Patter

brevkassespørgsmål

Patter

brevkassespørgsmål af
Mia
13 år
Oprettet 8 måneder 4 uger siden

Jeg vil gerne vide om det er normalt at bruge Double j i bh størrelse som 13 årig

Svar: 

Hej Mia

Størrelsen på ens bryster, og hvordan de udvikler sig, er meget individuel fra pige til pige. Nogle piger har små bryster, mens andre har store. Det skyldes dels, at det er meget arveligt, hvilken størrelse bryster, man får. Du kan prøve at se på, hvordan kvinderne i din familie ser ud, og eventuelt spørge dem, om deres bryster havde samme størrelse, da de var på din alder. Måske minder I om hinanden? Og dels består bryster i høj grad af fedt. Så hvis man vejer lidt mere, er det også normalt, at man har større bryster - og omvendt.

Det er derfor svært for mig at sige, om det er normalt, at du bruger dobbelt J i BH-størrelse. Måske er det helt normalt i din familie, at kvinderne har større bryster? Der er heller ikke nogen BH-størrelse, der er mere rigtig eller forkert end andre, og begge dele har sine fordele og ulemper. Nogle piger med små bryster er kede af, at de ikke er større, fordi store bryster ofte ser meget feminine ud. Andre piger er glade for deres små bryster, fordi de måske slet ikke behøver bruge BH. Nogle piger med store bryster er kede af, at de er store, fordi de kan være tunge og give ondt i ryggen. Og andre piger er glade for deres store bryster, fordi det kan give en flot figur. Det er altså meget forskelligt, hvordan man har det med sine bryster.

Når det så er sagt, er det ikke rart, hvis man ikke har det godt i sin krop. Hvis du synes, at dine bryster er for store, eller hvis du oplever at få ondt i ryggen på grund af dem, så synes jeg, at du skal fortælle din mor det. Måske har hun været i samme situation og kender til nogle tips og tricks, som kan hjælpe dig til at blive gode venner med dine bryster.

Jeg håber, at jeg fik svaret på det, du havde brug for svar på. Hvis du har flere eller andre spørgsmål, er du velkommen til at skrive herind igen.

De bedste hilsner
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program