Ægløsning

brevkassespørgsmål

Ægløsning

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg er en pige på 14 år. Jeg har taget p-piller i et år (med pauser, selvfølgelig) - grundet uregelmæssig menstruation -  og gør det stadig. I går kunne jeg mærke ægløsningssmerter, men da jeg gik på toilettet, var der brun udflåd. Jeg blev også sløj i går (det sker ikke normalt i min ægløsning). Jeg har stadig smerter - dog ikke så slemme som de var i går. Jeg ved ikke hvad grunden kan være? Er det noget jeg skal være bekymret for? Hvad skal jeg gøre?

Hilsen en bekymret pige

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt du skriver. Jeg tænker umiddelbart ikke du har grund til bekymring. Det er normalt at få smerter midt i menstruationscyklus som ægløsningssmerter, hvilket du også selv nævner. Man kan også sagtens i løbet af ens cyklus få lidt brunligt udflåd eller pletblødninger uden det er bekymrende. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor du blev sløj og fik mere ondt i maven end ellers - men det er et godt tegn at det allerede går bedre og er aftagende. Det kan være du er sløj og har ondt af andre årsager som ikke har noget med menstruationscyklus at gøre, f.eks. kan det skyldes en virusinfektion, hvilket er helt ufarligt. Hvis du fortsat har ondt og ændret udflåd er det en god idé at blive tjekket hos lægen, bl.a. for kønssygdomme hvis du er seksuelt aktiv. Og hvis du bliver ved med at være sløj og smerterne bliver værre igen, skal du også søge læge.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Emilie

Læge

EmiliePis billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program