Natklub under 18

brevkassespørgsmål

Natklub under 18

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

Kan man straffes for at komme ind på en natklub eller bar hvor man skal være 18 år, men man er selv 16-17 år, uden brug af falsk id? Så hvis man bare er blevet lukket ind af en man kender eller har fået et armbånd til natklubben af en man kender Er det strafbart hvis man gør det, for man udgiver sig ikke for at være en anden Står der noget lignende det i straffeloven?

Svar: 

Hej du

Nej, som udgangspunkt kan du ikke straffes for at være på en natklub eller bar, hvor man skal være minimum 18 år, hvis du selv er under 18 år. Men natklubben eller baren vil modtage en bøde for at have lukket dig ind, hvis det opdages, at du er under 18 år. Du kan også godt risikere, at din ven, som har lukket dig ind eller givet dig et armbånd, skal stå skoleret for det, eller at du bliver udelukket fra stedet i en bestemt periode. Men det er ikke strafbart for dig at befinde dig på natklubben eller baren, da det er stedets personale, som har ansvaret for ikke at lukke personer under 18 år ind. Men måske er det ikke så fedt, at andre straffes for noget, som du selv har været med til. 

Det skal dog nævnes, at du kan få en bøde på 500 kr. for at få serveret alkohol på en restaurant, natklub eller bar, som har alkoholbevilling efter midnat, hvis du er under 18 år. Det vil sige, at du kan få en bøde for at drikke alkohol på steder, som skænker alkohol efter midnat. Så der er alligevel god grund til at tænke sig om en ekstra gang, før man snyder sig ind et sted med en aldersgrænse på minimum 18 år.

Jeg vil også sige, at der er en god grund til, at der er aldersgrænse på de fleste barer og natklubber. Selvom det kan være sjovt at tage i byen og hygge sig med sine venner, så sker der ting i nattelivet, som kan have store konsekvenser. Også konsekvenser som man som ung ikke altid kan se sig helt ud af. Aldersgrænsen er der derfor ikke for at bremse dig i dit ungdomsliv, men i stedet for at beskytte dig. Og så vil jeg til sidst gerne sige, at du helt sikkert får rig mulighed for at gå i byen, når du er blevet 18 og er gammel nok. Lige nu virker det måske meget spændende - måske også fordi det er lidt forbudt, eller fordi det kan føles som om, der er lang tid til. Men vent til det bliver din tur, og så tag til nogle gymnasiefester eller privatfester indtil da. Så kan du lære dig selv og den måde, du er på, når du er fuld, at kende der først.

De bedste hilsner
Marie

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program