Anoreksi

brevkassespørgsmål

Anoreksi

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 14 år 3 måneder siden

Jeg er en pige på 14 og jeg har anoraksi.. Jeg er rigtig tynd min vægt ligger på 33 Kg. Og føler mig grim og sådan noget! Alle mine veninder er pænere end mig!!

Svar: 

Kære dig.

Det er et stort skridt du tager, når du fortæller, at du har anoreksi. Der er rigtig mange piger og drenge der har en spiseforstyrrelse ligesom dig selv, men som ikke tør fortælle nogen om deres spiseforstyrrelse, fordi de er bange.

Du er i en alder, hvor der sker rigtig meget med din krop både indvendig og udvendig. Nogle dage føler du dig nok forkert og underlig indeni. Andre dage kan du måske føle, at du er meget gal og har lyst til at skrige af hele verden, så de kan se hvordan du har det. Der er nok også dage hvor du har lyst til at grine højt og bare være vild og glad. Det er forvirrende at have det sådan. Du ved ikke selv, hvad det er der sker indeni, undtagen at du føler dig grim og nok også rigtig ked af det engang imellem, så jeg forstår godt, at du har det svært. 

Det at kroppen udvikler sig fysisk kan godt virke meget voldsomt, når du er pige. Dine hofter bliver lidt bredere, du får større bryster og din menstrution starter, hvis den ikke allerede er kommet. Oveni alt det er humøret ligesom en rutshebane, som går op og ned hele tiden. Det hele går pludseligt så stærkt og man kan have lyst til at stoppe tiden bare et øjeblik, for at få et pusterum.

Det kan derfor være meget svært, at føle sig tilpas sammen med andre piger, især når du føler at de er meget pænere end dig. Jeg kan ikke vide, hvorfor du føler, de er pænere end dig, for du nævner det ikke selv, men jeg ved at det har noget at gøre med, at du ikke har det godt med dig selv. Når du ikke har det godt med din krop, så kan det være rigtig svært, at se noget der er pænt eller smukt ved den. Måske går dine veninder i smug rundt og er misundelige på dig over noget ved din krop, som de syntes er grimt ved deres egen.

Det at du har anoreksi, kræver at du får hjælp fra andre, til at komme igennem det, for anoreksi er en sygdom der kræver behandling, for at komme godt igennem. 

Jeg vil råde dig til at snakke med dine forældre om det, eller en anden voksen som du stoler på, så I kan hjælpes ad med at få hjælp til dig. Sommetider tror man at det kan man selv klare og der er ingen der vil lytte eller hjælpe. Men det er der og du har brug for at der er voksne der støtter dig nu. Selvom du måske ikke er vant til det, så grib ud efter de voksne du har omkring dig.

Jeg synes også at det kunne være en ide for dig at prøve chatten her i Cyberhus. Her sidder der også voksne som også gerne vil lytte og prøve at hjælpe.

Jeg ønsker dig held og lykke fremover

De varmeste hilsner

Joan

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program