Mit liv og depression

brevkassespørgsmål

Mit liv og depression

Hejj, jeg er en pige på 15 år, jeg skrev først dette på engelsk, så derfor giver alt måske ikke mening, jeg har bare brugt google oversæt… Jeg har ikke grædt i omkring 7 dage, fordi jeg har været på ferie og ikke ville græde foran andre mennesker, så kom jeg hjem i går morges og græd én gang, så græd jeg næste dag igen. Jeg tror, jeg er deprimeret, og jeg vil have hjælp, jeg kan ikke kontrollere mine følelser så godt, jeg er meget følsom og føler mig næsten konstant trist, følelsesløs eller irriteret, jeg har brug for meget egentid, jeg vil meget gerne være alene, og nogle gange føler jeg mig for ensom, jeg kan græde ud af ingenting, bare det at se nogen i live får mig til at tænke på døden, næsten hver gang jeg græder, døden overgår mit sind, jeg vil ikke dø, men nogle gange vil jeg virkelig dø, jeg gør' Jeg vil ikke gøre alle omkring mig triste og deprimerede ved at dø, men jeg vil have mig selv til at være virkelig glad, mit liv føles som et smuthul, alt går rundt igen og igen, jeg kan ikke lide forandringer så meget, men jeg hader følelse låst inde og altid så håbløs, som jeg gør, når jeg er her, jeg vil ikke bo her på Færøerne, jeg vil have min hund, livet og klassekammeraterne tilbage, jeg føler mig meget forrådt, og jeg er bange for at Jeg vil aldrig se min hund igen. Jeg har aldrig haft en far at stole på, jeg føler mig alene, jeg vil have et dyr, der kan være min bedste ven, som altid kan være sammen med mig, men jeg har ikke lov til at få en, jeg tror, hvis nogen vidste, hvordan jeg har det indeni ville de tænke videre over, at jeg skulle få et kæledyr, men jeg er for bange for at fortælle nogen om, at jeg er selvmorderisk og håbløs, for jeg vil heller ikke gøre dem kede af det eller sur, jeg vil have hjælp, men min mor vil' ikke engang prøve at give mig en psykolog, selvom jeg har fortalt hende, at jeg er deprimeret. Hun siger, at det er for svært at finde en terapeut til børn, ingen forstår mig rigtigt, så jeg kæmper altid alene for alting. Jeg tager p-piller, fordi mine menstruationssmerter er virkelig slemme, jeg tror også det kan påvirke mit humør, men jeg ville virkelig heller ikke have noget imod at tage nogen behandlingspiller mod depression, men det vil min mor heller ikke tillade, jeg har været Jeg har taget prævention i over et år nu, tror jeg, jeg har aldrig oplevet forhold til drenge eller nogen overhovedet, selvom jeg måske har brug for at blive elsket for en gangs skyld. Lige nu skriver jeg egentlig bare ned, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker på, jeg håber, at dette kunne hjælpe mig lidt, jeg har bare brug for at høre en andens perspektiv. Tak

Svar:

Kære dig

Du skriver at du har brugt google translate, og selvom der er nogle steder hvor den har oversat på en lidt spøjs måde, så kan jeg sagtens forstå budskabet. Det er helt tydeligt at du går igennem en svær periode lige nu, og at du føler dig meget alene med det. Derfor er det virkelig godt at du har skrevet ind til os. Du er ikke alene, og der er hjælp at finde.

Jeg vil gerne starte med at sige at jeg ikke kan give dig et klart svar på om du har en depression eller ej. Når det så er sagt, så er der rigtig mange af de ting som du beskriver, som kendetegner en depression, og det er bare helt sikkert at du skal tage det alvorligt. Som det også lyder til at du gør. For at du kan finde ud af om det er en depression, skal du ind til lægen. Lægen vil stille dig nogle spørgsmål, for at undersøge hvad du oplever. Her er det virkelig vigtigt at du svarer sandt. På alt. Så når lægen spørger ind til om du har selvmordstanker, så skal du sige ja. Hvis lægen, af en eller anden grund, ikke selv spørger ind til det, så skal du nævne dem. Selvmordstanker er kun tanker, og derfor er de ikke farlige i sig selv, selvom de kan føles sådan. Men hvis du begynder at handle på dem eller hvis de begynder at optage al din tid, så kan de godt blive farlige, og derfor er det virkelig virkelig vigtigt at du fortæller dem omkring dig at du har dem. Så du kan undgå at de bliver værre.

Første skridt mod at få det bedre er nemlig, som du også selv er lidt inde på, at åbne op og tale om det der sker inden i dig. Gør det klart for din mor at du har det svært lige nu, og at det er mere end "bare" en dårlig dag. Du har brug for at en voksen vejleder dig og hjælper dig med at få styringen tilbage i dit liv. Du kan evt. vise din mor dit brev her (og vores svar), så hun kan se hvad du mener, når du siger at du er deprimeret.

Du skriver også at du tager p-piller, og det er rigtigt at de kan påvirke dine hormoner - og at dine hormoner kan påvirke hvordan du mærker og oplever dine følelser. Men hvis det er tilfældet, så er det muligt at f.eks. skifte mærke eller skifte over til mini-piller, hvor bivirkningerne måske er mindre. Det kræver stadig at du taler med din læge og fortæller om de bivirkninger du oplever. For hvis det er p-pillerne der spiller ind på hvorfor det føles så voldsomt lige nu, så kan terapi ikke være den eneste løsning.

Laura, det lyder til at du har været igennem en del forandringer for nylig. Du skriver at I er flyttet til færøerne og at du føler dig forrådt over at du er blevet rykket væk fra din hund og dine klassekammerater. Det er helt normale og gyldige følelser. Forandring vil altid være svært, og det lyder heller ikke til at det har været dit eget valg? Måske har det været fordi din mor eller dine forældre besluttede at det var det bedste at gøre. Og fordi du stadig er under 18, så skal du følge med dine forældre. Jeg kan sagtens forstå at det føles uretfærdigt, og det er okay at du er vred og ked af det lige nu. Du sørger over forandringen, og du skal huske at give dig selv lov til det. Og så vil du opdage at dine følelser vil ændre sig med tiden. Måske ikke med det samme, og måske tager det noget tid, men stille og roligt vil du vænne dig til den nye hverdag og det nye liv. Du vil få nye venner og måske vil du også få et nyt kæledyr. Allerede nu kan du overveje om der er noget du kan gøre, som ville gøre dig glad. Måske er der en særlig form for sport du kan lide? Måske kan du tage ud og besøge nogle dyr et sted, f.eks. et internat, hvor du kan spørge om du må komme og lege med hundene et par gange om ugen? Måske er der nogen i din nye klasse som virker søde?

Jeg siger ikke at du skal glemme dine følelser. Det er okay at være ked af det, også selvom man stadig bevæger sig fremad.

Jeg håber at du kan bruge mit svar. Du må gerne skrive igen hvis du har brug for det. Det kan f.eks. være efter din tur til lægen? Eller hvis du viser din mor det her brev.

De kærligste hilsner,

Camilla