Jeg føler mig ikke hjemme i plejefamilie
Jeg føler mig ikke hjemme i plejefamilie
Jeg føler mig ikke hjemme i min plejefamilie, hvis jeg går imod min plejemor råber hun af mig og derfor er jeg altid bange for at snakke med hende, jeg føler at hun nogle gange er sød, men for det meste er hun sur og kigger surt på mig. Det er derfor jeg kun siger et par sætninger til min plejefamilie og ellers er jeg inde på mit værelse hele dagen. Jeg føler også at jeg har mindre frihed i plejefamilien end derhjemme. Jeg har lyst til at komme i en normal plejefamilie ligesom mine venners familier, hvor det er trygt og hyggeligt og der ikke er nogen der skælder dig udfor hver enkel lille ting man gør, men jeg har også en lillesøster som jeg ikke vil forlade alene. Hvad skal jeg gøre?
Kære du
Jeg er ked af at høre, at du ikke føler dig hjemme i din plejefamilie. Det er ikke rart at være et sted, hvor man ikke føler sig tilpas, eller hvor man føler, at man skal træde varsomt. Derfor er jeg glad for, at du har haft mod på at skrive herind i brevkassen og bede om hjælp.
Først og fremmest vil jeg gerne fortælle dig, at du ikke er alene om at have en familie, du ikke føler dig hjemme i. Det er ikke unormalt, at man kan føle, at man er havnet i en helt forkert familie, hvadenten det er biologiske familier eller plejefamilier. Man kan lidt firkantet sige, at ingen af os vælger vores egne familier (vi bliver født ind i dem eller tildelt dem) så der er ingen garanti for, at man nødvendigvis føler, at man passer ind hos dem - så du er helt sikkert ikke den eneste, der går rundt med sådan nogle følelser.
Når jeg læser det, du skriver, bliver jeg nysgerrig på det, der ikke bliver sagt mellem dig og din plejemor. Du skriver, at hun nogle gange er sød, men for det meste sur, at hun kigger surt på dig og råder ad dig. Du skriver også, at du derfor er bange for at snakke med hende. Ud fra det, du skriver, kan jeg godt forstå, hvis du ikke har lyst til at tale med din plejemor. Men jeg kommer også til at tænke på, om manglen på kommunikation mellem jer måske kan være med til at gøre prolemet værre? Måske er din plejemor ikke klar over, hvordan og hvor meget det faktisk påvirker dig, når hun er sur eller skælder ud? Selvom det kan virke indlysende, at det ikke er særligt rart at blive skældt ud, så er det ikke altid, at man selv opdager, hvad man har gang i, eller hvordan ens opførsel påvirker andre, før de selv siger det til en. Kunne det være en idé for dig at tale med din plejefamilie om, hvordan du har det hos dem? Som regel kan de fleste problemer løses ved at få talt om dem.
Jeg kommer derfor også til at tænke på, om det, du skriver, er noget, som du har delt med din familie derhjemme? Eller om det er noget, som du går med helt alene? Nogle gange kan problemer blive meget uoverskuelige eller vokse sig meget store, når man holder dem for sig selv. Men så snart man får sat ord på dem, bliver de til at have med at gøre. Og nogle gange kan andres perspektiver hjælpe en til at finde en løsning, man ikke selv havde tænkt på. Hvis du ikke har mod på at tale med din familie om det, kan du også prøve at tale med en anden tryg voksen, fx en lærer eller pædagog fra skolen.
En anden mulighed er også, at du kan tale med din families sagsbehandler eller socialrådgiver om, hvordan du har det, og om du kan få anden eller mere hjælp. Det er ikke sikkert, at det vil ændre din situation, eller at kommunen har andre tilbud at give dig, men måske kan du få en kontaktperson, du kan tale med om de ting, der bøvler. Jeg synes dog, at du skal snakke med din familie om det, hvis du godt kunne tænke dig at tale med en socialrådgiver. Både så de er orienterede om det, men også så de ville kunne støtte dig i at få hjælp.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg vil gerne ønske dig alt det bedste fremover. Hvis du har brug for at chatte 1-1 med en rådgiver, er du velkommen til at skrive til os på SMS 25 80 60 60, eller hvis du vil chatte med en anden ung, kan du gøre det på UngTilUng eller Ung Online.
De bedste hilsner
Marie