Hej brevkasse Jeg er en pige på 21 år, som er ved at være så træt af livet at jeg ikke kan se pointen i det længere. Da det er ret forvirrende at forklare det hele, vil jeg inddele det i "emner" så det forhåbentligt er nemmere at få et overblik over hvorfor det er gået så meget ned som det er. Venner/veninder: hele mit liv har jeg altid været den som havde meget få, men meget tætte venner. Dog har jeg altid oplevet at have en der er meget tæt med mig i et par måneder, men at de så pludselig forsvinder. De får andre venner, kommer videre i livet, har ikke tid til mig eller bliver trætte af mig. Af alle mine venner og veninder føler jeg altid at der er nogen der er vigtigere for dem, og at jeg bare er der til når de keder sig eller ikke har andet at lave. Det er en følelse jeg har haft hele livet, og jeg tror det kommer af at jeg i mine unge teenageår var vant til at have en meget tæt ven, for at blive dumpet uden grund, til at kunne bruges igen on and off. Men jeg har ingen der rent faktisk har været der for mig altid, og som jeg oprigtig føler gider mig. Kæreste: Min kæreste er den skønneste fyr når vi har det godt, men den værste når det går dårligt. Når vi har det godt, er det som en dans på roser. Men han havde for et års tid siden (vi har været sammen i halvandet år) et stort misbrug af hash. Han stoppede så med at ryge hash i januar 2022, og har holdt det indtil nu november 2022, da han er sygemeldt med en dårlig ryg og bare sidder derhjemme, hvilket er hans undskyldning for at begynde igen. Jeg har lagt mærke til at han oftere er aggressiv, og han er begyndt direkte at slå mig, tage fat i mig osv når alt ikke går efter hans hoved. Jeg ved det mest logiske er at gå fra ham, men når han er sød er han seriøst det eneste der holder mig i live lige pt.. Arbejde/uddannelse: Jeg har arbejdet på et værtshus fra September 2020 til juli 2022, hvorefter jeg stoppede da jeg er begyndt på en erhvervsuddannelse. Da jeg arbejdede på værtshuset tror jeg at jeg på en eller anden måde har udviklet et stof/alkoholmisbrug, som har været svært at komme ud af efter jeg er stoppet der. Uanset om jeg ved at jeg skal i skole eller på arbejde, drikker jeg mig i hegnet aftenen inden og kommer derfor ikke afsted som jeg burde, men det er en cirkel jeg ikke kan komme ud af. Nu er jeg stoppet på min erhvervsuddannelse, hvor jeg var kommet ud som elev. Det vil sige jeg på nuværende tidspunkt ikke laver en skid. Og det gør ondt fordi jeg kan mærke på folk de bare kan se jeg ikke bliver til en skid.. Jeg gik på hhx fra 2017-2019, og blev smidt ud for fravær et halvt år inden jeg skulle have huen på. Så startede jeg på en HF og blev igen smidt ud for fravær et halvt år inden jeg skulle have huen på. I bund og grund ligger det i at jeg ikke har snakket højt om hvor dårligt jeg har haft det, stort set siden jeg var 12 år gammel. Jeg begyndte som 11-12 årig at skære i mig selv, og siden da og indtil nu har jeg aldrig fortalt nogen i mit liv hvor dårligt jeg har det. Det er derfor bare blevet værre og værre igennem årene. Så nu har jeg endnu engang svigtet alle i mit liv, som heppede på mig og var glade på mine vegne over min elevplads, som jeg selvfølgelig bare er skredet fra.. Økonomi: Jeg bor hos mine forældre, og nu hvor jeg ikke laver noget har jeg sat dem i en lorte økonomisk situation. Hver gang jeg har det mindste penge, selv 40 kr, går jeg ud og drikker dem væk. Mine forældre har indtil nu altid villet hjælpe mig, men de er nået til det punkt hvor jeg stort set er hjælpeløs. Jeg er 21 år gammel, og har ikke formået at afslutte en eneste uddannelse siden folkeskolen. Jeg føler mig som jordens største taber og fiasko, fordi jeg bliver ved og ved med at gå i stå i mit liv. Mine søskende er alle sammen kommet videre i deres liv, og her er jeg den store idiot i familien der ikke dur til noget. Familie: Min storebror er gift og har fast arbejde. Min storesøster læser til tandlæge på universitetet. Og her er jeg, jeg er fucking ingenting.. Her den anden dag havde jeg et skænderi med mine forældre over at jeg stort set ikke laver en skid, og de ikke har råd til at forsørge mig, men de ved jo ikke hvor dårligt jeg har det, for jeg har aldrig fortalt dem noget. Jeg har ikke fortalt dem hvor ødelagt jeg har været de sidste 10 år og om min selvskade, fordi min familie ikke er typerne der taler om følelser. Vi sætter en facade på, og opretholder den. Derfor er det 10 års følelser der bare er holdt inde, og jeg kan godt mærke det