Er jeg ikke kommet over ham?

brevkassespørgsmål

Er jeg ikke kommet over ham?

brevkassespørgsmål af
Den forvirrede pige
14 år
Oprettet 4 år 3 uger siden

Hej Brevkasse.

Jeg skriver ind, fordi jeg har haft denne her følelse i lang tid. Ja faktisk siden han stoppede den. Vi havde noget i ca 1/2 år (vi var ikke kærester, men flirts) Jeg var så vild med ham og det var sådan en dejlig følelse. jeg blev glad når jeg tænkte på ham og ja man kan vist godt sige jeg har dybt forelsket. Når vi var sammen var det et forhold der var meget akavet på en måde, i forhold til sådan nogle søde couples man ser hele tiden. Men alligevel havde vi det så godt sammen. Vi havde aldrig været alene sammen det halve år, men vi var sammen 1 gang i ugen ca med andre selvfølgelig, fordi vi gik ikke på samme skole. det stoppede i sommerferien. Vi ville begge stoppe den, men han SKREV først. Og ja det stoppede på sms. Men det var vist bedst for os begge. Vi havde en lang pause, men så snakkede vi sammen igen og blev virkeligt gode venner. vi var sammen efter skole med nogle venner og vi havde det så sjovt sammen. Men jeg følte også han flirtede lidt med mig og omvendt. Jeg var så glad hver gang jeg var sammen med ham og det var overhovedet ikke som dengang vi havde noget. Det var ligesom om vores forhold blev stærkere efter vi havde haft en pause. Altså det var overhovedet ikke akavet, altså har aldrig haft det sådan før. Men vi var selvfølgelig kun venner som jeg var glad for. vi Facetimede også nogle gange (selvfølgelig kun os to)  Men jeg ved ikke helt hvad der skete, fordi ligepludselig blokerede han mig og vi snakkede ikke sammen mer, som vi stadig ikke gør. vi går på samme skole nu og når vi ser hinanden kan jeg ikke lade hver med at kigge på ham. Og når jeg kigger er det ligesom om han også kigger hver gang. vi var en 4 kløver kan man godt sige. 2 andre piger, ham og mig der var sammen. Jeg snakker ikke med den ene pige mere, som ellers var en af mine aller tætteste veninder og jeg elsker hende stadig meget højt, selvom hun har ændret sig rigtig meget og det var mig der tog afstand. Jeg har det meget svært, fordi der er ikke rigtigt nogle mere der kan lide den dreng jeg snakker om, fordi han har ændret sig. Der er heller ikke rigtigt nogle der kan lide den pige jeg var bedste veninder med. Og der er lidt sæørt fordi det er som om der jeg var venner med dem elskede alle dem og nu kan næsten ingen lide dem. Men jeg savner dem. 

Nå men altså jeg vil enligt bare spørge om i har nogle råd til hvad jeg skal gøre, fordi jeg ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre. og jeg har det meget svært med at mine venner ikke kan lide dem, fordi jeg selv heller ikke bryder mig så meget om dem mer når de er sammen med andre. Men jeg ved når jeg er alene med dem bliver det ligesom det var dengang.

-den forvirrede pige, som meget gerne vil have svar

Svar: 

Kære den forvirrede pige

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret! Det lyder til, at der er sket en helt masse, og så kan det bare være rigtig svært at følge med. Du skriver, at du gerne vil have nogle råd til, hvad du kan gøre, men jeg er måske ikke helt sikker på, hvad det er i forhold til. Jeg vil prøve at komme med nogle råd til det, som jeg tænker, at du spørger ind til, men hvis jeg ikke får svaret på det, som du egentlig gerne ville have haft svar på, så er du velkommen til at kontakte os igen eller måske kigge forbi vores chat.

Du skriver, at du synes, at det er rigtig svært, at ingen kan lide dine venner, og at du savner dem. Til det tænker jeg, at mit råd er at være sammen med de venner, som du har lyst til at være sammen med. Selvom at jeg godt kan forstå, at det ikke er rart, at de andre ikke kan lide dine venner, så tænker jeg, at det vigtigste er, at du kan lide dem, og at du savner dem rigtig meget. Der vil altid være folk, som man ikke kan lide, og andre som ikke kan lide en selv. Og på den måde vil der også være folk, som dine venner ikke kan lide, og folk som ikke kan lide dine venner, for man klikker bare ikke lige godt med alle. Det vigtigste er, at man selv kan lide at være sammen med dem, som man er venner med, og at ens venner behandler en godt. Så hvis du nyder din tid sammen med din veninde og den her fyr, så synes jeg ikke, at du skal holde dig tilbage, bare fordi der er nogle af de andre, som ikke så godt kan lide dem.

Du skriver, at du ikke er så glad for dine venner, når de er sammen med andre, fordi der er anderledes der, end når det bare er jer tre. Det kan virkelig være rigtig svært, når det sker. De fleste af os ændrer os lidt alt efter, hvem vi er sammen med. Man er for eksempel måske anderledes når man er sammen med sine venner, end når man er sammen med sin familie. Det er meget almindeligt, men nogle gange så ændrer folk sig så meget, at man kan føle, at man ikke kan genkende dem længere, og det kan være ret ubehageligt. Jeg tænker, om du måske kunne prøve at snakke med dine venner om det? Nu ved jeg ikke, hvordan de er anderledes, når de er sammen med andre, men hvis du f.eks. synes, at de bliver trælse overfor dig, så kunne det måske være rigtig rart for dem at få det at vide, for det er ikke sikkert, at de ved, hvis de gør noget, som gør dig ked af det.

Hvis ikke eller hvis det ikke virker at tale med dem, så tænker jeg også, at det er okay at tage afstand til dem. Nogle gange så vokser man også bare fra hinanden, og så ses man ikke så meget længere. Det er selvfølgelig lidt trist, men nogle gange tror jeg, at det er bedre at se tilbage på alle de gode stunder og minder, man har sammen og så sige, at det var det, det blev til. Man kan godt have haft et rigtig godt og betydningsfuldt venskab, selvom at man ikke er venner for evigt. Og hvis man stopper med at være venner, behøver man heller ikke at være uvenner eller at være sure på hinanden. Man kan godt bare stoppe med at ses og så være taknemmelig for den tid, man havde sammen som venner.

Det var de tanker, som jeg havde efter at have læst dit brev. Jeg håber, at noget af det kan hjælpe dig, og ellers må du som sagt rigtig gerne komme forbi igen. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med det hele!

De bedste hilsner,

Dagmar
 

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program