Hvad er det galt med mig!?

brevkassespørgsmål

Hvad er det galt med mig!?

brevkassespørgsmål af
Bare lille dumme mig...
11 år
Oprettet 6 måneder 5 dage siden

Hej Cyberhus.

Øhm, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare alt det her, men jeg prøver... Undskyld hvis brevet bliver lidt langt, men det her er en lidt "lang historie" så jeg håber i læser og besvarer mit spørgsmål alligevel.

Så, det startede med mig og min rigtig gode veninde, som vi kalder P. P og jeg havde altid haft et rigtig godt forhold til hinanden, og vi gjorde alt sammen. Når vi var på vej ud gik vi altid og snakkede sammen, når vi så film og fik lov at sidde på bordene, sad vi og flettede hinandens hår. Folk begyndte endda at kalde os "tvillinger" fordi vi lignede hinanden temmelig meget. Kort sagt: vi var bedste veninder.

Tiden gik, og en dag kom P i skole, og fortalte os, at hun skulle flytte skole. Jeg blev sønderknust. Men jeg vidste, at vi stadig havde 2 uger tilbage til at være sammen i. Jeg ville ikke spilde et eneste øjeblik på uvenskab. - men så kom Corona ind I billedet. Danmark lukkede ned, og vi blev sendt hjem, jeg holdt håbet oppe, og jeg var stensikker på, at vi liiiige ville have et par dage tilbage efter alt det her Corona noget. Imens alt det her lockdown fandt sted, brugte mig og P meget tid på at skrive til hinanden. Først sendte hun nogle videoer af deres nye hus, og bagefter besvarede jeg dem. 

Da vi fik at vide, at alt det her lockdown ville vare endnu længere, blev jeg helt ødelagt. Jeg ville ikke engang nå at sige farvel til P før hun flyttede. Men jeg ville ikke gå i stå pga det her Corona noget. Jeg ville holde kontakten til min bedste veninde, så vi blev ved med at skrive til hinanden.

En dag, da jeg vågnede, og var lidt småsur fordi jeg havde skændtes med min mor, fik jeg en besked fra P. Jeg kan ikke huske, hvad der stod, men jeg kan huske det provokerede mig helt vildt meget. Jeg begyndte straks at forsvare mig selv på en lidt sløset måde. P skrev hurtigt tilbage, og sådan udviklede det sig, til et skænderi. Vi endte med at sige undskyld til hinanden, også var vi over det. 

Næste dag, får jeg en besked fra D, en pige fra min klasse. Hun havde skrevet noget i retning af: "giv P en undskyldning for det du gjorde igår. Det var ikke okay" jeg blev straks rigtig forvirret og lidt såret. Jeg troede at vi havde afsluttet den. Men jeg ville ikke blive uvenner med P igen, så jeg skrev undskyld igen og troede dét var det. Jeg orkede ikke engang spørge hvordan Du fik det at vide, for det var ikke alt besværet værd.

Næste dag havde N, S, og A også fået det at vide. De var meget skuffede over mig og troede "at jeg har bedre end det." Jeg følte mig magtesløs overfor dem, og derfor endte jeg med at skrive undskyld igen. Men denne gang kunne jeg ikke holde min nysgerrighed tilbage, så jeg skrev og spurgte hvordan og hvorfor A, N, S og D også fik det at vide. P svarede bare: "de er dine veninder, og de behøver at vide hvad der sker i dit liv" 

Jeg skrev så, og fortalte hende at jeg også havde ret til privatliv. Det endte ud i endnu et skænderi, hvor jeg skulle sige undskyld, medmindre jeg ville ignoreres af A, D, S og N resten af skoleåret.

Dagene gik, og flere og flere fik at vide hvor dum jeg var, jeg har helt knust, for når jeg prøvede at fortælle nogen, hvor dårligt jeg havde det, sagde de bare: "du var selv uden om det." Eller: "det er ikke min skyld du er egoistisk" til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere, og jeg fandt ud af at det var mobning. Det der før havde været min allerbedste veninde, var nu min mobber.

