Trans

brevkassespørgsmål

Trans

Længe nu har jeg været helt sikker på hvem jeg er.
Jeg blev født I en kvindelig krop, men har altid anset mig som noget helt andet.
Det var dog først for fire år siden at det virkeligt slog mig.
Jeg kan ikke se mig i spejlet når jeg vågner. Det er så uffateligt dumt sådan som jeg græder over de mindste ting, jeg kan endda græde over at min bror har et skæg, og jeg intet har.

Jeg har kæmpet med følelser og selværdsproblemer i mange år, og har selvfølgelig modtaget proffesionel hjælp, men den største hjælp, det var dog at komme på efterskole, jeg blev spurgt efter mit "foretrukne" navn, hvilket næsten var for godt til at være sandt.

Dengang glædede jeg mig til skole hver dag, stod op i godt humør, og gjorde mit bedste i undervisningen, hvilket jeg aldrig havde oplevet før efterskolen.
At høre mit valgte navn er den bedste følelse som jeg nogensinde har oplevet, jeg kan græde bare ved tanken over de mange folk der accepterede mig. Og nu er jeg så her, ude af efterskolen, tilbage I vestjylland hvor at stereotyper er høje som skyskrabere. Ingen her kalder mig ved mit navn, og for hver en dag der går mister jeg den kampgejst jeg fik genvundet i efterskolen.

Min far gider ikke at snakke med mig om min transseksualitet, og min mor prøver at bilde mig ind at det er fantasi. Min bror er transfob, og min mor nægter at kalde mig mit valgte navn. Jeg føler at jeg træder i glas med ingen sko hver eneste dag og jeg ved snart ikke længere hvordan jeg skal klare mig. Jeg vil gerne starte på hormoner når at jeg er 18, men frygter så inderligt at mine forældre ikke vil kendes ved mig.
Min socialrådgiver ved intet om lgbtq+, min hjemme kontaktperson ved heller intet. Min eneste støtte er fra online venner der kalder mig ved mit navn, og min elleve årige lille søster, som er mere forstående end de voksne her i huset.

Jeg må have forandring, og jeg må have det snart. Hvem kan hjælpe mig???

-Dannie.

Svar:

Kære Dannie

Jeg kan virkelig godt forstå din fortvivlelse og frustration. Vi har alle brug for at blive set og mødt, som den vi er, og det må virkelig være hårdt at opleve, slet ikke at blive set, som du ønsker at blive det.
Det må virkelig have været en vidunderligt frirum, du havde på efterskolen. Bare at kunne være dig, og blive accepteret, som den du er. Jeg tror på at du kan nå dertil igen, men jeg kan godt høre, at der er lang vej lige nu. Jeg ville så gerne kunne give dig et svar, med nogle gode og hurtige løsninger, men det ved jeg godt, ikke er muligt.

En del LGBTQI+ personer oplever desværre helt det samme som dig. Manglende forståelse og accept fra deres familier. Jeg er ikke sikker på at det altid handler om at familien er meget fordomsfuld. Nogle gange kan det også være et udtryk for forældres bekymring. Bekymringer kan vise sig på mange måder, og nogle gange kommer forældres bekymring til udtryk som kritik og manglende forståelse. Det ændrer ikke hvordan det føles, men det kan måske give håb for at jeres forhold og dine forældres måde at se dig, kan ændre sig med tiden. Det tror jeg godt den kan.

Jeg kan godt forstå, at du har brug for at der sker noget nu, og den ændring tænker jeg bedst du kan finde, ved at finde et netværk, i dit lokalmiljø. Du har brug for at have flere omkring dig, der sig dig som du er, og så bruge det netværk som et ståsted, til at udleve dine drømme. Både i forhold til hormonbehandling, men også som støtte, til at skabe et bedre forhold til din familie. Du skriver at du har online venner, som kalder dig ved dit navn, og jeg ved ikke om de venner, er nogle du mødte på efterskolen, eller nogen du har mødt offline eller online i andre sammenhænge? Men jeg ved at der findes forskellige foreninger og fællesskaber i vestjylland, hvor du også fysisk kunne møde den accept du mangler lige nu.
Jeg ved godt at der er stor forskel på at leve som LGBTGI+ person i eksempelvis København og Aarhus, og så i en meget mindre by i vestjylland. Du skriver ikke hvor i vestjylland, så nu spammer jeg bare lige en række forskellige muligheder, som du kunne kigge nærmere på.
WestCoastPride arbejder med at planlægge Pride i Ringkøbing til august, I Esbjerg tilbyder Es´Gay´P rådgivning, men også fællesskab og netværk og LGBT+ nye ungdomstilbud AURA, der bl.a. arrangerer sommerlejr. Alle tre organisationer har et stort fokus på netværk, og aktiviteter der skaber netværk, så måske kunne det være en mulighed for dig lige nu.

Dannie, du skal selvfølgelig stå ved, den du er, for du er præcis den du skal være. Det er ikke rimeligt, at det skal være så svært, men det er desværre virkeligheden for mange. Jeg håber du kan finde nogle mere positive relationer, blandt de muligheder jeg har delt. Forhåbentligt kan de blive et godt afsæt til at du kan udvikle og udleve det menneske du er, og med tiden også finde mere forståelse fra din familie.

Mange hilsner Tanja