Kære dig

Tusind tak for dit brev her i brevkassen. Du startede ud med at skrive, at du ikke vidste, hvordan du skulle formulere dig, men jeg synes, at du har forklaret dig rigtig flot. Det lyder til, at du er i en rigtig, rigtig svær periode med nogle tunge følelser og tanker omkring dig selv og dine forældre og derfor er det godt, at du deler dine tanker her i brevkassen. Jeg vil rose dog for at du deler din historie, tanker og følelser her, for det kræver mod og styrke at gøre og du kan være med til at hjælpe andre, der har det på samme måde som dig.  

Skilsmisse
I dit skriv forklarer du, at din negative trivsel startede med det, som du kalder for "bare en "normal" skilsmisse." I dit tilfælde lyder det til, at det ikke "bare" har været en "normal" skilsmisse. Det kan være rigtig svært, når ens forældre bliver skilt og det er meget forskelligt, hvordan man som barn reagerer på det.  For rigtig mange børn og unge er oplevelsen af, at deres forældre bliver skilt noget, der følger dem resten af livet, fordi det eksempelvis kan opleves som et svigt. Det lyder til, at du fra en tidlig alder har påtaget dig en form for ansvar under dine forældres skilsmisse. Grunden til jeg tænker det er, at du forklarer, at du som lille under dine forældres skænderier har forsøgt at stoppe dem eller få dem til tage skænderiet et andet sted hen. Jeg tænker, at du allerede i den alder har haft en eller anden form ressource og styrke til at passe på dig selv i en tid, hvor du er blevet revet fra det, du kendte og følte dig tryg ved: Dine forældre og dine venner i klassen, som du var tæt med. Der er derfor ikke noget at sige til, at du i en tidlig alder isolerede dig fra dine klassekammerater og blev distanceret fra dig selv. Jeg tror, at rigtig mange børn ville have reageret på samme måde. At isolere sig fra andre eller blive udadreagerende (f.eks. voldelig eller hysterisk) kan være en form for beskyttelsesmekanisme mod at blive såret eller føle sig svigtet igen. Mon det er sådan du tænker, at det har været for dig? Selvom en skilsmisser er sket tidligt i livet, kan det altså være roden til negative følelser, som følger én resten livet.  Giver det mening? Dermed ikke sagt, at det ikke kan ændre sig og man kan lære at arbejde med det. 

Selvmordstanker
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du har gået alene med dine tanker og følelser i rigtig lang tid og at du ikke føler, at du er blevet mødt sådan, som du har haft brug for. Er det rigtig forstået? Jeg får den fornemmelse, fordi du blandt andet nævner, at du har været uheldig med din psykiater fra Sverige, at du blevet taget væk fra trygge omgivelser på dit bosted med din kontaktperson, at du har fået taget din ADD-diagnose fra din patientjournal og at du har være så uheldig at Corona-situationen har sat en stopper for de planer, som ellers havde haft for dig selv. Det er store negative oplevelser på få år, og jeg får en fornemmelse af, at du har været følelsesmæssig presset for længe. På den baggrund kan jeg godt følge tankegangen om, at selvmord kan føles som den sidste udvej. Derfor er jeg også rigtig glad for at høre, at du har kunnet åbne omkring det overfor både din far og en psykiater og jeg vil gentage deres ord: At det er normalt at få tanker om selvmord, når man har det svært og har været presset i lang tid. Jeg vil samtidig tilføje, at selvom du har selvmordstanker, så er det ikke det samme, som at du rent faktisk gerne vil tage livet af dig selv. Derimod kan selvmordstankerne være et tegn på, at du har været for stærk i alt for lang tid og at du ikke længere kan overskue den (følelsesmæssige) situation, som du er i. Giver det mening og er det sådan, du har det? Det lyder også til at du har skullet holde dig selv oven vande i og med, at du ikke har følt, at andre har kunnet hjælpe dig i din situation. Men vi er kun mennesker og der er en grænse for, hvor stærk man kan blive ved med at være for sig selv. Som jeg læser ud af dit brev, har du nået grænsen for, hvor stærk, du kan være for DIG. Med andre ord kan selvmordstankerne være alarmklokker i kroppen, som fortæller dig, at du du har brug for hjælp udefra til at blive glad igen. Giver det mening? Derfor vil jeg nævne det samme som din far og din psykiater: Nemlig at det er vigtigt, at du tager selvmordstankerne alvorligt. Samtidig er det rigtig godt, at du kan mærke, hvordan du har det indeni og at du prøver at få hjælp. Når jeg læser dit brev, læser jeg også om en pige, som er refleksiv, kan mærke sig selv og som forsøger så godt hun kan at tager ansvar for sin situation. Når jeg skriver det, så er det fordi du ved at åbne op overfor både din far og din psykiater om dine selvmordstanker og at du skriver herind tager nogle store og vigtige skridt imod at få det bedre. Det er er for mig at se, en kæmpe styrke, at du har kunne sætte ord på, hvad du tænker og føler. Det er et eksempel på den ressource, som jeg nævnte før. Jeg vil også understrege, at det ikke er meningen, at man om ung eller barn skal føle, at man er alene og at man ikke kan få hjælp. Derfor er det det rigtige at du har skrevet herind. 

