Gravid efter at have misset en p-pille
Gravid efter at have misset en p-pille
Hej, For lidt over en uges tid siden havde min kæreste og jeg ubeskyttet sex en morgen, jeg er på p-piller, men kommer efter i tanke om at jeg glemte at tage en pille dagen før, der er gået over 12 timer. Jeg går i panik og suser ned på apoteket og køber en fortrydelsespille, nu går mit spørgsmål på: for at være helt sikker på ikke at være gravid ville jeg tage en test, men hvornår ville det være bedst at tage den?
Hej Ida,
Det er en rigtig god idé at tage en test, for at være helt sikker på, at du ikke er gravid. De fleste graviditetstests kan tidligst give et svar på den dag, hvor man skulle have haft sin menstruation. Dog er koncentrationen af det hormon som testen måler på, ikke nødvendigvis høj nok på dette tidspunkt til, at testen kan give et klart svar.
Hvis jeg var dig ville jeg derfor vente til det tidspunkt, hvor du skulle have haft din menstruation. Kommer den ikke som den skal ville jeg vente yderligere et par dage, og se om den skulle dukke op. Hvis den fortsat udebliver ville jeg tage en test. Hvis testen er negativ på dette tidspunkt er sandsynligheden for graviditet meget lille. Udebliver menstruationen fortsat kan det være en god idé at teste løbende, med 3-4 dages mellemrum, bare for at være på den sikre side.
Husk på, at menstruationen godt kan udeblive, hvis du er stresset. Og det kan være enormt stressende at frygte, at man er gravid. Det kan påvirke kroppen så meget, at menstruationen ikke kommer. Også selvom man ikke er gravid.
Hvis der går et par uger, og din menstruation fortsat udebliver, kan det være en god idé at kontakte din læge. Så kan han/hun vurdere, om du bør undersøges nærmere. Men ellers burde du kunne få det klareste svar ved at gå et par dage over tid ift. hvornår din menstruation burde komme, og så teste på det tidspunkt, hvis den ikke er kommet.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg krydser fingre for dig!
Mange hilsner,
Siv