Min lærer fandt hurtig ud af, hvad det var der foregik, og tog en snak med mig - dog ikke om det jeg havde forventet. Jeg havde forventet hjælp, men i stedet gik jeg skæld ud. Min lærer sagde, at det ikke var ok at snakke sådan til sine gamle klassekammerater. Bagefter prøvede jeg at tage kontakt til min anden lærer. Men han sagde bare: "jeg kan ikke hjælpe." Eller: "jeg kan ikke styre P, hun går ikke på skolen mere" 

Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Min lærere gad ikke hjælpe mig, mine klassekammerater synes jeg var egoistisk. 

Min mor fandt ud af det kort tid efter, og tog en snak med mig. Jeg brød fuldstændig sammen, da hun spurgte hvad der var sket, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Jeg følte mig skyldig. Jeg følte mig dum. Og mest af alt: jeg følte mig ensom. 

Efter den snak med min mor, er alting bare gået værre. Jeg har ingen appetit. Jeg kan måske spise et halvt rugbrød i skolen, og en lille skål suppe derhjemme. Jeg fungerer heller ikke sammen med andre, hvis jeg er sammen med andre, og de nævner P bare én gang - hvilket de gør, fordi hun var klassens dronning - bryder jeg helt sammen og føler mig hadet. 

Oven i alt det, fandt jeg ud af, at jeg har angst for at være alene (fx i et lukket rum uden andre mennesker).

Her for leden, skulle vi have nye dukse, og folk måtte selv vælge deres makker. Jeg blev selvfølgelig ikke valgt, og det gjorde mig endnu mere trist. Jeg ved godt at det bare er dukse, men nu bli'r jeg så påvirket af selv de mindste ting, som at vælge dukse.

Jeg har tit mareridt, om, at der er nogen der dør, og at det er mig der er skyld i deres død. Mareridt er det eneste jeg kan komme over lige i øjeblikket, det tager dog rigtig lang tid.

Så nu kommer vi til mit spørgsmål: hvad i alverden skal jeg gøre? 

Kh Bare dumme lille mig...

Svar: 

Kære du. 

Når jeg læser dit brev, så bliver jeg virkelig ked af det på dine vegne over alt der er sket. Og det er godt nok ikke lidt. På meget kort tid har du mistet din bedste veninde, blevet udelukket af dine klassekammerater og dine lærere har svigtet dig. Det er helt naturligt og forståeligt, at du nu reagerer på alt det her ved fx ikke at have appetit, have mareridt om natten og følelsen af angst, når du er alene. Så for at besvare dit spørgsmål i titlen på dit brev, så er der absolut intet galt med dig! Du reagerer på nogle oplevelser, som er noget af det hårdeste man kan opleve, nemlig svigt og udelukkelse af mennesker, som man har holdt af og haft tillid til. Men jeg kan sagtens forstå, at det må føles voldsomt for dig pludselig at have det så dårligt, som det lyder til, at du har lige nu. 

Det er ikke din skyld
Det lyder til, at du har håndteret hele situationen helt rigtigt. Du har undskyldt flere gange overfor din bedste veninde, du har undgået flere skænderier, på trods af at personer, som ikke havde noget at gøre med samtalen mellem P og dig, blandede sig, du er gået til dine lærere i håbet om at få hjælp til at håndtere situationen, og du har talt med din mor om det. Men alting bliver stadig værre på trods af alt det, du har gjort. Jeg kan læse på det, du skriver, at du føler enorm skyld, og at du bebrejder dig selv for alt der er sket. Og når du får af vide fra dine klassekammerater, at det er din skyld, at situationen er sådan her, og når dine lærere skælder dig ud i stedet for at hjælpe dig, så er det naturligt, at du begynder at bebrejde dig selv. Men det er vigtigt at sige, at den måde du bliver behandlet på nu ikke er din skyld. Du kan aldrig selv være skyld i at blive mobbet! Det er virkelig vigtigt at du ved det, og selv mener det, for det er det første skridt til at få det bedre. 

