Aseksuel
Aseksuel
Hej Cyberhus Jeg har aldrig rigtig interesseret mig i sex. Jeg synes det er rart når jeg bare er mig selv, men at røre andre “der nede” føles ærligt virkelig ulækkert. Bare tanken om det gør mig skidt tilpas. Sex er generelt noget der gør mig utilpas og noget jeg har svært ved at snakke om. Problemet er at jeg har en kæreste som er meget glad for sex. Han rør mig dernede og det er da også rart, men han vil jo gerne have jeg også gør det for ham. Han ved godt jeg er aseksuel, men han spørger alligevel efter det (hvilket er forståeligt). Hvad gør jeg? Er det okay jeg har det sådan her?
Kære dig
Det er bare helt okay at du har det sådan. Det vil jeg gerne starte med at skrive, så du ikke er i tvivl.
Når det så er sagt, så tænker jeg at det vil være en rigtig god idé for dig at genbesøge snakken om aseksualitet med din kæreste. Eftersom han spørger om at du rører ved ham, så kan jeg nemlig blive i tvivl om hvorvidt han helt har forstået hvad aseksualitet betyder - ligesom jeg kan blive i tvivl om hvorvidt I har haft en snak om hvad I kan lave sammen i stedet for. Hvis det giver mening for dig, så tænker jeg at det er et godt sted at starte, så I kan blive mere på bølgelængde omkring hvad der skal ske og ikke ske, når I er seksuelle sammen - det gælder både for sex og andre seksuelle handlinger.
Det lyder til at du er tryg ved ham, og at I også har talt lidt om aseksualitet, så måske vil det være naturligt for dig at åbne for samtalen om det igen. Hvis ikke, så vil jeg råde dig til at finde et tidspunkt hvor I begge er afslappede og føler jer trygge. Når du så fortæller ham om din oplevelse, så husk at fortælle om dit perspektiv, og pas på at du ikke kommer til at "gøre ham ulækker", selvom det måske er sådan det egentlig føles i dig. I stedet kan du fortælle hvad der sker i din krop og dit hoved, ved tanken om at skulle røre ved andre dernede. Sørg også for at fortælle ham om hvad der så kan ske i stedet - f.eks. kan I måske onanere på jer selv men sammen. På den måde deler I stadig noget seksuelt, men det bliver parallelt.
Jeg bliver også nysgerrig på om der mon er sket noget i dit liv, som har fået dig til at tænke at det er ulækkert at skulle røre nogen dernede? Jeg anerkender at man kan være aseksuel uden at der er sket noget, men jeg bliver bare nysgerrig på om der kunne være noget i din erfaring, som har været ubehageligt. Hvis ja, så bliver jeg nysgerrig på om du har talt med nogen om det? Hvis nej, så bliver jeg nysgerrig på om du altid har følt dig aseksuel (siden du blev bevidst om din seksualitet) eller om det er noget der er kommet senere?
Det kan sagtens være at du er fuldstændig afklaret med din seksualitet, og det er bare helt vildt fedt, hvis det er tilfældet. Hvis du har brug for at vende din situation med nogen, eller hvis du har brug for at høre lidt om andres unges oplevelser med seksualitet, så kan jeg anbefale at tjekke LivaUnges Gruppechat ud på gruppechat.dk. Du kan finde den her. Chatten er åben hver tirsdag, og der sidder en rådgiver med fra LivaUnge, som arbejder specialiseret med unges seksualitet og seksuelle grænser.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Venlige hilsner,
Camilla