Hvordan kan jeg tabe mig?

brevkassespørgsmål

Hvordan kan jeg tabe mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hej! Jeg er en pige på 13 og ønsker at tabe mig en smule da jeg er lidt overvægtig. Jeg ved udmærket godt, jeg aldrig bliver helt tynd, det er heller ikke mit ønske. Jeg er virkelig kræsen og kan derfor ikke lide særligt mange grøntsager. Oveni det, har jeg en knæskade og dårlige hofter og ankler. Hvordan kan man så tabe sig? Jeg spiser også for meget, hvilket jeg er klar over, jeg ved bare ikke hvordan jeg kan mindske det? Håber nogen kan hjælpe!

Svar: 

Kære Pige på 13 år. 

Det lyder til at være rigtig svært for dig med din vægt, og at din krops skader ikke gør det bedre. 

Jeg bliver nysgerrig på, hvordan dit forhold er til dine forældre, om det er noget du kan tale med dem om? Når jeg skriver det, er det særligt pga din alder, at det godt kan kræve hjælp til at få sundere vaner, finde gode motionsformer der passer til dig osv. 
Fx om det er at kunne cykle en tur hver dag, eller andre former for motion, som tager hensyn til de problemer du har med ben og hofter. 
Samtidig bliver jeg også nysgerrig på, om du har prøvet at være hos en fysioterapeut? Ellers lyder det til, at det også godt kunne give mening at tale med dine forældre om det. For at få tjekket om der er noget galt med dine knæ, hofter og ankler. Hvis de fx er meget hypermobile og løse, er det rigtig vigtigt at opbygge en stærkere muskulatur omkring ledene. Det vil en fysioterapeut kunne hjælpe med, ligesom denne også vil kunne hjælpe med at vurdere om du bør undersøges nærmere hos lægen og fx få lavet nogle scanninger af dine led, for at se om der er noget galt. 

At tabe sig, særligt i teenageårrene kan være mere vanskeligt, da det samtidig er den alder hvor man vokser meget og kroppen ændrer sig enormt meget hormonelt. Derfor vil jeg virkelig gerne at du får talt med nogle voksne og får hjælp til at håndtere det. De vil også kunne hjælpe dig med nogle sundere madvaner. For der er som sådan ikke noget galt i at spise meget, hvis man bare ikke hele tiden spiser usunde ting. Måske kunne det være at udforske om der er måder hvor grøntsager kan være mere lækre? 

Jeg vil i hvert fald ikke lige anbefale dig, at du går igang med et vægttab, uden støtte fra nogle voksne omkring dig.

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program