Kære dig

Lad mig starte ud med at sige, at jeg synes det er virkelig stærkt at du har taget så mange skridt imod at få det bedre. Du har været ved lægen, og har lavet en tid hos en psykolog, og du har også taget kontakt til os. Det er tre meget tydelige handlinger, som fortæller mig, at du virkelig gerne vil gøre en indsats for at få det bedre. På den måde kan man sige at det sværeste allerede er overstået. Du har rakt ud og bedt om hjælp. Måske tænker du, at det ikke er noget særligt, men det er det. Det er det virkelig. Så mit første råd til dig, er at du husker at du allerede er i gang. Du er begyndt på din rejse. 

Når det så er sagt, så er det helt naturligt at rejsen kommer til at tage tid. Du skriver f.eks. at der cirka er en måned til din psykolog-tid. Når du begynder ved psykologen, så vil det også tage tid at arbejde med de ting der er svære, og det vil kræve energi. Det er helt naturligt, og det er også helt ok, hvis det sommetider føles som om at du ikke flytter dig fremad. Ligesom du måske føler det nu. Men du er i bevægelse. Når jeg læser dit brev, så ser jeg at du har omtanke og refleksion, og selvom det måske ikke føles som noget vildt, så er det stadig en del af bevægelsen. 

I den forbindelse bliver jeg nysgerrig på hvad du mon siger til dig selv? Du skriver at du føler dig alene og fortabt, at du bliver overvældet og at du har svært ved at passe på dig selv. Måske føler du endda også skyld over det? Måske føler du at du burde gøre mere eller gøre bedre?  Langt de fleste mennesker oplever at have den slags tanker i løbet af deres liv, og de kommer rigtig tit, når vi føler at vi er begrænsede i vores liv, og tankerne vil ofte have en negativ effekt. Måske de endda vil forstærke de ting der er svære, fordi skyldfølelsen gør det endnu sværere at gøre noget. De her tanker kan være svære at slippe igen, og det er højst sandsynligt også noget af det, som du skal tale med din psykolog om. Men allerede nu, kan du begynde at undersøge hvornår tankerne kommer, hvilken funktion de har (er de et forsøg på at få dig igang med noget?) og hvilken effekt har de (hjælper de dig i gang med noget eller bremser de dig?) - og som det allervigtigste, så skal du øve egenomsorg. 

Egenomsorg handler om at være kærlig, tålmodig og tilgivende overfor sig selv. Det handler om at du accepterer følelserne, og husker dig selv på, at du gør det bedste du kan lige nu. Og som jeg startede med at skrive, så gør du faktisk en hel del! Så i stedet for at have det skidt med at du kun kan nå 1 ting, så glæd dig over at du har nået 1 ting. Du gjorde det, selvom du har det dårligt. Selvom du føler dig alene og fortabt. Så gjorde du det squ alligevel. Og det er da vildt sejt! 

Så når du spørger hvad du kan gøre, så vil jeg gerne huske dig på, at du lige nu allerede gør en hel masse. Også selvom det ikke føles sådan, fordi du måske holder dig i sengen eller på sofaen. Men du har taget de første skridt, og det kan du være stolt over. Hvis du gerne vil gøre mere, så husk egenomsorgen, og husk at din skyldfølelse eller skam, bare er en følelse. Som vil føles. Den kan ikke tvinge dig til handling (selvom det nogle gange kan føles sådan). 

Sidst, men ikke mindst, så vil jeg gerne understrege at du ikke er alene. Der er støtte at finde, ligesom at der findes rigtig mange andre ligesom dig - som kæmper med angsten, og som også føler sig overvældede. Måske du allerede kender angstforeningen? Hvis ikke, så kan jeg anbefale dig at tjekke deres hjemmeside ud. De har også sociale netværkscafeer, hvor man kan mødes med andre, eller du kan ringe til dem, hvis du har brug for at høre et andet menneske, som har forståelse for din situation. Du kan læse mere om deres tilbud her

Jeg ønsker dig alt godt, og jeg håber at det bliver muligt for dig at hvile i visheden om at du allerede er godt på vej. 

Kærlige hilsner,

Camilla