Kære Elias

Tak for dit meget ærlige brev. Det er tydeligt at du er opmærksom på problemet, og jeg tænker at det er et virkelig godt første skridt. 

Du skriver i dit brev, at du lyver og overdriver meget. Du fortæller at du ikke når at tænke over konsekvenserne ved løgnen, men at det sker spontant. Du er ikke helt sikker på hvorfor det sker, men du synes ikke at det er fedt. Du skriver også at du er begyndt at være mere opmærksom på det, i forsøget på at stoppe dig selv. Jeg bliver nysgerrig på om det er lykkes dig at stoppe dig selv? Eller om du har haft held med særlige strategier, som kan hjælpe dig med at holde igen eller ændre retningen, når du bliver bevidst om at du overdriver eller lyver? Jeg spørger, fordi jeg kan være i tvivl om hvorvidt dét du oplever, er en udgave af mytomani. Mytomani er en adfærd, hvor personen lyver og overdriver meget - uden nødvendigvis at være helt bevidst om at det sker, og uden at kunne stoppe sig selv. Ofte vil mytomani knytte sig til en personlighedsforstyrrelse. Men, og det er et stort men, mytomane personer vil ofte selv være overbevist om at løgnen er sandhed. Også selvom deres historier ikke hænger sammen, og de bruger forskellige løgne om det samme. Derfor er de også meget svære fx at få i behandling, fordi de ikke selv kan indse at der er et problem.

Fordi du er så bevidst om det du gør, så tænker jeg derfor at der sagtens kan være andre ting på spil. Du nævner selv, at det måske kan hænge sammen med at du gerne vil fremhæve dig selv lidt bedre eller at du ønsker medlidenhed fra andre (eller anerkendelse?). Langt de fleste mennesker har prøvet at fortælle en løgn. Rigtig ofte er det dem som vi kalder for "hvide løgne" som er små bøjninger af sandheden, i forsøget på fx at gøre nogen glade. Et meget konkret eksempel er, når vi fortæller børn om tandfeen eller julemanden. Det kan også være hvis vi gerne vil undgå at nogen bliver såret, hvis vi bliver spurgt om vi synes om deres udseende, tøj eller lignende. Men en løgn er nu engang en løgn, og som udgangspunkt er det bedst at forsøge helt at undgå dem - uanset om de er "hvide" eller ej. I dit brev skriver du at du har løjet om meget seriøse ting, og her begynder de løgn så at få meget alvorlige konsekvenser. Du fortalte fx en kammerat at en anden kammerat havde været utro, selvom han ikke havde. Hvad nu hvis den første kammerat fortæller det til den anden kammerats kæreste? Så kan det være at deres parforhold går i stykker.

Det lyder til at du allerede er klar over at dine løgne har konsekvenser. Grunden til at jeg lægger vægt på det her, er fordi jeg tænker at du skal overveje at fortælle dem sandheden. Jeg ved godt at det højst sandsynligvis er skræmmende, og at du helst vil være fri, men lige nu lever dine løgne deres eget liv ude hos de mennesker som du har løjet overfor. Ved at være ærlig kan du tage ansvar for dine handlinger. Samtidig kan du også bede dine venner og familie om hjælp til at stoppe med at lyve. Aftal at de skal udfordre dig, når du fortæller dem noget. At de skal minde dig om at du ikke må lyve. Måske det også kunne være fint, hvis de vil hjælpe dig med at huske, at de gerne vil dig - at de holder af dig, og at du ikke behøver at lyve for at få den omsorg, anerkendelse eller kærlighed. 

Jeg vil ikke lyve, det kommer til at blive svært, og den tillid der er imellem jer, vil lide et knæk. Men den vil vokse sig stærk igen med tiden, og du vil opleve at det vil være langt federe for dig at kunne bevæge dig med sandhed, i stedet for at være nervøs for om løgnene bliver opdaget. 

Her til sidst, vil jeg også anbefale dig at søge hjælp hos en psykolog eller terapeut. Du kan overveje at tale med din læge om det, og måske vil han anbefale at du kommer til udredning i psykiatrien. Uanset hvordan, så tror jeg at du har brug for at være nysgerrig på baggrunden for løgnene, og du har brug for at der er en anden som hjælper dig med den nysgerrighed. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt godt!

Kærlige hilsner,

Camilla