Finger

brevkassespørgsmål

Finger

brevkassespørgsmål af
Hadi
17 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Hej, jeg skal spørge kan man gldt miste sin mødom ved at få finger? :( har aldrig haft sex før og jeg tør ik men er bange for at jeg har mistet min mødom, og vil helst have dette skal være privat 

Svar: 

 

Hej

 

Tak for dit spørgsmål!

 

Det at miste sin mødom kan forstås og forklares på to forskellige måder alt efter, hvordan man forstår og fortolker ordet.

 

Fysisk er ordet ”mødom” en betegnelse for den slimhindefold, som sidder et lille stykke oppe i kvindes skede. Den er tidligere også blevet kaldt ”jomfruhinde”, men da slimhindefolden sidder i en krans ved skedeindgangen, kalder mange læger og andre sundhedsfaglige eksperter den i stedet en kønskrans. Jeg vil her kalde det mødommen, da det er det ord, du selv bruger.

 

Mødommen er medfødt og bliver mere elastisk i puberteten, den er ikke helt lukket, da der skal kunne komme menstruationsblod ud. Nogle kvinder er født uden en mødom, men langt de fleste har sådan en slimhinde – den kan blot se meget forskellig ud fra kvinde til kvinde. Hos nogle kan det bare være en lille antydning af en fold. Da mødommen sidder det smalleste sted i skeden, og som sagt er meget elastisk, kan det være forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor meget der skal til, før der kommer rifter i mødommen eller den brister. Man kan sammenligne mødommen med en elastik: den kan udvide sig, og hos nogle kan den briste lidt eller der kan komme rifter ved f.eks. at ride eller dyrke andet sport, eller når noget skal forbi den – f.eks. en tampon eller en finger. Det betyder derfor, at for nogle kvinder der kan mødommen være intakt (det vil sige være hel), eller med meget få rifter, selvom man f.eks. har haft sex eller dyrket meget sport, mens den hos andre kan være bristet ved at bruge en tampon eller have haft en finger oppe i skeden. Nogle kvinder kan bløde lidt, når mødommen brister, men langt de fleste gør det faktisk ikke. Hvis nogle kvinder oplever at de bløder, når de f.eks. har sex første gang, så er det ikke nødvendigvis fordi deres mødom brister, men kan snarere skyldes, at man ikke slapper af, og derfor kan få en lille rift.

 

Det er ofte en myte blandt unge piger og kvinder, at man kan se, om en kvindes mødom er bristet, men det er ifølge mange eksperter næsten umuligt at se, og som jeg har skrevet ovenfor, så kan mødommen være bristet af mange andre årsager end at have fået finger eller have haft samleje/sex.

 

Som jeg startede med at skrive, så er der også en anden måde at forklare eller forstå det at have mistet sin mødom. Den handler om den seksuelle debut, det vil sige den første gang man har sex. Man kan derfor også kalde det ”at miste sin mødom” første gang man har samleje/sex.

 

Så når du spørger, om du kan have mistet din mødom ved at have fået finger, så tænker jeg, der er to svar:

 

Ja, din mødom (slimhindefold) kan være bristet eller have fået en rift, men den kan også have været bristet før det af alle mulige andre grunde.

 

Nej, du har ikke mistet din mødom, da du ikke har haft sex endnu. For mange er den første gang, de har sex en stor ting, og derfor tænker jeg det har stor betydning, at man føler så tryg og har tillid til den, man skal have sex med. Du skriver, du ikke tør lige nu, og måske handler det om at du synes du er for ung, at du ikke er klar til det eller at du ikke har fundet en, du har lyst til eller tillid til endnu, eller måske noget helt fjerde. Jeg tror som sagt tryghed er en vigtig ting, når man skal have sex, og det meget forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig klar og har lyst.

 

 

 

Jeg håber du har fået svar på dit spørgsmål! Hvis du stadig er i tvivl, så er du meget velkommen til at skrive ind til Aarhuschatten (https://cyberhus.dk/aarhus), hvis du har brug for, og lyst til, at snakke mere om emnet. Chatten har åbent mandag (11-13), onsdag (20-22) og torsdag (17-19)

 

 

 

Med venlig hilsen

Rådgiver Emma  

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

  

 

 

 

AarhusMaries billede
Emma - Ungerådgiver fra Aarhus kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program