Ond "forelskelse.." Hvordan slipper jeg af med det?

brevkassespørgsmål

Ond "forelskelse.." Hvordan slipper jeg af med det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Kære brevkasse

Jeg har igennem år i folkeskolen oplevet lad os kalde det ”mobning” I hvert fald ting der ødelagde mig psykisk. Samtidig med det, er der en masse ting grundet min fortidig fødsel – som jeg ikke vil komme ind på. Men det jeg vil frem til er at min fortid har været svært – og det har gjort, at jeg ikke fik lov til at være den jeg ville og følte jeg var fik plads til at udvikle sig og komme frem.  

Måske det også bare var en illusion, en drøm… Noget psykisk – som fortæller mig noget som jeg drømmer om – noget der ikke er livligt, men blot fantasi og en følelse? Altså den jeg var.. Den pige der turde stå frem og stå fast ved sine meninger. Snaksaglig, livsglade pige, som mange så op til / beundrede for sin viljestyrke, og som havde venner – måske ikke mange – men ægte venner.. I stedet for den nu stille – underlige og grimme pige..

 

-          Jeg var overvægtig, ensom, og ligeglad med mig selv – om jeg lugtede, aldrig gik i bad og hvilket tøj jeg havde på – da jeg var mest deprimeret var ca. efter skolerykning, grundet jeg kom fra en lille skole.. og det var mit i teenagefasen..

Der var den her dreng – som jeg blev lidt vild med.. Men tydeligvis ikke en – der havde interesse for mig. Jep – jeg havde jo heller ikke rigtig nogle venner, så ja…

Det var oppe i de sene klasser..  Drengen her – lad os kalde ham  W – han gik til en sport, jeg selv havde drømt om at gå til i flere år. Virkede lidt som den sjove, der elskede at være centrum – men samtidig også lidt arrogant…

Jeg startede til sporten i en anden klub for at komme af med mine aggressioner. Virkelig fedt.. Tanken om en dag at blive god til sporten fik ilden inden i mig til at gnistre for vildt - som dog hurtigt faldt fra hinanden.. Fordi jeg pt. Var for svag til at finde viljestyrken frem, og kæmpe..

Kan slet ikke få mine følelser ud – ved slet ikke hvordan jeg skal sætte ord på det hele , eller forklare det..

Men i hvert fald, så opdagede jeg på et tidspunkt han havde fjernet mig som ven fra de sociale medier.. Jeg tilføjede igen.. Fik intet ud af det, og senere blev jeg blokeret, så nu kan jeg slet ikke finde ham længere..

Det gjord mig stiktosset på en måde – fordi – jeg havde vitterligt intet gjort, andet end tilføje igen da jeg mener der er helt normalt man er venner med dem fra sin klasse på nettet..

Det irriterende er at jeg ikke har fået en forklaring på det… Jeg synes virkelig ikke at det er modent, ikke at komme med en forklaring, men bare at vælge den såkaldte nemme løsning. Man kunne i det mindste skrive en kort bemærkning?

Jeg spekulerer på hvad det er jeg kunne havde gjort galt? Var jeg ikke god nok i hans øjne? Var jeg en tåbe – som jeg i øvrigt ret meget følte jeg var i klassen..

Jeg kom på efterskole – havde et godt år – i hvert fald bedre end folkeskolen. Men da jeg kom hjem -  bragte tankerne om ham igen frem og de er og var der bare konstant.

 

Min drøm om at blive så skide hamrende sej til den sport.. En dag møde ham – havde fuldkommende ændret mig og blevet den jeg på en eller anden måde altid har drømt om.. Snakke.. Blive venner.. Tæve ham i den sport eller i hvert fald imponerer ham – hvis i forstår.. Følelsen af at overbevise en.. Hvis man kan 

Svar: 

Kære dig

Jeg kan forstå på dit brev at du, gennem en længere periode, har oplevet en række ting som har påvirket dig psykisk, og at du samtidig oplever nogle senfølger efter at være blevet for tidligt født. Det har gjort at du har haft en depression, og det lyder også til at have påvirket dit selvværd. Du skriver også at du, på et tidspunkt, blev vild med en dreng (W), men at han ikke virkede til at være interesseret i dig. I dit brev spørger du om hvad du gjorde galt og hvad du måske kan gøre for at få ham ud af hovedet. Det virker til at det fylder rigtig meget hos dig, og jeg er meget glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse.

