Hej Conrad.

Mange tak for dit brev. Det lyder rigtig svært, at du skændes meget med dine forældre og er ved at få nok af dem.

Det lyder som en meget frustrerende situation du står i, og ud fra det du fortæller, er det helt forståeligt, at det kan drive dig til vanvid. Jeg kan godt forstå, at du bliver irriteret på dine forældre over, at du ikke rigtig må noget længere. 

Jeg tror, at der er mange andre unge, som vil kunne genkende nogle af de ting, du fortæller omkring dit forhold til dine forældre. Som 15-årig er man i gang med at udvikle sig fra at være barn, til at blive mere voksen og selvstændig, og det kan nemt give en masse konfikter med sine forældre. Især som det du fortæller omkring, at du ikke rigtig må noget længere, og at du ikke engang må være sammen med dine venner efter skole. I takt med at man bliver ældre, bliver man også mere selvstændig, og som 15-årig kan det være vildt frustrerende, hvis der er mange regler for, hvad man må og ikke må.

En mulighed kan være at du tager en snak med dine forældre, hvor du stille og roligt fortæller dem, hvordan du har det med, at de har indskrænket dine muligheder for at lave noget og være sammen med dine venner efter skole, og hvordan du har det med jeres forhold til hinanden, og at du lige nu har allermest lyst til bare at komme væk. Men det er vigtigt, at du snakker med dem på et tidspunkt, hvor I ikke er sure på hinanden eller lige har været oppe at skændes. I vil nok bedst kunne snakke sammen, når I ikke er i dårligt humør. Det kan for eksempel være, at om morgenen vil være et godt tidspunkt at tage snakken på. Så kan det være, at I ikke har nået at komme op at skændes endnu, og så er man mere modtagelig for, at høre hvad hinanden har at sige, end hvis man er uvenner. Hvis du omvendt prøver at snakke med dem når I er oppe at skændes og bølgerne går højt, er det meget sværere at lytte til hinanden og prøve at forstå hinanden. Derfor er det altså bedst, at prøve at snakke med dine forældre, når der er en lidt mere stille og rolig stemning derhjemme.

Du skriver, at du er 15 år, så eftersom at du er under 18 år, er det rent juridisk stadig dine forældre, der bestemmer over dig. Det betyder blandt andet, at dine forældre kan bestemme, om du må bo et andet sted eller ej. Men de fleste forældre vil gerne deres børn det bedste, og derfor tænker jeg også, at det vil være en rigtig god idé, at du prøver at tage en snak med dine forældre om, hvordan du har det.

Ud fra dit brev lyder det ikke sådan, men hvis det er et spørgsmål om, at dine forældre ikke er i stand til at tage vare på dig, har kommunen mulighed for at blande sig, og hjælpe dig med at finde et andet sted at bo. Som oftest blander kommunen sig kun, hvis mor og/eller far af den ene eller anden årsag ikke er i stand til at støtte deres børn, passe godt på dem, og sørge for at de får en tryg og sund barndom. Og som sagt så lyder det ikke til, at det er sådan du har det derhjemme.

Mit bedste råd er derfor at tage en god, lang og rolig snak med dine forældre, hvor I alle tre får masser af taletid til at fortælle jeres side af sagen, og hvor I sørger for at tie helt stille og kun lytte, mens de andre taler.

Hvis du synes, at det kan være svært at starte med at skulle sige det direkte til dine forældre, kan det være, at der er en anden i din familie, som du har lyst til at snakke med det om. Eller måske har du en voksen i dit netværk, som du er tryg ved, og som kan støtte dig og hjælpe dig med at undersøge mulighederne for, at finde en løsning på din udfordring derhjemme. Det kan nogle gange hjælpe at få nogle andre til at se sin situation udefra.

Held og lykke med det.

Kærlig hilsen

Gro.