er ung, så kan man godt have en oplevelse af, at ens forældre ikke forstår noget som helst om ens liv, men ofte forstår forældre mere end man tror. Hvis du oplever, at det ikke er tilfældet, og at du heller ikke synes du kan snakke med din lærer om det, så er du meget velkommen til at skrive ind til chatten: https://cyberhus.dk/ung-i/aarhus eller ringe til Ungekontakten på tlf. 8940 5200. Du har også mulighed for at møde op i Ungekontakten i åbningstiden og få en snak med en rådgiver. Men prøv at start med at snakke med din uddannelsesvejleder om dine muligheder for at komme på efterskole til næste skoleår.
Jeg håber du kan bruge mit svar til noget, ellers er du meget velkommen til at skrive igen eller logge på i chatten.
Med venlig hilsen
Emma rådgiver