Begyndt at få tidlig udløsning

brevkassespørgsmål

Begyndt at få tidlig udløsning

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Jeg er begyndt at komme meget tidlig, og det har ikke som sådan været et problem før, har haft den samme partner i ca 20 måneder nu. Det er først blevet et problem her på det sidste, hun arbejder tit og derfor er der ikke meget sex eller andet, men har læst en del om øvelser og sådan man kan lave, men det har jeg ikke ville, fordi det bare er kommet pludseligt, jeg har læst at overvægt og angst også kan skyldes det, (jeg har taget en del på grundet ingen motion, og har også angst) og så er jeg i øvrigt også stoppet med et cannabis misbrug, har været daglig ryger i 2 år og lad os bare sige det pænt, har røget en del joints om dagen, og har bare googlet frem og tilbage og blevet mere frustreret over det.... jeg har hørt at motion også kan hjælpe, jeg ryger ikke hash mere, men jeg har i de sidste par måneder ikke dyrket noget motion, jeg tager på gym og kommer hjem og ligger bare hjemme og snacker nogen gange noget usundt, og kosten har heller ikke været alt for sund, så kan det skyldes noget af det måske, det har jeg ihvertfald læst? Jeg er bare blevet mega frustreret over det hele, fordi jeg bare vil have det var som før hvor jeg godt kunne give den okay med gas, men vigtigst af alt holde i 5-15 minutter... og når jeg så har sex så er jeg ved at komme inden for ca 2-3 minutter... håber jeg får et svar der kan bruges, har nærmest ødelagt min browser med alt det søgning så det ville være rart med er proffesionelt svar

 

mvh. Ano på 18 snart 19år

Svar: 

Hej Ano 

Jeg kan godt forstå, at du er frustreret, for det med sex, er bare noget der helst skal fungere, for de fleste. 

Jeg kan høre at du allerede har været godt og grundigt igang med at undersøge, og jeg tænker det er gode ting du har fundet frem til. 

Overvægt og dårlig kondi, kan uden tvivl spille en rolle. Det har man påvist i flere studier. 

Mental velvære har også en kæmpe indflydelse, så når du siger at du har angst, tænker jeg at det sagtens kan have en betydning. Men er din angst ny, eller havde du også den før den her ændring skete? Måske fylder angsten mere nu? 

Og så er der dit rygestop. Når du ændrer så radikalt på et dagligt forbrug, kan det sagtens have en indflydelse. Ikke på grund af hashen i sig selv, men på grund af den mentale ændring, som du helt sikkert har gennemgået efter et rygestop. 

Du skriver at I ikke har sex så ofte, og det kan helt klart også spille en stor rolle. Hvis der går lang tid imellem, kan man godt være så spændt og tændt at man næsten bliver overtændt. Lidt ligesom når sportsfolk taler om at de kan komme til at toppe for tidligt, op til et stort stævne. 

Og hvis du først har prøvet det nogle gange, så kan din bekymring for at du ikke længere holder så længe, som du plejer, i sig selv,  være med til at du kommer hurtigere. 

Med så mange forskellige mulige årsager på en gang er det umuligt at give dig de der helt præcise svar, som du søger. Der kan være flere forskellige grunde, og jeg tænker der er stor sandsynlighed for at det også handler om en kombination. 

Jeg tænker, at du kan arbejde videre i flere spor, og prøve forskellige ting af.

Det ene handler om at træne. Både at få bevæget dig lidt mere, så du måske kan tabe lidt af vægten, og endnu vigtigere få et bedre kondital.

Og så er der den der penis træning, som du selv har fundet, øvelser til. Jeg går ud fra at du har fundet de her øvelser, hvor du stopper, når du kan mærke at du er ved at komme. Både når du onanerer og under sex, er det virkelig en god øvelse, og hvis du træner og er tålmodig...så virker det. 

Samtidig tænker jeg at det er vigtigt at du er nysgerrig på din mentale tilstand. Fylder din angst, eller andre negative tanker mere nu, end det har gjort tidligere? Din beskrivelse af hvordan du hovedsageligt ligger på sofaen, når du kommer hjem, kan være et symptom på at du har fået det dårlige, hvis du ikke tidligere har været mere aktiv. Det her med at smelte sammen med sofaen, kan eksempelvis være tegn på depressive tanker, og begyndelsen til en egentlig depression. 

Er det tid til at få hjælp til at håndtere din mentale trivsel, og hvis du får hjælp, kunne det så være tid til at kigge på om hjælpen skal justeres? 

Jeg tænker det er så præcis, som jeg kan være. Lige meget hvad der ligger til grund for den her ændring, så ved jeg at øvelserne virker, hvis man giver det en chance og træner, så det ville jeg overveje, at afprøve. 

Hvis du allerede får hjælp i et rusmiddelcenter, hos en psykolog eller hos en anden behandler, synes jeg du skal overveje at være åben omkring den her problematik. Jo mere du tør åbne dig, jo bedre hjælp kan du få. 

Hvis du slet ikke får hjælp i øjeblikket, synes jeg du skal overveje at søge hjælp nu. 

Nok ikke det helt præcis svar, med den enkle løsning, som du havde håbet på, men forhåbentligt alligevel noget du kan arbejde videre med. 

Bedste hilsner Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program