dengang... før det hele vendte
brevkassespørgsmål
dengang... før det hele vendte
jeg ved ikke engang hvor eller hvordan jeg skal begynde? jeg er en 16 årig pige, eller lige knap 17 om ca. 1 måned. jeg har en del med mig i bagagen og set mere end de fleste. men selv om jeg ikke er nogen lille pige mere, så kan det stadig være svært at betro sig til nogen. jeg har dog psykologer og sagsbehandler mm. men syntes det kan være svært at se folk i øjnene, når man skal fortælle ting der er så nedværdigende, usle og ækle, som noget af det jeg går rundt og gemmer på. jeg har det med at isolere mig selv fuldstændig fra alt og alle, tager ikke min mobil, svare ikke når folk skriver, aflyser alle aftaler og det der er værre, men nogle gange kan alt bare virke så uoverskueligt, at selv dem man virkelig ved, er der for en, slet ikk betyder noget. har boet i pleje familie nogle år, men det gik ikke så godt, fik ikke følelsen af at være velkommen, jeg var der bare? uden at folk lagde mærke til mig som sådan, så jeg stak af. nu bor jeg hos min mor igen selv om kommunen nok ikke er specielt glade for det, men har ikke rigtig andre valg muligheder. jeg har ikk andre end hende, resten af min familie har vendt mig ryggen, og selv juleaften blev jeg bedt om at holde mig væk. men lige fortiden er det mindet om min barndom der gør mest ondt. jeg husker da jeg ikk var mere end 5 år, og min far havde et kæmpe hus ude på landet, han hentede mig hver 2. weekend og der var ikk noget jeg hellere ville end med ham hjem, vi sang og hørte høj musik hele vejen der ud i bilen og nogle gange tog vi på MC D. vi legede med dukker eller gemmeleg og vi havde det så sjovt.. men nu ser jeg ham næsten aldrig mere, og når jeg endelig gør, er det slet ikke det samme..
Svar:
Hej
Velkommen her i brevkassen :)
Tja... jeg ved jo ikke hvad det er for nogle forfærdelige ting du slæber rundt på i bagagen, som du fortæller, men jeg kan godt fornemme at det er noget rigtig slemt.
Når du fortæller at du oplever disse ting der er sket, som nedværdigende, usle og ækle, så forestiller jeg mig at nogen må have gjort nogle ting ved dig og/eller har fået dig til at gøre noget som du ikke kunne lide og som ikke føltes iorden ??
Måske sker der nu det, at når du skal tale med nogen om det, så kommer den følelse af det ækle tilbage igen, ligesom dengang det skete ? og så kan du ikke holde ud at tale om det fordi du får det så skidt i kroppen ? . Jeg gætter selvfølgelig bare, fordi jeg kan jo ikke vide om det er sådan du har det. Men hvis du genkender det, så kan det være være helt normalt at have det sådan, hvis man har været udsat for noget så pinefuldt og krænkende at det ikke er til at få over læberne. Der sker nemlig dét at man kommer til at skamme sig og føle sig forkert.
Det er dejligt at høre at du har kontakt med en psykolog og en socialrådgiver. Det kan godt være at du ikke føler dig helt parat endnu til at fortælle om de slemme ting der er sket, men det skal du nok blive klar til en dag. Måske kan du begynde at forberede dig lidt ad gangen, ved at sige til dig selv, at dengang de slemme ting skete, da var du yngre og du vidste og forstod ikke så meget som du gør nu. Du var derfor ikke i stand til at forhindre det i at ske. Jeg ville ønske at der havde været nogle voksne mennesker til at beskytte dig dengang, fra de slemme ting, fordi det burde der have været. At det ikke var sådan, det kan du ikke gøre for - og derfor skal du hjælpes af med dén skam over det, som du bærer på, så du igen kan begynde at se dagens lys, fordi det har du helt sikkert fortjent.
Jeg ønsker for dig at du stille og roligt kan begynde at åbne op overfor psykologen. Måske kan du starte lidt på samme måde som du har gjort her i brevkassen, fordi du har allerede fortalt meget, selvom det ikke er i detaljer og så skal resten nok komme i takt med at du bliver mere parat til at fortælle det.
Kærlige tanker fra Denise
