Hash, hjælp tror jeg??

brevkassespørgsmål

Hash, hjælp tror jeg??

brevkassespørgsmål af
Malle
16 år
Oprettet 2 år 2 måneder siden

Siden jeg var 14 har jeg røget hash og prøvet forskellige stoffer. Jeg tager ikke særlig tit stoffer men jeg ryger næsten hver dag. Vil ikke sige det har været et problem, fordi jeg altid har kunne følge med i skolen. Jeg har aldrig brugt stoffer fordi jeg har det dårligt. Har nok altid været sådan en der overtænker og tumler rigtig meget med tanker og så har det bare været en god måde at slappe af på. For en måned siden slog jeg op med min kæreste og jeg tror det har ændret et eller andet. Jeg har ikke fortrudt for vi var bare ikke rigtige sammen. Jeg har været meget i tvivl om mit køn og i sidste ende kunne hun nok bare ikke acceptere mig for den jeg er. Men jeg savner hende og jeg kan mærke at jeg ryger mere og oftere end jeg gjorde før og det gør mig lidt bange. Jeg har stadigvæk styr på skole, men kan mærke at hashen fylder mere. Jeg er bange for om jeg kan miste kontrollen men jeg ved ikke hvordan det føles? Har jeg allerede mistet kontrollen uden at vide det? Jeg har egentlig ikke lyst til at stoppe med at ryge, men jeg vil være sikker på at jeg kan styre det. 

Hvad gør jeg lige?

Malle

Svar: 

Kære Malle

Det lyder som at du har rigtig meget at tænke over for tiden, og har brug for ro i dit hoved. Måske er det derfor at dit forbrug af hash stiger. Hashen kan jo i første omgang virke som om, at det giver ro. Men hashen snyder, for den udsætter bare tankerne til senere, og så tænker du dem alligevel. Du har tanker om hvem du er, og om din ekskæreste ikke helt accepterede dig som du er, og nu savner du hende. Derudover har du skolen at forholde dig til også.

Det er mega sejt, at du, selvom du har alle de tanker, er opmærksom på, at du måske er ved at miste kontrollen over hashen. Når man ryger dagligt begynder kroppen at vende sig til at få hash. Den indstiller sig ligesom til det. Du kan prøve at se hvad der sker, hvis du ikke ryger en hel dag. Mit gæt er at du vil være mere irritabel og mere følsom end du plejer, måske vil du også svede lidt. Det er din krop der reagerer, på den manglende hash. Det er ikke farligt men når din krop reagerer og du samtidigt er et sted i dit liv, hvor der er mange tanker der skal tænkes, kan det godt blive en ond spiral, der får dit forbrug til at stige.

Så måske skulle du stoppe lidt op og mærke om du er på vej i den rigtige retning. Har du nogen at tale sådan rigtig med om, hvordan det er at være dig? Nogen som forsøger at forstå og vende tingene sammen med dig? Det kan være meget ensomt at gå og tumle med tingene alene, så kan hashen næsten blive den ven, man lige mangler at bruge tiden med.

Hvis du har lyst har Herlev kommune Kagshuset ung, som er et tilbud for unge der bruger eller eksperimenterer med rusmidler. Her kan du bede om nogle uforpligtende samtaler, hvor du kan være anonym. Det er ikke en forudsætning at du vil stoppe dit forbrug af hash eller andre stoffer for at komme. I Kagshuset ung ved de en masse om hvordan kroppen reagerer på rusmidler, men først og fremmest interesserer de sig for hvordan der er at være dig, og dine erfaringer med stoffer.

En snak med Kagshuet ung om dine tanker eller rusmiddelbehandling er helt gratis, og et tilbud alle kommuner skal have.

Kagshuset hoved nummer 44 52 63 40

Kagshuset ungetilbud ligger på Herlevhovedgade 153.

Jeg håber det er et svar du kan bruge.

/Ungerådgiver fra Herlev 

herlevsignes billede
Ungerådgiver fra herlev kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program