Movicol

brevkassespørgsmål

Movicol

brevkassespørgsmål af
V
14 år
Oprettet 7 år 2 uger siden

Er der kcal i Movicol med chokoladesmag? Lider af meget slem forstoppelse, men tæller kcal og træner. Så vil helst ikke tage på, da det vil ødelægge mine resultater, og forhindre mig i at nå mit mål. Har kigget på vores eget Movicol, og på nettet, men kan ikke se eller finde noget om kcalindholdet, så der er vel ikke nogle kcal i Movicol eller hvad? Og vel heller ikke i Movicol med chokoladesmag? Kh. V.

Svar: 

Kære V.

Jeg vælger at besvare dit spørgsmål lidt mere bredt, så vi kommer ind på forstoppelse samt slankekure lidt mere generelt. 

Der kan være mange årsager til forstoppelse, som kan løses på forskellige måder. I første omgang er det vigtigt at få rigeligt med væske og noget mad med fibre såsom grøntsager og groft brød. Hvis man som ung har så slem forstoppelse at man er nødt til at tage movicol, mener jeg man bør ses af en læge som kan hjælpe med en mere langsigtet plan. Movicol består af stoffer som bliver i tarmen og trækker væske ud i tarmen så afførringen bliver mere våd og derved kommer nemmere igennem tarmen. Det betyder at den ikke bliver fordøjet og optaget i tarmen. Derfor giver det ikke rigtig mening at snakke om kcal. 

Hvis man grundet overvægt ønsker et vægttab er det samtidig vigtigt at man fortsat spiser sundt og varieret så man fortsat får alle de byggesten, vitaminer og mineraler som kroppen har brug for. Dette bliver kun mere vigtigt hvis man samtidig træner meget. Da man som 14-årig fortsat er i voksealder skal man være meget påpasselig med slankekure og overtræning da det i sidste ende kan lave skader på kroppen som vil vare ved resten af livet. Hvis man har et ønske om at tabe sig i vægt mener jeg også her at det er vigtigt at snakke med en læge som evt kan henvise til diætister som har en masse viden om hvordan man taber sig på en sund måde. 

Jeg håber ovenstående gav dig svar på dit spørgsmål. Jeg vil dog fortsat stærkt råde dig til at se en læge med din forstoppelse, da man som ung ikke skal bruge movicol uden det er udskrevet af en læge. 

Mvh Christine, Læge.

 

 

ChristineRs billede
Christine har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program