Ligepludselig stram

brevkassespørgsmål

Ligepludselig stram

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Mig og min kæreste har haft sex i nogle måneder, og jeg er normalt ikke stram dernede mere, ligesom de første par gange hvor hver bevægelse der kom gjorde ondt. Men nu har jeg oplevet to gange hvor at jeg er blevet stram under sex og vi er stoppet med det samme fordi det gør for ondt på mig og han har svært ved at trænge op i mig. Så prøvede vi hvor jeg lå på ryggen og var helt afslappet i alle mine muskler, men det gjorde stadig ondt og jeg var stadig meget stram når han forsøgte. Jeg er hellere ikke så våd dernede som jeg normalt er. Vi har tænkt på om det kunne være fordi jeg havde fået orgasme, men det havde jeg altså ikke.. Men bare nogle timer efter var der ingen problemer.. Så var det som det plejede..

Under sex har jeg ikke oplevet at han har rørt mig på en ubehagelig måde, eller steder..

Jeg tager ikke p-piller eller noget, vi bruger kun kondom, ved ikke om det gør en forskel på noget..

Men hvad er det der sker siden jeg ligepludselig bliver stram?

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål, som jeg tror der er mange andre piger der også kunne tænke sig at få svar på. Du er nemlig slet ikke den eneste der har oplevet at skeden lige pludselig bliver stram eller tør, eller forandrer sig på andre måder. Skeden og sex generelt kan ændre sig meget fra gang til gang og fra person til person og det kan der være mange forskellige grunde til.

Det første jeg kommer til at tænke på er om du/I er lige så tændte som før? Det er rigtig vigtigt med forspil, især for piger, fordi det er med til at gøre dig både våd, mere afslappet og dermed mindre stram. Forspil kan være mange ting, lige fra kys, berøring, slik og snakke og er noget man kan gøre både sammen og alene. Noget andet jeg kommer til at tænke på er at den måde man har det på, altså følelsesmæssigt eller fysisk, kan have stor betydning for hvordan det er at have sex. Er der noget der fylder for dig lige for tiden, i skolen, derhjemme eller i forhold til din kæreste? Hvis man har meget man går rundt og tænker på, kan man godt få mindre lyst til sex i en periode. En helt tredje ting er at kroppen hele tiden forandrer sig. Nogle gange er sex en nem leg og glider helt uden problemer, andre gange kræver det lidt mere arbejde, uden at der er en særlig grund til det. For at få jeres sex til at glide lidt nemmere, kan I overveje at købe noget glidecreme. Det kan I købe på apoteket eller i Matas og er noget som mange bruger en gang imellem.

Hvis du bliver ved med at føle at du er stram eller at det gør ondt at have sex, kan du overveje at snakke med din læge. Han/hun kan lave nogle undersøgelser for at finde ud af om der er en grund til at det har forandret sig eller om alt ser helt fint ud. Nogle gange kan man komme til at slappe meget mere af, bare ved at vide at alt er helt normalt.

Jeg håber du kunne bruge mit svar og at I fortsat kan have et dejligt sexliv sammen.

Venligst Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program