Efterskole

brevkassespørgsmål

Efterskole

brevkassespørgsmål af
Hedvig
14 år
Oprettet 1 dag 21 timer siden

Jeg vil rigtig gerne på efterskole. Min mor har ikke råd. Hun er førtidspensionist. Jeg går i 8. klasse og vil gerne på efterskole i 10. klasse. Jeg føler mig ikke klar til gymnasiet og tror ikke jeg bliver klar. Kan man få hælp til at komme på efterskole? Elller er det kun dem der har rige forældre?

Svar: 

Hej Hedvig

Tak for dit spørgsmål her i brevkassen.

Ja, det er dyrt at komme på efterskole. Jeg ved, at du ikke er alene om at tænke, at det måske er umuligt, fordi forælderen / forældrene ikke har råd til at betale for et efterskoleophold. Selv når man har søgt statsstøtte til efterskoleopholdet, så koster det mange penge. 

Et år på efterskole er både krævende og givende - og en fin måde at modnes mere inden gymnasielivet starter :-)

Her kommer et par forslag til dig, som du måske kan bruge til at skaffe dig penge til at komme afsted på efterskole:
Hvis du har overskud til det, kan du prøve at finde et fritidsjob og selv spare nogle penge op til opholdet (f.eks. til lommepenge og rejser). Jeg ved, at nogle har brugt deres  børneopsparing til at betale en del af et efterskoleophold (lånt dem af forældrene indtil de fik børneopsparingen udbetalt og de kunne betale det tilbage). Jeg har også hørt om nogle, som har spurgt deres familie (bedsteforældre, mors søskende mm.) om de ville støtte med et beløb, f. eks. 2000 kr. 

Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til at gå videre, og at du holder fast i dit ønske om at komme afsted på efterskole og du får undersøgt dine muligheder, så det kan lykkes for dig. <3

 

Nedenfor vil jeg komme med nogle tip til din mor eller en anden god voksen, som du kan få til at hjælpe med at søgt om støtte til at betale for efterskoleopholdet.

På Borger.dk kan man lave en beregning af det beløb, som forældrene skal selv betale efter der er søgt statsstøtte.. (Link: https://www.borger.dk/Handlingsside?selfserviceId=30d1ab1e-43f1-4cec-867...). En forsigtig beregning ift. enlig forældre på førtidspension med et barn giver en egenbetaling på knap 65.000 kr. Og det er virkelig mange penge.

Mange efterskoler har mulighed for at give ekstra støtte - Lokal elevstøtte. Det kan være fra 10.000 - 20.000 kr til et ophold på et år. Kontakt den efterskole, som du gerne vil gå på og hør nærmere til deres retningslinjer for at give særlig støtte. Alternativt kan man kontakte Efterskoleforeningen og høre, hvilke fonde, legater og lignende de har adgang til, hvor I kunne søge om ekstra økonomisk støtte til efterskoleopholdet.  (Link: https://www.efterskolerne.dk/for-elever-og-foraeldre/saerlige-muligheder...). Jeg kan se, at der er flere muligheder, hvor du og din mor er i målgruppen for at kunne søge om ekstra støtte. Det er bestemt værd at undersøge denne mulighed.

Til sidst - der er også mulighed for, at I kan henvende jer til jeres kommunes Socialforvaltning / Familieafdeling. Her kan man søge om økonomisk støtte til efterskoleophold. De vil give råd og vejledning til, hvordan man søger hos dem, og hvilke krav, som skal opfyldes. 

Pøj, pøj med at finde en løsning, så du kan komme afsted :-)

Med venlig hilsen

Marie, Ungekontakten

aarhusmnoes billede
Ungekontakten har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program