Kære Justine

Først og fremmest tak for dit spørgsmål! Det er et rigtigt svært dilemma som du står i, og jeg kan sørme godt forstå at du er i vildrede og at du bliver påvirket af det.

Det lyder som om, det altid har været svært mellem din mor og dig, og at jeres forhold har været præget af mange konflikter. Det lyder også som om, at din mor ikke har haft, (og stadig ikke har), en ordentlig måde at behandle og tale til dig på.

Det kunne tyde på, at din mor har svært ved at forstå dig og sætte sig ind i hvordan det hele har været for dig. Jeg tror din mor nok gør alt dette, fordi hun tror, at det er den rigtige måde at passe på dig og hjælpe dig. Og selvom du har prøvet at forklare hende, at det er alt for hårdt for dig den måde hun gør det på – så lytter bare hun ikke ordentlig efter!

Man siger, at for at have gode relationer til andre mennesker, er det helt nødvendigt, at man skal kunne stå ved sig selv, men også være i stand til at se situationer fra andres side. Det lyder som om, at dette er ret svært for din mor, ud fra det du skriver.

Det lyder også som om, du har gjort dig rigtig mange gode overvejelser om, hvordan du kan imødekomme hendes kritik på en måde hvor du får sagt fra og sat grænser og beskytter dig selv; du har forsøgt at tale med hende stille og roligt og give udtryk for, hvad det gør ved dig, når hun forsøger at kontrollerer dig. Du er flyttet hjemmefra og har dermed ”fjernet” dig selv fra konfliktzonen, men alligevel kommer din mor til at styre og kontrollere dig for meget.

For rigtig mange unge kan det være svært at være i den fase, hvor man lige er flyttet hjemmefra og skal finde sin egen vej, og man kan let komme til at føle sig som barn igen, da man jo på mange måder er ”på besøg” hos sine forældre, når man er sammen. Men selv om det kan være svært at finde balancen i det, så er det stadig ikke i orden, at din mor behandler dig på den måde og taler sådan til dig.

Jeg kan godt forstå du er bekymret for, om din kontakt til din far vil lide skade, hvis du bryder kontakten til din mor, og jeg tænker at du måske skal overveje, hvordan og hvor meget du vil være sammen med din mor.

Det kunne være en øvelse for dig at få sagt (endnu) mere fra over for din mor, når du føler hun kontrollerer dig og vil bestemme over dit liv. Men måske kunne en pause/ lidt afstand mellem jer, være med til at mindske konflikterne. Og man kunne håbe på, at hun med tiden vil opdage, at du jo er en ligeværdig voksen med egne meninger og behov. Du kunne måske også overveje at skrive et brev til din far, hvor du beskriver hvordan du har det, og hvad det betyder for dig. Du kunne også skrive, at du gerne vil have hans hjælp?

Det er godt nok et svært dilemma, du står i, men husk at alle mennesker skal behandles ordentligt, og det er vigtigt, at du passer godt på dig selv. Jeg er ked af at høre, at din situation gør, at dine selvmordstanker er begyndt at vende tilbage, det må være rigtig svært. Husk, at hvis du bliver bekymret for dine tanker, så er Livslinjen altid åben (tlf. 70201201) – og man kan være anonym. Det vigtigt, at du ikke sidder alene med det! Måske kan du finde en voksen eller en god ven eller veninde, som du er tryg ved og som du kan snakke med, om hvordan du har det.

Jeg håber du kan bruge svaret til noget. Hvis du har brug for at snakke mere om det, er du altid velkommen til at skrive ind til Aarhuschatten. Chatten har åbent onsdag fra 20-22 og torsdag fra 17-19.

Kærlig hilsen

Emma