Kære dig, 

Tak for dit brev – det er virkelig stærkt, at du skriver. Jeg kan mærke, hvor meget sporten betyder for dig, og hvor frustrerende det er, når dine forældre ikke vil høre eller sige ja. Det giver helt vildt god mening, at du bliver ked af det. Du prøver at gøre noget sundt og godt for dig selv, og du har øje for, at det er vigtigt at starte tidligt, hvis man gerne vil blive rigtig dygtig. Det er sejt tænkt.

Det lyder også som om, du føler dig lidt alene i det – især når dine venner får lov at gå til sport tre gange om ugen, og du "kun" to. Det kan føles uretfærdigt, når man selv virkelig gerne vil mere, men bare får nej.

Når forældre siger nej, er det ikke altid fordi, de ikke vil støtte én – nogle gange handler det om, at de gerne vil passe på én. Måske tænker dine mor og far, at det er vigtigt, at du også har tid til at slappe af, spise med familien og få lavet lektier til skolen. De siger måske "nej" ud fra kærlighed, men glemmer at lytte ordentligt til, hvordan det føles for dig.

Måske kan du prøve at tage en ny snak med dem på et tidspunkt, hvor der er ro og ingen er irriterede. Du kan fortælle dem, hvor vigtigt sporten er for dig – og at du faktisk også godt vil kunne nå lektier og familie, hvis I sammen finder en løsning. Nogle gange hjælper det, hvis man viser, at man har tænkt det hele igennem – også det, de er bekymrede for.

Jeg håber, de vil lytte – og at du bliver ved med at stå ved det, du elsker.

Med venlig hilsen,

Camilla