Forskel

brevkassespørgsmål

Forskel

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 3 måneder siden

Hej. Jeg er rigtig ked af det hver gang min søster strejfer mine tanker eller jeg ser hende i weekenderne. Hun er to år ældre end mig. Men hun er på efterskole jeg er så jalou over at der ikke er råd til at jeg kan komme afsted om to år så jeg bliver så deprimeret og ked af det hver gang jeg ser hende har i nogen gode råd så jeg kan komme på bedre tanker. -G

Svar: 

Kære du

Det er en svær situation du står i og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du skriver her til. Både for at få fortalt om dine følelser og tanker, men også for at få nogle gode råd til hvad du kan gøre.

Jeg vil starte med at sige, at jeg godt kan forstå, at det er svært for dig, at din søster er på efterskole, men at der ikke er råd til at du komme afsted. Jeg tænker, at det er en stor drøm for dig siden du har det sådan og derfor er det også svært for dig, at der kun er råd til at din søster kan komme afsted.      

Jalouxi er en følelse, som desværre gnaver sig godt fast og kan være svær at komme af med. Det er en følelse der kan have store konsekvenser for dig selv, hvis den ikke bliver bearbejdet. Det er alt for hårdt hele tiden at gå og føle sig utilstrækkelig og føle, at man ikke er god nok. Det er vigtigt at den følelse ikke fylder alt for meget i dit liv og jeg har nogle ideer, som måske kan hjælpe lidt. For det første synes jeg det er vigtigt, at du acceptere du er jaloux. Det har du gjort ved at skrive her til og det synes jeg er rigtig flot og et skridt i den rigtige retning. Når du har gjort dette, kan du begynde at arbejde lid mere med det. 

Det første jeg vil anbefale dig at gøre er, at snakke med dine forældre og fortælle dem, om de tanker og følelser som du har. Det kan være rigtig svært at snakke om sådan noget, men det er meget vigtigt, at du får det sagt højt. Du kan fx. give dem det brev du har skrevet her ind med og det svar som jeg har givet dig. En af grundene til at det er så vigtigt, at du får snakket med dem, er for at få afklaret situation og finde ud af, om de tanker du har også passer med virkeligheden. Det kan fx. være, at der er en særlig grund til, at din søster er på efterskole. Måske har hun haft det rigtig svært og har haft brug for at komme lidt væk, eller måske er der en anden grund.

Det kan også være, at dine forældre slet ikke ved, hvor vigtigt det er for dig at komme afsted og derfor slet ikke har tænkt på, at det var et problem, at sende din søster afsted. Jeg tænker også, at det er vigtigt, at du finder ud af at det ikke handler om hvem dine forældre elsker mest, men at der er andre ting, der ligger til grund for deres beslutning. Når du snakker med dem, kan i også snakke om hvad der er af løsninger på det. Fx kan det være muligt at søge om økonomisk støtte til at komme på efterskole, men det kan også være at der er andre ting, der faktisk ville kunne være et rigtig godt alternativ. Det er vigtigt, at du prøver at ændre dine tanker omkring, at det kun er efterskolen der er det rigtige, men at der også er rigtig mange andre gode og spændede muligheder.
Det er også meget vigtigt, at du tænker over, at det ikke er din søsters skyld. Når du har snakket det igennem med dine forældre, synes jeg, at du skal få snakket med din søster også. Hun har måske heller ikke vidst, at der var et problem og derfor er det vigtigt, at i får snakket tingene igennem. 

Det er altså rigtig vigtigt, at du får snakket med din familie og er åben omkring hvordan du oplever din jalouxi og hvilke tanker og følelser du har. Husk at det er vigtigt – i kampen mod jalouxien – at blive ved med at forsøge at ændre tanker og adfærd. Det kan være hårdt, men det er et skridt på vejen mod, at du får det bedre.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program