utroskab

brevkassespørgsmål

utroskab

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 5 måneder siden

Jeg har en kæreste og vi har været sammen i 2 år ca. Da vi havde været sammen i 4 måneder, indrømmede han at han havde været mig utro, ved at snave med en anden pige. Det var utrolig hårdt at få afvide, selvom det ''bare var et kys'' rammer det. Det tilgav jeg ham så for. Så her for nogen uger siden, fortalte han mig at han til en fest 2-3 måneder efter at han have været mig utro første gang, at han igen havde snavet med en, men først fortæller mig det efter så lang tid, hvor det faktisk er mig der presser ham til og fortælle sandheden. Jeg er utrolig knust og stoler slet ikke på ham længere. Vi har haft en lille krise i et stykke tid nu, hvor vi har skændtes en del. Og nu står jeg her, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg blive eller ej? jeg elsker ham og vi har det rigtig godt sammen, han er der altid for mig. Men jeg ved heller ikke om jeg gider og være sammen med en der har gjort det mod mig, selvom det er over et år siden nu.

Svar: 

Hej med dig. 
Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over hvad du skal gøre. Det er altid rigtig hårdt at vide, at en man holder af har svigtet en og misbrugt ens tillid. 

Det er for de fleste en rigtig svær beslutning, når man skal finde ud af om man skal blive med sin kæreste eller ej, og når det handler om utroskab så er der aldrig et rigtigt svar. Ofte finder man først ud af om man har truffet den rigtige beslutning efterfølgende. Man kan sagtens elske en person rigtig højt, men i længden er det ikke sundt at være sammen fordi man ikke stoler på sin kæreste, og det kan i sig selv ødelægge forholdet. Så du skal nok finde ud af, om du kan tilgive din kæreste for hans utroskab, og det kan være rigtig svært at gøre. Alle forhold bygger på tillid og respekt, så hvis i ikke har det for hinanden, så er det nok en meget god idé at overveje om i skal blive sammen. Hvis du oplever, at du ikke tror på det han siger eller tjekker hans telefon, så er det nok et tegn på, at du ikke stoler på ham. På den anden side, så kan de fleste mennesker ændre sig, og det kan sagtens være, at det også er tilfældet med din kæreste, og så er spørgsmålet om han stadig er den samme som han var for et år siden, og om han i dag kan finde på at gøre det samme. Hvis du ikke mener, at han kunne finde på at gøre det, så kan det være, at han fortjener en chance til, men det kan godt tage lidt tid at genopbygge tillid til ham. Det er helt normalt, og kan også lade sig gøre, så længe man er forberedt på at det kan tage lidt tid.

Desværre er det kun dig selv som kan finde ud af, hvad det rigtige er at gøre. Hvis i kun skændes og fortsætter jeres krise, så er det nok værd at overveje om i stadig er gode for hinanden. Alle forhold har deres kriser, det er ganske normalt. Men det vigtigste er, at i kan komme ud af den sammen og stadig være glade for hinanden. Jeg kan godt forstå at det er en svær beslutning, og der er heller ikke nogen rigtig måde at finde ud af, hvad du skal gøre. En idé kan være at prøve at skrive ned, hvad fordelene og ulemperne kan være ved at blive sammen, og prøve at reflektere over, hvordan det vil være ikke at være sammen med din kæreste. 

Selvom det kan være svært, så kan det være en mulighed at tale med din kæreste om, hvordan du har det og lægge alle kortene på bordet. På den måde får i mulighed for, at få en samtale om hvordan hinanden har det og oplever jeres forhold. Derigennem kan i også få en samtale om, hvad det vil kræve for at jeres forhold bliver bedre, og hvad i skal gøre, for at du kan stole på din kæreste igen. Det kan også være, at samtalen kan være med til at indse, at i ikke skal være sammen længere. Uanset udfaldet, så hjælper det ofte at snakke om det, og særligt med den person det hele drejer sig om. Det kan også være en idé at tale med en veninde eller din mor om det. Det kan være, at de kan forstå hvordan du har det, og hjælpe dig med hvordan du skal træffe beslutningen. Men husk, at det er dig som skal træffe den endelige, og du selv ved, hvad der er det bedste for dig. Det vigtigste er, at du er glad og ikke skal bekymre dig om, hvorvidt din kæreste vil være dig utro igen, og at I kan have det godt sammen. 

Jeg håber, at du finder ud af hvad der er det bedste for dig at gøre.

De bedste hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program