Har bare brug for at komme ud med det.

brevkassespørgsmål

Har bare brug for at komme ud med det.

brevkassespørgsmål af
L
18 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Hej. Jeg er en pige på næsten 19år, og er diagnosticeret med Bipolar.

Jeg oplever for nyligt at min mor og jeg er oppe og skændes mere end vi plejer, jeg er rigtig hårdt for mig. Da der ikke skal så meget til før jeg bliver ked af det. Jeg er utrolig svimmel og har hovedpine stort set hver dag, så det hjælper heller ikke ligefrem.

Jeg er enebarn og har derfor ikke rigtig nogen jeg kan snakke med det om, som altså forstår mig. Så jeg føler mig tit ensom, mine forældre er også skilt hvilket de næsten altid har været.

Lige nu er jeg i en rigtig dyp depression, jeg forsøgte at tage mit liv i januar, og blev indlagt samme dag. Var dog kun inde i 2 uger.. føler overhovedet ik jeg har fået det bedre, tværtimod. Mine tanker er tilbage og jeg har løst til at gøre en ende på alting. Det ville jo være det nemmeste? 

Svar: 

Kære L,

Hvorvidt selvmord vil være det nemmeste ved jeg ikke. Men jeg ved, at du har ret i, at det ville gøre en ende på al din smerte. Problemet er bare, at det også vil gøre en ende på alt andet. For hvis selvmordet lykkes er du ikke i live til at mærke, at din smerte er holdt op. Og hvis selvmordet mislykkes risikerer du at skulle leve med både fysiske og psykiske mén resten af livet.

Det jeg prøver at sige er, at selvmord ikke er løsningen. Selvmord er en meget permanent løsning på problemer, der er tunge og kan føles uoverkommelige, men som sjældent er permanente. For selvom alting kan føles mørkt, trist og håbløst, og selvom det kan være rigtig svært at tro på, så vil det som oftest blive bedre en dag. Måske ikke i morgen eller i næste uge. Men på et tidspunkt. Og hvad der er endnu federe er, at klarer man sig igennem store kriser som den du står i lige nu, så kommer man som oftest meget stærkere ud på den anden side. "What doesn't kill you makes you stronger" er en kliché af dimensioner. Men den passer, I hvert fald når det kommer til psykisk og emotionel smerte.

Du lyder til at have det rigtig svært i øjeblikket, og når man har det sådan kan det føles umuligt at finde noget som helst lyspunkt. Og det gør det bestemt ikke nemmere, at du oplever at have det fysisk dårligt og samtidig tit føler dig ensom. Derfor er det rigtig godt at du rækker ud efter hjælp. Også selvom det er til personer du ikke kender, og som ikke kender dig. Nogen gange kan det faktisk være rigtig godt at række ud til nogen man ikke kender, for det kan gøre det lettere at være 100% ærlig om hvordan man har det.

Når vi skal snakke med dem, der er tæt på os, har de nogle af os en tendens til at tage hensyn til dem vi snakker med, og gå lidt på kompromis med os selv og hvordan vi fortæller om tingene. Når man snakker med en fremmed er der ikke noget hensyn at tage, fordi man ikke kender vedkommende og fordi man ikke er personligt investeret i vedkommende. Samtidig kan det at åbne op over for en fremmed være en "ufarlig" måde at afprøve det at fortælle andre om det, hvor vi ikke behøver at bekymre os om, hvad de tænker om os bagefter. Og hvor vi samtidig kan få en forsmag på, hvordan andre kan tænkes at reagere på det vi siger.

Ud fra dit brev er det tydeligt for mig, at du har et behov for at snakke med nogen om, hvordan du har det. Normalt ville jeg foreslå en forælder, en søskend, et andet nært familiemedlem eller en god ven, men ud fra det du skriver tænker jeg ikke, at det giver mening for dig. Samtidig hæfter jeg mig ved, at du skriver, at du er diagnosticeret bipolar, og at du lige nu er i en depressiv periode. Jeg forestiller mig, og håber også på, at du, pga. din diagnose, er en del af det psykiatriske system, og har en psykolog du ser fast. Hvis ikke vil jeg i hvert fald råde dig til at finde én. For det du beskriver lyder i mine ører som noget, der kræver støtte fra en professionel for at du kan komme igennem, og komme godt og sikkert ud på den anden side. Derfor håber jeg, at hvis du ikke allerede er i kontakt med en psykolog, at du så vil komme det hurtigst muligt. Den letteste (og korteste) vej til at komme det er via din læge, der kan give dig en henvisning til psykologhjælp.

Jeg ønsker dig alt det bedste og krydser fingre for, at du snart får den hjælp og støtte du har behov for.

Mange varme hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program