Hej Ditte

hvor er du bare sej, du ikke cutter mere. og du tænker at vise den store hemmelighed du har gået rundt med i så lang tid- jeg synes virkelig det er flot. jeg har selv været cutter og jeg har også bare gået mega mange år med lange ærmer- og jeg er ikke engang kommet så langt som dig. bare det du ikke vil skjule det mere :-)

men Ditte hvis du føler dig klar til at fortælle sandheden til de andre fra din klasse , og du føler dig klar til det - synes jeg virkelig du skal gøre det for din egen skyld.. men du skal bare vide det kan være folk for et chok over det.. men de skal nok bare væne sig til det..

så vil støtte dig så meget op i at vise din store hemmelighed hvis du er klar til det. og hvis du ikke føler dig 100 % klar så skal du helt klart vente

kh Felicia

 Det er godt nok meget for sent ude ift. din deadline var d. 20. april, men måske kan andre bruge mit svar. Så here goes...

Fedt du er holdt op med at cutte dig selv! Trist du nu har arrene. Jeg har aldrig selv været cutter, så jeg kan måske ikke sætte mig ind i dit perspektiv helt så godt. Men jeg kan måske give et indblik i, hvordan nogle af "de andre" ser cuttere og ar. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle, men kun for mig selv.

Anyways. For mindre end en måned siden var jeg til konfirmation, hvor jeg fik en smadder sød, glad og sjov pige til bords. Der gik næsten to timer, før jeg lagde mærke til, at hun havde vildt mange ar på sine arme. Næsten som hvis en kat havde gået psykopatamok min sine åndssvage klør.

Jeg prøvede ikke at vise, jeg havde set det, og jeg spurgte heller ikke ind til hendes ar. For det første havde vi kun lige mødt hinanden, for det andet vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Hun virkede også glad nok og jeg kunne se, at arrene var helede - fine og hvide, ikke røde.

Havde det været en nær veninde, havde jeg nok diskret spurgt hende, om hun gerne ville snakke om det. Det håber jeg i hvert fald, jeg ville.

Men generelt tror jeg, mange udenforstående synes, det er svært at spørge ind til. Jeg tror, mange hjertens gerne vil hjælpe - hvis de bare blev spurgt. De er nok bange for at træde folk unødvendigt over tærene ved at spørge til ting så personlige som fx cutting. 

Hvis du vælger at vise folk dine ar, tror jeg ikke, du får de helt vilde kommentarer. Måske en dum bemærkning fra en pubertetsliderlig hormonbombe af en 15-årig knægt, men siger de nogensinde noget, der er værd at høre på? Måske dine venner vil spørge ind til dig. Men hvis de er dine venner, og du ikke vil snakke om det, vil de respektere dig og lade dig være.

Et eller andet sted tror jeg desværre også, at det er ved at blive mindre sjældent at se mennesker med sådanne ar. Det er i hvert fald ikke fremmed for mig. Selvom det vidner om, at en person har (haft) en ulykkelig periode i sit liv, vidner det også om, at vedkommende vil stå ved det og er åben omkring det. Det er for mig stærkt og bemærkelsesværdigt, også selvom jeg ikke direkte viser tegn på, at have lagt mærke til det.

Så bottom line: jeg synes ikke, det ville være dumt. Faktisk ville det være lidt sejt i mine øjne.

Håber du havde en god gallafest, med eller uden cardigan :)