Først og fremmest skal du vide at det kan være rigtig svært at komme ud af en forelskelse. Forelskelse er en af menneskets stærkeste oplevelser, og for nogen kan det næsten føles som om at man er ved at blive skør. Når vi er forelskede, udskiller hjernen hovedsageligt to slags hormoner - oxytocin og endorfiner. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet, og det sættes også i gang ved f.eks. hud-mod-hud kontakt eller hvis du får et rigtig godt kram. Oxytocin kan være med til at du føler dig mere rolig og afslappet. Endorfiner er et glædeshormon, og det kan lidt føles som om at man bliver let i hovedet, får kriller i maven og man har svært ved at koncentrere sig. Begge hormoner giver en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen, og lige præcis derfor er det rigtig svært at slippe en forelskelse - uanset om den er gengældt eller ej. I titlen kalder du din oplevelse for en "ond forelskelse", og ud fra hvad du skriver om ham, så kan jeg godt forstå at du gerne vil stoppe med at være forelsket. At han ignorerer dig på de sociale medier, virker arrogant og i det hele taget ikke viser interesse for dig, betyder ikke at der er noget galt med dig. Ud fra hvad du skriver, lyder det ikke til at du har gjort noget galt. Du skal også huske på at drengene ofte vil være en lille smule bagud i deres følelsemæssige udvikling, og at mange drenge ikke, på samme måde som piger, bliver opdraget til at være ekstra opmærksomme og omsorgsfulde overfor andres følelser. Så han er, som du selv siger det, ikke særlig moden lige nu, og du skal derfor ikke bebrejde dig selv. Du er ikke en tåbe (husk lige på at det gik vildt godt på efterskolen!), og du kunne ikke have gjort noget anderledes. 

Du skriver at du oplever at følelserne er kommet igen her efter at du er kommet hjem fra efterskole. Ulykkelig (eller ond) forelskelse er desværre noget som de fleste af os, kommer til eller har oplevet i løbet af vores liv, og det er ofte i de situationer at vi spørger os selv: hvad kunne jeg have gjort anderledes? Og så har du måske en masse ideer til at du kunne have været smukkere, klogere, sjovere eller sådan noget, men det eneste de tanker gør, er at få dig til at få det dårligt med dig selv lige nu. Vi kan (desværre) ikke gå tilbage i tiden, og selv hvis vi gjorde - ville vi så ikke måske alligevel have gjort præcis det samme? Når vi handler, så gør vi det ud fra det vi ved og det vi kan, og vi kan aldrig vide helt præcist hvordan noget vil ende. Ofte vil det være vigtigere at vores handlinger hænger sammen med de værdier som er vigtige for os. Også selvom at tankerne eller følelserne måske er tunge eller negative. Ud fra hvad du skriver, så lyder det til at det er vigtigt for dig at have gode venner, og at det har været en udfordring for dig gennem folkeskolen. Og hvordan får man venner? Det gør man ved at gå ud og møde mennesker - ved at åbne sig en lille smule, og ved at give lidt af sig selv (men ikke for meget, der skal være en balance) - og det var lige præcis det du gjorde! Men nu kommer tankerne og fortæller dig at det var forkert, og at du blev såret. Betyder det så at du stopper med at række ud til andre? Bliver det mindre vigtigt for dig at have venner? Højst sandsynligt ikke. Husk at du er i stand til at kontrollere dine handlinger, selvom dine tanker og følelser gerne vil skræmme dig til at gøre noget andet. 

Det lyder også som at det er vigtigt for dig at fortsætte med sporten. Du skriver at tanken om at blive god til sporten fik "ilden i mig til at gnistre for vildt". Det er jo bare super fedt! Og så kom tankerne/følelserne om at du var for svag, for usikker og måske for påvirket af din fortid til at fortsætte, og det påvirkede dine handlinger. Du skal vide at du ikke er alene om det. De fleste mennesker oplever, på daglig basis, at deres tanker og følelser påvirker (og nogle gange helt styre) deres handlinger, så de måske ikke gør dét der egentlig er vigtigt for dem. Det er mega svært ikke at lytte til tankerne og følelserne, men har du nogensinde tænkt over at det bare er ord? Dine tanker består af ord, og du er egentlig i stand til at tænke hvad som helst. Prøv f.eks. at tænke på at når du går ud i køkkenet næste gang, så er der en kæmpe stor lyserød elefant med klovnekostume - giver det dig mere eller mindre lyst til at gå ud i køkkenet? Ville det kunne afholde dig fra at gå i køkkenet nogensinde? En øvelse er at sige til sig selv - det er bare ord - og så handle efter hvad der er vigtigt for dig. Næste gang dine tanker fortæller dig at du er for svag eller at du ikke kan noget, så tænk på den lyserrøde elefant, og se om du måske ikke godt kan gøre det alligevel. 

Her er det så nok endnu vigtigere at du også husker at alting kræver øvelse - vi er (igen desværre) ikke født til at være fantastiske til alting. Det kræver øvelse. Du er ikke topmester til sporten fra dag 1, men efter 10 træningsgange, er du nok en smule bedre end du var i starten. Og efter 100, er du nok endnu bedre.  Thomas Edison (ham med elpæren) sagde engang: Jeg har ikke fejlet! Jeg har bare fundet 10.000 måder der IKKE virker. Det kan være rigtig fint at tænke på, når man øver sig på noget. Men det virker ofte bedst når det er noget der er vigtigt for os - og som tænder ilden i os.

Nu er mit svar efterhånden blevet ret langt, så jeg vil slutte her. 

Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar. Du er meget velkommen til at skrive herind igen, hvis du har flere spørgsmål. Du kan også besøge vores 1-1 chat eller vores gruppechat.   

Venlig Hilsen

Signe

SigneHs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program