er ved at eksplodere nu. Her den anden dag fik min mor så et flip på mig, hvor hun fortæller mig ting der har ødelagt mig indeni, som jeg aldrig vil glemme. "Du skulle aldrig være blevet født. Du har ikke gjort mig noget godt i livet, du er bare en belastning. Kan du ikke bare please skride og dø så jeg kan få fred". Det er blandt andet de her ord, der har skubbet mig så meget ud over kanten, at jeg ikke kan klare livet mere. Jeg har tænkt på det hver dag, og jeg vil aldrig kunne glemme dem. Spiseforstyrrelse: Jeg har fra jeg var helt lille til jeg var omkring 17 år gammel altid været den buttede søster, hvor min søster har været den smukke slanke af os. I 2019 var jeg syg med en infektion, som gjorde at jeg tabte mig rigtig meget, og siden da har jeg holdt vægten nede, dog ikke på en sund måde. Jeg begyndte at skære ned på alt der hed sukker og kulhydrater, fordi jeg endelig fik komplimenter. Endelig fortalte mine forældre mig hvor pæn en form jeg havde fået. Alle kommenterede på hvor tynd jeg var blevet. Selv min søster sagde jeg så godt ud efter jeg havde tabt kiloene. Jeg var så desperat på at holde min vægt nede, for jeg elskede komplimenterne. Nu er vi så der hvor det går ned af. Jeg får at vide at jeg er for tynd nu, af de samme mennesker der sagde jeg var for tyk. Og siden jeg startede med at arbejde på det værtshus, har jeg tabt mig mere. Og det er rent ud sagt fordi jeg begyndte for det første at drikke heletiden, så jeg havde stort set altid tømmermænd og derfor for meget kvalme til at spise. Inden tømmermændene var væk var jeg allerede ude og drikke igen, uden at have indtaget noget at spise. Derudover begyndte jeg så at hænge ud med en flok idioter, og begyndte derfor på et coke og pille misbrug. Piller som ritalin, oxycodon, tramadol, quetiapin osv. som alle tog min appetit, og jeg spiste derfor kun et par gange om ugen, og kunne sagtens gå 3-4 dage uden at spise noget, men ikke have det dårligt af den grund. Men jeg har bare den her store frygt for at tage på igen, at jeg på nuværende tidspunkt faktisk kun tager coke og piller for at komme af med appetitten så jeg ikke spiser før jeg er nødt til det pga min familie eller kæreste ikke skal ligge mærke til noget. Voldtægt: For en uge siden var jeg så på det her værtshus som jeg arbejdede ved. Jeg sidder ved siden af en bekendt som er en stamgæst på værtshuset. Han ender med at voldtager mig, og jeg er så ødelagt indeni. Min kæreste og en tæt veninde har virkelig prøvet at være der for mig, men jeg har det af helvedes til. Jeg har ikke fortalt mine forældre noget, fordi jeg for det første ikke vil bekymre dem. For det andet ved jeg hvad de vil sige.. "Du kan lade vær med at tage på bar og drikke dig stiv hver dag". Nu har jeg forklaret min baggrund så godt som muligt. Nu er mit problem så.. Hvad gør man når man ikke kan klare det mere? Jeg har i mine tidligere teenageår tit tænkt "kæft hvor vil jeg gerne dø", men ikke som i at jeg rent faktisk ville tage mit eget liv. Men lige nu sidder jeg og prøver at finde bare én god grund til at blive her. Mine forældre? Nej, de har mistet håbet for mig. Min kæreste? Nej, han ville nok få fred for mine flips på ham, når jeg ikke kan klare mere. Mine veninder? De ville være ligeglade. Hvad har jeg ærligt at leve for? Når alle i mit liv enten er trætte af mig, eller har mistet håbet for mig, hvad har jeg så at leve for? Har alt der er sket virkelig ødelagt mig så meget at jeg er permanent ødelagt? De tidspunkter jeg er mest bange for mig selv er når jeg er fuld.. Det er der hvor jeg begynder at tage piller i store mængder for at falde i søvn. Her den anden dag begyndte jeg at skære løs i min arm, selvom jeg ikke har gjort det i fem år. Jeg er bange for at være alene med mig selv, for jeg har aldrig været så alvorlig som jeg er nu når jeg siger til mig selv at jeg ikke vil mere. Når jeg tænker på at dø, tænker jeg at det er mere fredsfyldt for mig at dø end at leve som jeg gør. Jeg tror desværre at min stilhed omkring mine følelser de sidste 10 år har gjort at jeg nærmest ikke er til at redde længere. Jeg plejede at være bange for at dø, for hvad sker der når man dør? Men nu er jeg bedøvende ligeglad. Hvis jeg dør, så er det det. Så er der fred. Så slipper jeg for at komme igennem hverdagene med bekymringer. Jeg er bange, fordi jeg ikke længere er bange for at dø. Jeg er bange, fordi jeg gør ting jeg ved der er farlige, men jeg er ligeglad. Hvordan kan jeg blive et normalt menneske igen? Kan jeg det?