Hej Alexander,

Det lyder til at være rigtig svært for dig at savne så meget. Og det kan jeg godt forstå, for savn er en tung følelse. Og den kan komme til at fylde rigtig meget.

Jeg hæfter mig ved at du skriver, at dine forældre er skilt. Jeg tænker nemlig, at det måske kan være noget af det, der gør, at din følelse af at savne bliver endnu stærkere. Fordi når du er sammen med nogle vigtige personer (fx din far) må du undvære nogle andre (fx din mor). Og det rareste kunne selvfølgelig være, at du bare kunne have dem alle sammen hos dig på en gang. Men det kan du desværre ikke. Og det kan gøre savnet endnu kraftigere.

For savn er en helt naturlig følelse. Det er helt naturligt for os som mennesker, at vi savner dem vi holder af, hvis vi skal være adskilt fra dem. For savnet udspringer af en kærlighed, en lyst til og et ønske om at være sammen med de mennesker vi godt kan lide, og som vi holder af. Men det er selvfølgelig ikke holdbart, hvis den fylder så meget som den gør hos dig.

Der er intet pinligt eller forkert i at savne. Heller ikke selvom det er en hund, man savner. Jeg forestiller mig, at hunden har været glad hele tiden, og at den gerne ville lege, klappes og nusses. Den har været meget ligetil, og der har ikke været nogen konflikter eller dårlig stemning med den. Sådan er det ikke altid med mennesker. De er noget mere komplicerede, og dem er man ikke altid enig med. En hund er mere simpel og bare dejlig nem at holde af. Og så viser den som regel ikke andet end kærlighed tilbage. Så det at du især har savnet hunden er der ikke noget mærkeligt, pinligt, forkert eller unaturligt i. Det er helt almindeligt, helt forståeligt og helt i orden.

Men som jeg skrev før, så er det ikke meningen at følelsen af savn skal fylde så meget. Uanset om det så er en hund eller et menneske man savner. Derfor vil jeg råde dig til tale med dine forældre om det. For den bedste måde at bearbejde et savn på, og den bedste måde at kunne holde til at følelsen er der, er ved at tale med nogen om det. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være lidt af en overvindelse at skulle sige den slags højt. Men det er virkelig vigtigt, at du gør det. For din egen skyld. For det er vigtigt at dine forældre ved, hvordan du har det. Så kan de bedre hjælpe dig, og kan give dig den plads og ro du har brug for.

Følelser er nemlig ikke farlige eller forkerte. De er "bare" følelser, og de går over igen på et eller andet tidspunkt. Men hvis man prøver at gemme dem væk og lade som om de ikke er der, så bliver de som regel kun kraftigere. Så er det langt bedre at tale om dem. Dels fordi man så får lettet sit hjerte. Og dels fordi de så tit vil gå hurtigere over igen.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber du har modet og lysten til at tale med dine forældre om, hvordan du har det. Det tror jeg vil være rigtig godt for dig.

Mange varme hilsner,

Siv