I slutningen af dit brev beskriver du, at du ved, at dine forældre elsker dig og er bekymrede for dig, men at du ikke synes, at det virker sådan. Det kan være, at dine forældre rigtig gerne vil være der for dig, men at de simpelthen ikke ved hvordan. At de er der for dig på den måde, som de kan og har ressourcer til. Du nævner bl.a., at din mor ringede til, hvad jeg jeg formoder er, psykiatrisk afdeling i forbindelse med at give dig hjælp til din depression. Jeg tænker, at din mor har gjort det for at forsøge at give dig den hjælp, som hun måske ikke har følt, at hun kunnet give dig på daværende tidspunkt. Jeg tænker også, at din far har delt sin historie om sit selvmordsforsøg, fordi han kan relatere til dig  og for samtidig at vise dig, at man kan komme på den anden side. Giver det mening det, jeg skriver? Du nævner, at begge dine forældre har haft det svært derhjemme og at din mor f.eks. er vokset op med i en dysfunktionel familie med en psykisk syg far og at også hun har forsøgt at begå selvmord. Jeg tænker derfor, at dine forældre måske ikke selv har fået bearbejdet det, som muligvis har været traumatiske oplevelser for dem og at det stadig sidder i dem. Vores forældre er også bare mennesker, som er summen af de oplevelser, de har været igennem, men som forsøger at gøre deres allerbedste for deres børn. Jeg kan godt forstå, at du føler, at din mors oplevelser føles som "en undskyldning", som du beskriver det og jeg kan også godt forstå, at du du føler, at du ikke kan bruge dine forældres historier og oplevelser til at hjælpe dig, fordi du gerne vil have hjælp lige nu og her. Derfor tænker jeg også, om det mon er muligt for dig at finde nogen at snakke med udenfor familien? Jeg er glad for at høre, at du har haft en god kontaktperson på opholdsstedet, der har virket som budbringer i kontakten mellem dig og dine forældre. Mon det er muligt at finde en lignende løsning? Jeg forstår på dig, at det har været rigtigt dejligt, at der har været én, der har kunnet tage snakkene med dine forældre og at du på den måde har fået lettet presset. Jeg tænker, om du har nogle bedsteforældre, mostre, onkler, fætre, kusiner eller andre voksne i familien, som måske ikke behøver at være budbringere på samme måde, men som du kan tale med? Jeg forestiller mig, at det måske kan lette noget i dig at snakke med nogen, som ikke er dine forældre? Hvis det kan virke overvældende at snakke med familiemedlemmer om, hvordan du har det, er det måske en mulighed for dig at besøge os på  Cyberhus' chat? Her kan du chatte med rådgivere og prøve at sætte flere ord på, hvordan du har det og sammen kan vi finde ud af, hvordan du kan hjælpes bedst muligt. Måske kunne du også have brug for at sætte lidt flere ord på, hvordan Corona-perioden påvirker dig ift. selvmordstanker? Hvad tænker du det at komme ind i chatten og skrive frem og tilbage med en rådgiver?

På livslinien.dk kan du også finde rådgivning ift. det at have selvmordstanker. Det er det, de hovedsageligt rådgiver omkring og du kan få rådgivning på både telefon, gennem chat og ved at skrive til dem. Måske er det også en mulighed for dig? Livsliniens hjemmeside kan du finde her: https://www.livslinien.dk 

 Jeg vil endnu engang rose dig for at have skrevet herind til os og forsøge at snakke med nogen. For mig at se viser, at gerne vil finde hjælp til at komme ud af din situation. Som jeg har nævnt før, er det er god ressource, at du over flere gange har "hullet dig selv op", som du nævner det, og også har "hullet dig selv op" ift. at skrive her ind. Det kan du være stolt over. I navnefeltet i dit brev kalder du dig selv for "Depressiv", men du er meget mere end at være depressiv. Selvom du har dine udfordringer, er du ressourcestærk. Derfor har jeg f.eks. heller ikke skrevet "Kære Depressiv" øverst i mit svar til dig. Selvom det kan være svært, så håber jeg, at husker på, at du er andet end det at være depressiv. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. 

De bedste hilsner,
Malou