Menstruation?

brevkassespørgsmål

Menstruation?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

Kære Cyberhus. 

Jeg er meget i tvivl om jeg har valgt den rigtige kategori, men ellers må I flytte spørgsmålet. Det er således, at jeg fik min første menstruation her i dag. Morges faktisk. Jeg blev virkelig forskrækket, selvom jeg på mange måder har været helt forberedt og vidst, hvad jeg skulle gøre. Desuden har jeg slet ikke kunne mærke det. Som i overhovedet. Det var lige før jeg skulle i skole, jeg opdagede det, hvilket jo gjorde mig mega stresset. Så jeg tog bare noget bind vi havde et eller andet sted og brugte det. Har ikke fortalt nogen om det endnu. Ikke engang min mor. Ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal sige det. Men nu har jeg nogle spørgsmål:

1. Hvor ofte skal man cirka skifte bind? Jeg synes jeg blødte lige kraftigt nok når det nu var første gang. Og jeg skiftede bind to gange på en dag, men det føles allerede som om de var 'gennemblødte' efter to timer. Kommer det an på hvilket bind man bruger?

2. Hvornår er det normalt at få det? Jeg er 13, 5 og jeg synes det er lidt tidligt? Men jeg ved det ikke, har aldrig læst statistikker. 

3. Hvor lang tid varer det cirka? Har kun haft det i en dag. Bløder det lige kraftigt alle dage?

Hilsen en forvirret pige. :)

Svar: 

Hej med dig.

At få sin første menstruation er en stor og ny oplevelse, der godt kan være lidt voldsom, så det er godt du skriver ind til os med dine spørgsmål.

Jeg ved ikke, om du har fortalt det til din mor endnu, men hvis du ikke har, synes jeg, du skal gøre det. Selvom det måske føles pinligt, vil din mor blive rigtig glad for, at du fortæller det. Du kan fx sige til hende, at du gerne vil snakke med hende inde på dit værelse, så du er sikker på, det kun er hende, der hører det.

Og nu til dine spørgsmål:

1. Det varierer meget, hvor ofte man bør skifte bind. Enten når det er "fyldt" (som det godt kan være efter 2 timer), ellers ca. hver 6.-8. time. Det kommer også an på, hvilket bind man bruger. På pakken med bind er der nogle dråber, antaller af dråber fortæller, hvor stor sugeevne bindet har. Natbind har typisk 5-6 dråber, hvorimod andre bind har mellem 2 og 5 dråber. Hvis man bløder rigtig meget, kan man også sagtens bruge natbind om dagen eller dagbind om natten.

2. Det er helt normalt at få det i din alder. Det er meget forskelligt fra pige til pige, hvornår det kommer; nogle får det allerede som 12-årige, andre får det først som 15-16 årige. Du er altså helt normal.

3. Det skifter også meget fra pige til pige, hvor længe det varer, men som regel tager det mellem 3 og 7 dage. Det skifter meget, hvor kraftigt man bløder, men de fleste bløder mest de første 2-3 dage.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kærlig hilsen

Tanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program