Har det svært

brevkassespørgsmål

Har det svært

brevkassespørgsmål af
Den fortvivlede
16 år
Oprettet 2 år 2 måneder siden

Hej 

Jeg er lige startet i 1.g og det fungerer slet ikke. Den første uge var virkelig fantastisk, men nu er det bare noget lort. 

Jeg havde det virkelig svært i folkeskolen. Jeg var udenfor fra 6 til 9 klasse, blev mobbet og alt mulig andet lort. Sidste år var jeg på efterskole og det var det bedste år i mit liv. Nu er jeg så startet på gym, og jeg troede det blev godt. Der var vildt god stemning den første uge, og alle var glade. Nu kan jeg mærke at de samme ting som gik galt i folkeskolen er ved at ske igen. De andre finder sammen i forskellige og bliver venner og jeg er udenfor. Kan også være at jeg selv trækker mig? Jeg ved det ikke, men jeg ved bare at alting er svært igen. Jeg savner efterskolen. Jeg er bange for at der venter tre år i gymnasiet uden venner. Jeg har brugt et år på at lære at kunne lide mig selv efter folkeskolen men nu kan jeg mærke at de gamle dårlige tanker vender tilbage. Jeg smiler og lader som om alt er godt men indeni er ingenting godt og jeg kan ikke holde det ud. Jeg ved ikke hvad jeg spørger om men havde brug for at få det ud. 

Den fortvivlede :-(

 

Svar: 

Kære ”den fortvivlede”. 

Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå de følelser, som du tumbler med kan være rigtig svære at gå med alene og derfor synes jeg, at det er godt, at du skriver til os. Det er meget stærkt og modigt gjort. 

Du skriver, at du har haft det bedste år i dit liv på efterskolen, hvor er det bare dejligt at høre, at det ophold har givet dig så meget godt. Det er simpelthen så flot, at du også har lagt din energi i at arbejde med dit selvværd. Det gode arbejde, du har gjort for dig selv, tænker jeg også er med til, at du er blevet rigtig god til at mærke dig selv. Eksempelvis som nu, hvor du har mærket nogle genkendelige følelser, der ikke er rare. Det synes jeg, at du skal være rigtig stolt af. Det kan nemlig være svært at mærke efter, hvordan man har det, og gøre noget ved det. 

Det kan være rigtig hårdt at starte på noget nyt eksempelvis gymnasiet, hvor man skal lære en masse nye mennesker at kende. Man kan være nervøs for om man falder godt til, og man kan have følelsen af at være på overarbejde det første stykke tid, fordi man gerne vil give et godt indtryk. 

Når du skriver, at den første uge var virkelig fantastisk og der var god stemning i klassen, kommer jeg til at tænke på, hvad der mon var anderledes ugen efter. Skete der noget, så følelsen af at være udenfor opstod hos dig? 

Jeg kommer samtidig til at tænke på, om der var én eller flere personer, som du talte med den første uge, som du kan have lyst til at tale mere med? 

Det er ikke rart at have følelsen af ikke at være en del af fællesskabet. Det kan føles meget ensomt.

Når du kommer til at tænke på, om du selv kan trække dig fra de andre. Tænker jeg, hvis det er tilfældet, at det er en meget naturlig reaktion i forhold til dine tidligere oplevelser i folkeskolen. Nogle gange når man har været udsat for noget meget ubehageligt og grænseoverskridende, som mobning er, kan man for at beskytte sig selv få opbygget et ekstra skjold - og det kan være svære at have tillid til at andre vil en noget godt - eller at man selv kan være noget for andre. 

Jeg ved, at det kan være svært, men jeg synes, at du skal overveje, om du kan have mod på at være opsøgende i kontakten med én eller flere af dem, som du synes, at du har talt bedst med eller har god kemi med. Prøv at tænk over, hvad du har at miste i forhold til, hvad du kan få ved at prøve at række ud.

Jeg tænker også det kan være hjælpsomt for dig at tale med nogle om, de ”dårlige” tanker, som er begyndt at dukke op os dig igen. Det tænker jeg fordi, du hermed kan få støtte til at holde fast i det positive selvbillede, som du har fået opbygget, mens du har været på efterskole. Måske du går på en af klubberne i Herlev og har god kontakt til en af pædagogerne, som kunne være rar at snakke med? 

I Herlev findes der også en Ungerådgivning, hvor det er helt anonymt at komme. Der kan man få samtaler om lige netop det, der fylder hos en. De holder til i Herlev Bygade 50C. De har åben hver torsdag mellem 15.00-18.00. Man kan komme uden at have bestilt tid. Man kan også ringe og tale med dem på 51 70 67 86.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situation. Jeg synes, at det er virkelig stærkt af dig, at du mærker efter indeni – og du har allerede taget de første skridt mod at skabe en forandring ved at sige dem højt til os. 

Du er altid velkommen til at skrive til os igen. 

Bedste hilsner Ungerådgiveren 

herlevsignes billede
Ungerådgiver fra herlev kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program