Kære dig

Det lyder som en rigtig svær situation du står i, og jeg synes det er så godt at du har skrevet ind til os. Når ens forældre bliver skilt, vil det altid være en svær situation for børnene, og det lyder også til at jeres forældre ikke er særlig gode til at tale pænt om eller med hinanden. Det gør det ekstra vanskeligt at være i, og det er derfor helt naturligt at du føler en masse forskellige ting. Jeg tænker derfor også at det er helt normalt at du er splittet mellem at elske og ikke elske din far. Det gør dig ikke til et dårligt menneske. Det betyder at du er presset, og at der er behov for en forandring. 

Ud fra de ting du skriver, så lyder det til at din far har svært ved at vænne sig til skilsmissen og den afstand det medfører. En skilsmisse betyder nemlig også at man skal give slip på den drøm man havde, om at man skulle blive gammel sammen, og det er ikke altid nemt at give slip på den drøm, selvom man skændtes meget. Så når du skriver at din far både spørger meget ind til din mor, og samtidig siger nogle lidt grimme ting om hende (at hun hellere vil være sammen med sine veninder), så er det også fordi at han er splittet i sine følelser. Måske er han ked af det eller vred over at det ikke virkede mellem dem. Det undskylder selvfølgelig ikke hans adfærd, men det kan give dig en forståelse for at det også er en svær tid for ham, hvor han måske kommer til at sige eller gøre nogle ting, som ikke altid er lige velovervejet. 

Når det så er sagt, så tror jeg at det er vigtigt at du lytter til din oplevelse, for det skal jo ikke være mere ubehageligt for dig. Det er allerede en svær situation at jeres forældre ikke er sammen mere, og det er ikke meningen at du også skal tage ansvar for din lillebror og din far. Du bliver, som du selv skriver, nærmest en lille voksen, og det er uretfærdigt at give dig det ansvar.

Derfor vil jeg opfordre dig til at fortælle både din mor og din far om hvordan du oplever det. Fortæl dem at du ikke kan holde ud af være fanget i deres konflikt, og at du føler at det er dit ansvar at passe på din lillebror i alt det her. 

I den forbindelse bliver jeg også nysgerrig på om du mon bor ved din mor eller din far? I dit brev lyder det som om at din mor flyttede væk, og så blev dig og din lillebror boende ved jeres far. Måske ville det være bedre, hvis I flyttede over til jeres mor i en periode? Det er meget forskelligt hvor man føler sig bedst tilpas, men det er vigtigt at I ikke bliver boende ved jeres far, fordi I er bange for at han ikke kan klare sig alene. Det er hans eget ansvar at passe på sig selv, og det er også hans ansvar at passe på jer. Hvis han ikke kan finde ud af det lige nu, så er det bedre at I bor hos jeres mor indtil han er kommet mere ovenpå igen. Det synes jeg også godt at du kan tale med dem om. Du kan eventuelt starte med at tale med din mor om det, og gøre det klart at det er svært for jer at være hos din far lige nu.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg tænker at det ville være godt for dig at besøge vores chat. Her kan du få en direkte snak med en rådgiver, som kan spørge mere ind til jeres situation og dine følelser. Der kan du også nemmere fortælle mere om historien.

Du er ikke alene <3

Kærlige hilsner 

Camilla