Hej Michael

Det lyder til at du er blevet rigtig forelsket, med alt hvad det indebærer, af både glæde og tristhed. Når man går rundt med sådanne store følelser alene, kan det godt føles helt uoverskueligt og derfor er det godt at du har skrevet her til brevkassen, også selvom du ikke har et direkte spørgsmål.

Jeg kan godt forstå din forvirring over at være blevet forelsket i din grandkusine, fordi det kan føles forkert at være vild med en fra sin egen familie og samtidig bliver man jo rigtig glad, når forelskelsen rammer en. Det sker nemlig ikke hver dag, som du skriver. Det første jeg får lyst til at sige er at forelskelse er sådan en underlig størrelse, som bare sker og som man ikke kan bestemme over eller bare få til at stoppe igen. Når man bliver forelsket kan man mærke det i hele kroppen og i alle tankerne. Man kan ikke tænke på andet og man bliver skiftevis helt glad og fyldt op med adrenalin, og det næste øjeblik trist og bange for at miste den man er blevet så glad for. Det er altså meget naturligt de følelser og den måde du reagerer på lige nu og noget som jeg tror de fleste kommer til at opleve.

Nu er det så sådan at det er din grandkusine du er blevet forelsket i og det kan måske gøre det lidt besværligt at gøre noget ved forelskelsen. Det er ikke ulovligt at blive kæreste med sin grandkusine, hvilket betyder at du faktisk gerne må være kærester med hende, hvis du skulle få lyst til det på et tidspunkt. Men selvom det er lovligt kan det jo godt føles lidt forkert alligevel, fordi det måske er lidt anderledes at blive forelsket i en fra sin egen familie. Jeg tror dog at rigtig mange har prøvet det, for nogle bliver det bare en tanke og en følelse indeni dem selv, mens andre faktisk bliver kærester med deres grandkusine eller grandfætter.

Når nu det ikke er ulovligt, skal du altså gøre op med dig selv om du har lyst til at lære hende bedre at kende og måske en dag blive kærester med hende. Det behøver du slet ikke at finde ud af lige med det samme, men du kan måske starte med at snakke lidt mere med hende, fx på facebook eller over sms og måske besøge hende, hvis hun også virker til at kunne lide dig. På den måde kan du udforske det lidt og bruge lidt tid på at finde ud af hvem hun er, hvad hun kan lide og om din forelskelse bliver ved, også selvom der er gået noget tid. Hvis det nu skulle vise sig at hun også kan lide dig og at I faktisk har lyst til at blive kærester, kan det måske godt være lidt svært at skulle fortælle jeres forældre om det. Men jeg tror at de fleste forældre vil kunne forstå det og acceptere det, ihvertfald når der er gået noget tid.

Hvis det viser sig at hun måske ikke har det helt på samme måde som dig, kan du måske tænke at du istedet har fået en god veninde eller at du ihvertfald var en rigtig modig dreng, der prøvede at følge din forelskelse. Jeg tror mange piger ville synes at det var sejt og modigt gjort, også selvom de ikke har det helt på samme måde.

Jeg håber du kunne bruge mit svar. Held og lykke med næste skridt, hvad end det bliver.

Venligst Marianne