Vær god mod dig selv
Når man går rundt med en konstant følelse af skyld og skam, og man siger til sig selv, at "det hele er også min skyld", "jeg burde have gjort noget andet", "ingen kan lide mig", "jeg er dum" osv. så får man det helt automatisk dårligt. Derfor vil jeg mene, at det første skridt til, at du får det bedre er, at du prøver på at tale pænere til dig selv, og ikke bebrejder dig selv. Det er super svært at gøre, hvis det virkelig er den følelse, man har. Men noget du kan gøre er at skrive positive ting om dig selv ned på små sedler, og hænge dem op, så du kan se det og læse det højt for dig selv. Det kan fx være "jeg er en god veninde", "jeg bekymrer mig om andre" eller "jeg vil kun andre det bedste". Når du ser på det hver dag, og læser det for dig selv, så vil det gøre en forskel for dig. For du kan desværre ikke styre, hvad andre siger til dig, men du kan styre, hvad du siger til dig selv og hvordan du tænker om dig selv. Og det har stor betydning, hvordan man taler til sig selv, selvom det måske kan virke fjollet at skrive sådan nogle sedler, men jeg lover dig, at det kan gøre en forskel. 

Tal med P
Der er ingen tvivl om, at den behandling du har fået af dine klassekammerater og P på ingen måder er i orden. Dine klassekammerater burde slet ikke have blandet sig i den samtale, du havde med P, og P burde have fortalt dig, hvis hun stadig havde et problem i stedtet for at blande andre ind i det. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du ikke har lyst til at have noget at gøre med nogen af dem. Men jeg tænker også på, om det kunne være en idé at få talt ud med P og de andre? Måske starte med P, da det lyder til, at hun påvirker de andre ret meget. Måske du kan skrive en besked til hende, hvor du fortæller, at du er ked af alt der er sket og hvis du har såret hende i den samtale I havde, men at du også bare er et menneske, og ingen er perfekte, og at du ville ønske, at I bare kunne tale ud om det? Og at du savner tiden, hvor I havde det godt. Det vil selvfølgelig skulle være med dine egne ord, og kun stå de ting, som du selv synes. Men hvis du kan skabe fred med hende, kan det være, at det kan påvirke de andres opførsel overfor dig. Du kan selvfølgelig også prøve at tale med dem igen, men kun hvis du har det godt med det. Jeg ved godt, at det ikke er rimeligt at det er dig, der igen skal tage kontakten og undskylde, når det faktisk burde være dem, der undskyldte. Men hvis det kan betyde, at I kan slutte fred, så er det måske det værd at være den, der tager initiativet. Det kan også være, at det er for meget for dig, at skulle tage den kontakt til P igen, og måske du kan alliere dig med din mor, så hun kan hjælpe med at tage kontakten? For det er også meget at forlange, at du alene skal løse den her konflikt. Men det kan også være, at du ikke har lyst til at blande nogle voksne ind i det. Så det vigtigste er, at du gør det, du har det bedst med. 

Omgiv dig med mennesker, du er glad for
Når du næsten hver dag skal være i klassen og være omkring de her personer, som ikke behandler dig ordentlig, så er det vigtigt, at du resten af tiden omgiver dig med mennesker, som gør dig glad, og som holder af dig, så du får en daglig påmindelse om, at du er god nok som du er og du er elsket. Hvis du fortsat kan tale med din mor om, hvordan du har det, så vil det være rigtig godt. For det er også vigtigt, at hun ved hvordan du har det, og hvorfor du fx ikke har meget appetit. Nu ved jeg ikke, om du har fortalt din mor om dine oplevelser med dine lærere? Måske det kunne være en idé, for jeg tænker ikke, at du er blevet behandlet ordentligt af dine lærere i den her situation, og måske det er nødvendigt at din mor tager en snak med dem? Det er selvfølgelig noget i to skal finde ud af, og kun gøre, hvis det giver mening for jer. 

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker og forslag. Hvis du har brug for at få nogle uddybende råd og tanker, så er du altid velkommen til at kigge forbi vores chat eller skrive til brevkassen igen. 

Jeg håber, at alting bliver bedre for dig snart. 

De bedste hilsner
Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program