Ureglmessig mens...

brevkassespørgsmål

Ureglmessig mens...

brevkassespørgsmål af
Olivia
18 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Hey Cyberhouse.

Jeg er en pige på 18, og jeg har haft uregelmæssig menstruation i 5 år..

Jeg fik menstruation første gang d. 17 november 2014 (da jeg var 13). (Nogle af mine venner snakker om, at det kan være en "før menstration"? ved ikke rigtig hvad det hed, men det er noget, der kan komme "før". IDK.) Jeg fik den igen, d. 15 november 2015 (næsten et år senere(363 dage)). Jeg fik menstruation igen d. 6 oktober 2016 (326 dage). Og derfra har den være utrolig uregelmæssig. Alt fra 66 dage til 15... Er der et eller andet galt med mig?

Jeg har læst noget om, at der er en sygdom, der gør at ens menstruation er uregelmæssig. Kan jeg have den sygdom?

Jeg snakkede med min biologi lærer for nogle år siden. Han sagde at ens menstration kan være uregelmæssig helt op til 5 år... Men de 5 år er jo gået snart...

Burde jeg snakke med min læge?

Jeg tager ikke p-piller, så den er udelukket.

Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig <3

Mange Kærlige Hilsner Olivia

Svar: 

Hej med dig,

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt du skriver.

Jeg kan forstå, at du er bekymret, fordi du stadig 5 år efter du fik din første menstruation har uregelmæssige menstruationer. Jeg vil starte med at sige til dig, at det ikke er farligt at have uregelmæssige menstruationer, og det er meget almindeligt i de første par år efter man har fået sin første menstruation. Derfor er der ikke noget galt med dig.

Med tiden skulle menstruationerne gerne blive mere regelmæssige, men der er meget som kan have indvirkning på menstruationerne, bl.a. hvis man træner meget, pludselig taber sig i vægt eller der sker ændringer i ens livssituation og man f.eks. føler sig stresset.

Det kan selvfølgelig også været fordi man fejler noget, og den sygdom du tænker på er nok PCOS (polycystisk ovariesyndrom), som er en hyppig sygdom hos unge kvinder, og op mod 20 % af alle kvinder i den fødedygtige alder lider af den. Det er ikke en farlig sygdom, men den er kendetegnet ved at man har uregelmæssige menstruationer, kan have et ændret hormonspejl (som nogle gange giver sig til udtryk som øget hårvækst på kroppen) og cyster på æggestokkene (som kun kan ses på ultralydsscanning). Typisk behandler man sygdommen med p-piller, og så forsvinder problemerne for mange.

Derfor er det en god idé at du går til lægen, så du kan blive undersøgt nærmere. Lægen vil nok lave en gynækologisk undersøgelse, og alt efter hvad han/hun finder vil han/hun måske tage nogle blodprøver og tjekke dig for klamydia, da det også kan ændre på menstruationsmønsteret. Lægen er vant til at lave alle disse undersøgelser, så det skal du slet ikke være bekymret over.

Det lyder umiddelbart ikke som om du kunne være gravid, men hvis menstruationen udebliver er det også en god idé at tage en graviditetstest for at være på den sikre side. Lægen kan også teste dig for, om du skulle være gravid, så jeg vil råde dig til at bestille en tid til undersøgelse.

Jeg håber, at du fik svar på dit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Emilie

Læge

EmiliePis billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program