Kære Liva!

Tak for dit mod til at skrive herind. Det må være svært at føle sig så alene, så dine tanker kredser om selvmord og selvskade. Jeg vil fortælle dig, at du har en betydning, der er en mening med du kom til verden. Sådan er det for hver og en af os. Du skriver, at du har det fint nok derhjemme, men jeg gætter på, at du savner noget mere kontakt, som du så præcist skriver; "Så nogle af de andre vil lægge mere mærke til mig".

Du beskriver, at du er ensom. Ensomhed er en del af det at være menneske. Ensomhed er dobbelt, det kan være rart at være alene og/eller forfærdeligt på samme tid. Jeg bemærker at din ensomhed er en smerte, hvilket kan betyde at dine nærmeste har du svært ved at dele dine inderste tanker med. Samtidig er du på vej ind i teenage tiden, som er en turbulent tid med store følelser, som er svære at rumme og forstå. Du har brug for at blive set, hørt og få en kærlig berøring. Det er naturligt.

Jeg har et stort ønske til dig om at lægge din kniv væk. Tænk over hvilke mennesker, du kunne dele dine tanker med. Et menneske der er tæt på dig, eller er det bedre med en du ikke kender fx en præst (din lokale), ungerådgiver (headspace),(livslinien) eller din læge.

Du kan få hjælp uden at du skærer i dig selv. Det du søger er KONTAKT, OPMÆRKSOMHED og KÆRLIGHED. Jeg skriver det med stort for at understrege, at det findes uden først at blive indlagt på hospitalet. Du er på rette vej, for du rækker ud ved at skrive herind. Du er sej. 

Husk du er altid velkommen til at skrive eller chatte med os igen. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Anne-Sophie