1234

brevkassespørgsmål

1234

brevkassespørgsmål af
T
13 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

Hej jeg er en pige på 13 år. Det sidste halve år har jeg kæmpede mod Anoraksien. Og nok også længere før det nok mere eller mindre hele mit liv for siden jeg var helt helt lille har jeg kunne finde ting der var forkert ved mig selv.

I november 2020 begynd jeg og tabe mig og det gjorde heller ikke noget fordi jeg var lige på grænsen til overvægt. I mit hovede har det vært meget tabobelagt og være overvægtig. Og jeg ikke er god nok til værken venner eller kæreste.

Jeg tabet mig HURTIGT den gang var jeg 158 høj og vejet 56-57 kilo og jeg kom ned på de 53 til nytår. Efter det gik det stærkt jeg tabte mig og tabte mig og havde et spisestop i en hel uge hvor jeg ikke fik indtaget så meget som en kalorie.

Jeg blev indlagt med drop eftersom jeg heller ikke drak noget… så blev jeg indlagte på sygiatrien på BU1 det var hårer tider efter nogle uger kom jeg hjem igen.. siden de 53 gik jeg for det til 40 på undre en måned… og jeg kæmpede mig op igen nu er jeg 162 høj og jeg skal veje mindst 50 kg og jeg ligger kun lige på de 50 kg

jeg er kommer så langt jeg har lige for først gang i et år spist silk og pizza. Og jeg er glad for hvordan jeg ser ud men nu til problemet jeg bliver ved med og få proppede ind i hovedet af mig at jeg er syg at vis jeg ikke vejer de 50 må jeg ikke være på efterskole efter sommerferien.

Lige nu har jeg en super sød Kæreste på 15 der holder af mig for den jeg er vi har vært sammen i snart 4 måneder og der handler det ikke om syge mig men rent faktisk mig… alle andre steder er jeg kendt som hende med anoraksi.

Jeg er kun syg på papir nu men ikke virkligt jeg er glad og normal. Men min mor især ville ikke giv slip på den kontrol. Hun vejer mig tit og jeg føler at vis jeg ikke vejer de 50 så jeg ikke god nok lige meget om der er hundreder gram under så er jeg meget syg igen… alt skal handel om det før og ikke nu.

Jeg har lært og leve i nuet begrund af min kæreste han siger altid men ved aldrig hvornår ens dag bliver den sidste så nyd nu livet man for det ikke igen… lev vær dag som den sidste. Men jeg prøver og snakke med min mor om det men det hjælper ikke rigtigt. Har i noget godt råd for hvad jeg kan fortælle at jeg er mig og ikke den syge mere Undskyld for den lange besked.

Hilsen pigen på 13

 

Svar: 

Kære T 

Hvor er du sej, at du har kæmpet dig igennem den her svære perioder, og at  du nu kan mærke at du begynder at blive glad igen. Det er så godt gået. 

Jeg kan godt forstå at du bliver rigtig ked af de her vejninger. Jeg kan godt forstå hvis det får dig til at føle at du bliver holdt fast i at være syg, og det er svært og grænseoverskridende, når du selv synes, at du har lagt de her udfordringer bag dig. 

Det er tydeligt at du er et helt andet sted i dit liv, end for et halvt år siden. Og det er ganske enkelt fantastisk. Når du fortæller om din indlæggelse, kan jeg forestille mig at din mor stadig er helt vildt bekymret for, hvordan du har det. Når ens barn har det så svært at indlæggelse er nødvendigt, kan man som forældre godt blive så bange, at det er meget svært at ryste bekymringerne af sig. Så selv om det er helt tydeligt for dig, at du har de virkelig godt nu, så kan jeg forestille mig at din mor stadig er rigtig bange for om du er helt okay, og om du får det dårligt igen. 

Jeg kan sagtens forstå dig, og jeg kan også godt forstå din mors bekymring. Jeg tænker faktisk at det du oplever er helt normalt og naturligt. Jeg tænker at de fleste unge, der har kæmpet med en spiseforstyrrelse, vil kunne genkende det her med forældre der har svært ved at slippe bekymringerne og kontrollen, selvom det går bedre. 

Jeg tror I er nødt til at få en snak om hvad der skal til, for at din mor føler sig tryg ved at du ikke pludseligt får det dårligt igen, samtidig med at du kan leve dit liv uden at føle dig som den syge, og uden helt så meget kontrol. Jeg ved godt at det er virkelig svært. Når jeg læser dit brev er det tydeligt, at du har det meget bedre, og at du er på vej videre i dit liv. Og jeg er slet ikke i tvivl om at det er rigtigt. Samtidig er jeg også sikker på at din mors bekymring er midst lige så ægte og også helt naturlig. Så jeg tænker I har brug for at få talt sammen på en måde, der ikke kun handler om at den anden skal forstå, men i lige så høj grad, prøve at forstå hinanden. Og hvordan gør man så det?  

Hvad ville der ske, hvis du siger til din mor at hendes kontrol, får dig til at føle at hun fastholder dig i rollen som den syge. Men at du samtidig forklarer at du godt kan forstå, hvis hun er bekymret, og at du gerne vil finde en eller anden måde, hvor der bliver lidt mindre kontrol, men at du accepterer at hun ikke bare kan give helt slip. Hvis det skal lykkes, tænker jeg du er nødt til at acceptere, din mors bekymring, og at hun vil have behov for at følge det her i noget tid. Det skal bare være på en måde, så du har mere plads til at være glade dig. 

Når nu du har været indlagt, tænker jeg at I har, eller har haft, nogle professionelle omkring jer, der måske kan hjælpe med sådan en snak? En anden mulighed kunne være at kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, som også har masser af tilbud om hjælp til familier der er, eller har været ramt af spiseforstyrrelser. Jeg ved at din situation er helt almindelig, så jeg er sikker på at både du og din mor, kan finde hjælp til at finde lidt bedre balance i jeres forhold. Så din mor kan føle sig tryg ved at du fortsat får det bedre og bedre, samtidig med at du føler dig mere fri til at være den glade og positive pige du føler dig som nu, frem for den syge. Helt ligesom du er lykkes med at kæmpe dig op i vægt, og finde glæden igen, så er jeg sikker på, at du også kan lykkes med at finde en god løsning med din mor. 

Selv om jeg måske ikke kan give dig en helt enkel løsning, så håber jeg du kan bruge mine tanker,  

Mange hilsner Tanja

 

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program