nervøs omkring første gang

brevkassespørgsmål

nervøs omkring første gang

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

hej. jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i lidt tid, og vi har indtil flere gange været inde på emnet sex, vi har snakket om de forskellige ting og min kæreste er meget bange for at det kommer til at gøre ondt første gang og bare i det hele taget at det gør ondt. jeg har et par gange prøvet med figerne og så snart jeg prøver med mere end en finger synes hun det gør ondt. jeg er bange for at hvis vi så forsøger på at have sex at det gør meget ondt på hende og hun bliver skræmt i forhold til sesx, så hvad kan jeg gøre for at det ikke gør så ondt på hende så hun også kan nyde det ordenligt?

Svar: 

Hej med dig

Det er da super dejligt, at du og din kæreste har snakket om sex og begge har lyst til det. Jeg kan fornemme, at I allerede har en god snak om det, og at din kæreste kan være ærlig overfor dig og sige, at hun er nervøs. Det er en god ting, at I snakker sammen om, hvordan I har det, for det kan gøre det til en bedre oplevelse. Det er også rigtig godt, at du skriver herind og er opmærksom på, hvordan det bliver så god en oplevelse som muligt for jer begge.

Sex er noget, som mange kan komme til at føle sig usikre over, og derfor kan man godt blive nervøs inden. Overordnet kan man sige, at jo mere ærlige I er omkring jeres følelser, jo bedre bliver oplevelsen. Så er der nemlig plads til at være helt sig selv, også selvom man er nervøs. Du skriver, at din kæreste har ondt, når du giver hende finger, og det kan godt være fordi, hun spænder i musklerne omkring skeden. Det er ofte derfor, det gør ondt på pigen. Man kan let komme til at spænde i musklerne, når man er nervøs, og det er der ikke noget underligt eller unormalt ved. En anden grund kan være, at din kærestes jonfruhinde er meget tyk eller ikke så elastisk. Det kan gøre, at der ikke skal så meget til, før det gør ondt, fordi den så ikke giver sig, når noget trænger ind i skeden. Det er der ikke noget unormalt ved, det er simpelthen bare forskelligt fra person til person. Nogle oplever smerte ved første samleje og oplever at det bløder lidt. Det kan enten være fordi, jonfruhinden sprænger eller revner en smule. Det er helt normalt, hvis det sker, men det er slet ikke sikkert, at det sker. Der er også den mulighed, at hun ikke mærker noget særligt - sådan er det også for nogle. For mange - og særligt for kvinder - hænger det psykiske og det fysiske sammen, sådan at man f.eks. bliver mere afslappet i kroppen og musklerne, hvis man er tryg og har det godt psykisk. Mit bedste råd til jer vil være, at gå stille og roligt frem, og nu hvor det er hende, som er nervøs, prøve at tage tingene i hendes tempo. I kan f.eks. tænke over, at vælge et sted, hvor I begge føler jer tilpas. Samtidig kan I tænke over, at have god tid, sådan at I ikke føler jer pressede over at skulle nå videre. Det kan også være en ide at sætte noget musik på i baggrunden, som I kan lide. Hvis I kan skabe en stemning, hvor hun føler sig tryg og tør sige til og fra, så er det rigtig godt. Det betyder f.eks. også, at hvis hun siger, at hun ikke vil alligevel, så er det bedste, du kan gøre at respektere det, og prøve igen en anden dag. Noget andet, man også kan gøre er, at bruge glidecreme under sex eller når du giver hende finger. Det kan nemlig også gøre ondt, hvis hun ikke er våd nok - og her kan glidecreme give ekstra fugt, sådan at det gør mindre ondt.

Så alt i alt vil jeg sige, at det bedste I kan gøre er at tage jer god tid og blive ved med at snakke sammen om, hvordan I har det, hver især. Det er nogle rigtig vigtige ting, som kan gøre det til en god oplevelse for jer.

Jeg håber, I finder en god løsning, som fungerer for jer begge to. Held og lykke med det hele.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program