Hej! Jeg skriver for at få et godt råd som man siger, da jeg i en lang periode har gået med en kraftig depression jeg har fået flere forskellige slags piller imod det, pt nogle på 50 mg, føler bare ikke at de hjælper længere, jeg er udmærket klar over at grunden til min depression er min opvækst og det jeg i det hele taget har oplevet gennem livet, min far er alkoholiker og min mor er psykisk ustabil, min storesøster som er 6 år ældre end mig blev frivilligt fjernet da hun var 14 og kom på kostskole, hun skar i sig selv. Jeg derimod har måttet kæmpe alene med min mor, min far isolerede sig foran fjernsynet i soveværelset med sine øl indtil hun smed ham ud da jeg var 16 og min daværende kæreste flyttede ind, hvilket vil sige at fra jeg var ca 8 til 16 har jeg måtte klare mig mere eller mindre alene med min mor som mere eller mindre kan få alle til at gøre hvad hun beder om, udelukkende fordi vi ikke har lyst til at diskutere med hende. Jeg ønskede længe også at komme væk ligesom min søster, men min mor blev ved med at få det til at lyde som om jeg svigtede hende hvis jeg også tog af sted så turde ikke sige det, kommunen snakkede dog tit om at det ville være det bedste for mig, men når min mor ikke ville give lov var der intet at gøre. Derudover blev jeg gravid da jeg var 16 men mistede barnet ved en spontan abort i 10.uge, har oplevet 2 voldtægtsforsøg henholdsvis da jeg var 11 og 16. I oktober 2010 gik jeg fra min kæreste gennem næsten 2½ år fordi jeg ikke kunne holde det ud psykisk længere, han var voldsomt jaloux, var mig utro flere gange, med mine såkaldte veninder og han kom med trusler mod mig og min allerbedste ven som jeg heldigvis stadig har kontakten med. Burde være gået fra ham længe før, men jeg turde ikke, jeg var bange for ham, ville bare ikke indse det før det virkeligt gik galt. Jeg har haft skåret i mig selv men med støtte fra min bedste ven, selvom vi ikke kan ses så tit er det nu 4 mdr. siden sidst. Jeg har 2 gange måtte droppe ud af uddannelse (grundforløbet på SOSU) fordi jeg ikke har kunnet overskue det. Det er så nu nået til at min far i februar fik konstateret kræft i svælget, det har siden spredt sig til huden og han er erklæret terminal (døende) det tager rigtig hårdt på mig, for på trods af at min far i al den tid jeg kan huske har været lidt for glad for de grønne flasker, så har han aldrig været voldelig eller lign, og jeg og min far fået et fantastisk forhold til hinanden efter han er flyttet, og jeg har nydt at bruge tid sammen med ham. Ønsker virkelig ikke at miste ham allerede.. Der er et par stykker af dem jeg snakker bedst med (hvilket vil sige dem der kender mig bedst og ved mest om hvordan jeg har det osv, kender til mine nedture) der siger jeg burde snakke med min læge om evt at få en henvisning til ungdomspsykiatrisk, da jeg allerede før min far blev syg tog en overdosis af mine piller, og det er kun gået ned af bakke for mig siden, jeg kan intet overskue længere, føler mig forvirret og udkørt og bare træt af det hele generelt.. Men hvad vil jeres råd være? Tror i også at ungdomspsykiatrisk afd. evt er det eneste der virkelig kan hjælpe mig ud af depressionen og ovenpå igen? Har brug for noget afklaring, føler mig splittet mellem et ja og et nej til det nemlig, måske også fordi jeg har en dejlig kat, som jeg elsker og ved ikke hvem der skulle tage sig af ham hvis det var, eftersom jeg bor alene væk fra familien eftersom jeg følte jeg havde brug for at komme væk og starte på en frisk.