Kære ”den fortvivlede”. 

Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå de følelser, som du tumbler med kan være rigtig svære at gå med alene og derfor synes jeg, at det er godt, at du skriver til os. Det er meget stærkt og modigt gjort. 

Du skriver, at du har haft det bedste år i dit liv på efterskolen, hvor er det bare dejligt at høre, at det ophold har givet dig så meget godt. Det er simpelthen så flot, at du også har lagt din energi i at arbejde med dit selvværd. Det gode arbejde, du har gjort for dig selv, tænker jeg også er med til, at du er blevet rigtig god til at mærke dig selv. Eksempelvis som nu, hvor du har mærket nogle genkendelige følelser, der ikke er rare. Det synes jeg, at du skal være rigtig stolt af. Det kan nemlig være svært at mærke efter, hvordan man har det, og gøre noget ved det. 

Det kan være rigtig hårdt at starte på noget nyt eksempelvis gymnasiet, hvor man skal lære en masse nye mennesker at kende. Man kan være nervøs for om man falder godt til, og man kan have følelsen af at være på overarbejde det første stykke tid, fordi man gerne vil give et godt indtryk. 

Når du skriver, at den første uge var virkelig fantastisk og der var god stemning i klassen, kommer jeg til at tænke på, hvad der mon var anderledes ugen efter. Skete der noget, så følelsen af at være udenfor opstod hos dig? 

Jeg kommer samtidig til at tænke på, om der var én eller flere personer, som du talte med den første uge, som du kan have lyst til at tale mere med? 

Det er ikke rart at have følelsen af ikke at være en del af fællesskabet. Det kan føles meget ensomt.

Når du kommer til at tænke på, om du selv kan trække dig fra de andre. Tænker jeg, hvis det er tilfældet, at det er en meget naturlig reaktion i forhold til dine tidligere oplevelser i folkeskolen. Nogle gange når man har været udsat for noget meget ubehageligt og grænseoverskridende, som mobning er, kan man for at beskytte sig selv få opbygget et ekstra skjold - og det kan være svære at have tillid til at andre vil en noget godt - eller at man selv kan være noget for andre. 

Jeg ved, at det kan være svært, men jeg synes, at du skal overveje, om du kan have mod på at være opsøgende i kontakten med én eller flere af dem, som du synes, at du har talt bedst med eller har god kemi med. Prøv at tænk over, hvad du har at miste i forhold til, hvad du kan få ved at prøve at række ud.

Jeg tænker også det kan være hjælpsomt for dig at tale med nogle om, de ”dårlige” tanker, som er begyndt at dukke op os dig igen. Det tænker jeg fordi, du hermed kan få støtte til at holde fast i det positive selvbillede, som du har fået opbygget, mens du har været på efterskole. Måske du går på en af klubberne i Herlev og har god kontakt til en af pædagogerne, som kunne være rar at snakke med? 

I Herlev findes der også en Ungerådgivning, hvor det er helt anonymt at komme. Der kan man få samtaler om lige netop det, der fylder hos en. De holder til i Herlev Bygade 50C. De har åben hver torsdag mellem 15.00-18.00. Man kan komme uden at have bestilt tid. Man kan også ringe og tale med dem på 51 70 67 86.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situation. Jeg synes, at det er virkelig stærkt af dig, at du mærker efter indeni – og du har allerede taget de første skridt mod at skabe en forandring ved at sige dem højt til os. 

Du er altid velkommen til at skrive til os igen. 

Bedste hilsner Ungerådgiveren