For meget mig selv.
brevkassespørgsmål
For meget mig selv.
Hej! :-) Jeg gik længe rundt var rigtig ked af at jeg skulle i skole, jeg følte mig ikke velkommen og alt det der følger med det. Jeg har aldrig været god det med det sociale, og jeg går i niende nu, så virkelighed kom og bankede på min dør, og jeg fik et kæmpe chok. - Min kæreste bor i Århus og har det fint socialt, jeg bor i en lille by på landet. Dog er jeg vokset op i Odense. Jeg er aldrig sammen med folk, og derfor var det svært for mig, når min kæreste var/er sammen med folk. Jeg er lidt længere fremme end de andre i min (tidligere) klasse. Jeg er 15 år, men i mit hoved er jeg 17.. Jeg vil rigtig gerne være sammen med folk, men jeg turde ikke henvende mig til min klasse, for jeg følte mig ikke ligesom dem, jeg passede ikke ind. Derfor begyndte det så småt at gå ned af bakke. Jeg lavede ikke lektier og dukkede op til timerne (det havde jeg sagt til mine forældre jeg ville gøre). Jeg græd hver dag da jeg skulle i skole, og når jeg kom hjem. Derfor gik jeg i en "depression".. Og det så småt den forkerte vej.. Derfor besluttede mine forældre at jeg skulle flytte skole inden det ville gå helt galt. Jeg følte ikke jeg fik "lov", eller gav mig selv "lov" til at udvikle mig i den klasse. Så derfor udforsker vi, (mine forældre og jeg) den del nu. Men jeg har fået en "stereotype" af hvad folk er, jeg frygter faktisk ikke jeg bliver accepteret af den nye klasse jeg kommer i, og jeg ALDRIG nogensinde får venner. Det var det jeg plagede min hjerne og hjerte med hver dag. Og frygter fremtiden, selvom man skal tage en dag afgangen. Og jeg er bange for jeg ikke kan snakke med folk, og alt der følger med det. Jeg kommer hen til en folkeskole, jeg gik på en friskole uden eksamen. Så det er stort, men jeg vil bare så gerne kunne snakke med folk. Min far er lærer, en god lærer og åben mand( (-: ) - Så han kan hjælpe mig lidt med det sociale, og guide mig. Men jeg frygter bare folk ikke ville tage imod mig nu, eller senere i mit liv. Jeg vil mene jeg er åben, men generet. Men det er blevet generet. Det ikke sådan jeg ikke tør sige noget, men jeg ved bare ikke hvad. - Den fortvivlede
Svar:
Kære du
Jeg vil starte med at rose dig for dit brev. Du er rigtig god til at beskrive dine tanker og følelser, og jeg kan høre, at du tænker rigtig meget over hvad du oplever. Det er en god ting at være så god til at forklare andre hvordan man har det, også selvom det ikke altid er en god følelse man har indeni.
Jeg forstår godt at du tænker meget over det her med at starte på en ny skole, særligt med det du har oplevet før. Det en en meget naturlig følelse at have, at man er bange for at man ikke kan snakke med folk når man starter et nyt sted. Man har lyst til at passe ind og få veninder, sådan har de fleste det.
Du skriver at du har fået et bestemt billede af hvordan folk er overfor dig, en slags stereotype, som du er bange for. Jeg synes det er vildt flot at du kan se det, for det er netop når man ser hvad man kan komme til at møde folk med, at man kan ændre det. Det lyder til at det kunne være en god øvelse for dig at skubbe den her stereotype lidt til siden, når du møder nye mennesker, så det ikke fylder alt.
Netop det her med at være så god til at fortælle om dine følelser er faktisk noget jeg synes du kan bruge i den nye klasse. Jeg tror at de fleste mennesker godt kan lide at snakke med ærlige og åbne mennesker, også selvom de er stille og generte.
Jeg tænker at det kunne være en mulighed for dig at prøve at melde dig til noget på den nye skole. Måske elevrådet, til noget sport nogle af de andre går til, klubben på skolen eller noget helt fjerde. Det kunne også være en god ide hvis du prøver at udfordre din egen generthed lidt, ved fx at sætte dig ved dine klassekammerater i frikvarteret og spørge om de har lyst til at komme hjem og besøge dig. Nogle gange kan man føle sig rigtig genert fordi man er usikker på hvad der sker, men oftest er det mere tanken, end det der virkelig sker der fylder.
Jeg har også lyst til at fortælle dig at det er okay at være stille og genert, det er der mange der er. Men det er ofte dem der siger meget der er fokus på og derfor kan man komme til at føle sig forkert hvis ikke man er sådan. Der er nogle der matcher dig og den måde du er på og som faktisk synes at det er rart at blive lyttet til og forstået.
Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke på den nye skole og med de nye mennesker du skal møde. Jeg håber du kunne bruge mit svar.
Kærlig hilsen Marianne
Relateret indhold
Trang til at se jævnaldrende
Jeg er en dreng på 13 år.
Har i det også som om i 1000 gange hellere vil se en jævnaldrende af det modsatte køn nøgen og er der noget galt med det?..
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
2
nattøj eller ej
Hej Cyberhus-brevkasse. Jeg har et lille problem jeg håber I kan hjælpe mig med. Jeg er en 15 årig pige. Jeg har fået en ny veninde. Vi spiller begge to tennis og hun er startet i min tennisklub for ikke så længe siden – hun er skiftet fra en anden klub. Vi spiller en del med hinanden – det er...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
