Kære Loulou.

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker og følelser. Det lyder som om, at der er rigtig mange tunge ting, som du kæmper med lige nu, både fordi du har det virkelig svært, føler dig deprimeret, har selvmordstanker, selvkader, har angst og en spiseforstyrrelse. Det er nogle rigtig tunge ting at gå rundt med, og derfor et det rigtig sejt at du har skrevet herind, især når du synes, at det var svært at skrive. Men nu har du taget dit første skridt til at få det bedre ved at fortælle og skrive om dine problemer, så det er virkelig godt.

Nogle gange kan tanker og følelser gøre så ondt indeni, at tanker om selvmord dukker op. Det her med at selvmord kan virke som en nemmere løsning, fordi det at bede om hjælp, kan virke uoverskuelig eller som du siger, at du ikke føler dig syg nok, er der helt sikkert mange, som kan genkende. For mange kan det måske handle om, at de har svært ved at se, hvordan tingene kan blive anderledes. Måske har du det også sådan lige nu? Selvmordstankerne er din krops måde at fortælle dig, at du ikke har det godt og at du har brug for hjælp. Tankerne betyder ikke at selvmord er den bedste løsning. Tankerne betyder, at din krop vil have dig til at gøre noget, for at du kan få det bedre.

Mange mennesker, og særligt unge piger, er optagede af deres kost, figur og vægt og for de fleste er det en del af tilværelsen. Det er ikke i sig selv en spiseforstyrrelse at fokusere på mad og spisning eller sin krop og vægt, så længe dette fokus ikke skubber andre normale hverdagsting til side. Det er derfor vigtigt at kunne se, hvornår et uproblematisk fokus på maden og kroppen bliver en spiseforstyrrelse. Til det er det vigtigt at slå fast, at man aldrig selv vælger at få en spiseforstyrrelse, men at den er en slags stemme og en sygdom, som vil have én til at tænke eller gøre bestemte ting. Ud fra det du beskriver, lyder det som om, at du bruger meget energi på at tænke over og bekymre dig om, hvilke madvarer du spiser og at du får det dårligt med de usunde ting, som dine forældre køber. Når du får dårlig samvittighed over at have spist noget, som du synes er usundt, kan det været et tegn på, at du tænker for meget over din mad og vægt, og ikke har et afslappet forhold til, hvad du spiser.

Du skriver også, at dine forældre ikke forstår, at du har det svært med at spise de ting de køber, og at de er ligeglade med, hvad du siger, og at de ikke tager dig alvorligt. Det lyder selvfølgelig ikke særlig rart, at dine forældre ikke forstår hvordan du har det eller tager det du siger til dem alvorligt. Du fortæller, at du har prøvet at snakke med dine forældre om, hvordan du har det. Det synes jeg er rigtig godt, at du har gjort. Men så er det virkelig ærgerligt, at dine forældre ikke tager dine problemer alvorligt, og at de ikke forstår, hvordan du har det. Har du mod på, at prøve at forklare dem én gang til, hvilke tanker og følelser du faktisk går rundt med? Hvis du prøver at sætte lidt flere ord på og prøver at forklare dem, hvordan du har det, kan det være, at det går op for dem, hvor alvorligt det faktisk er og at der er mange ting, som du går og kæmper med. Du kan også prøve at skrive et brev til dem, hvor du fortæller, hvilke tanker du har og hvordan du har det? Ved at skrive det ned, kan du måske bedre få sagt alle de ting som du gerne vil sige, og understrege at du har brug for at blive taget alvorligt.

Det kan også være, at du har en anden i dit netværk, som du kan fortælle det til? Det kan være en fra din familie som du har det godt med, en god veninde, en lærer du er tryg ved, en studievejleder eller en sød nabo? Det er i hvert fald vigtigt, at du får fortalt og forklaret ordentligt til nogen, hvordan du har det, for det er vigtigt, at du bliver taget alvorligt, så du kan få den rette støtte og hjælp til at få det bedre. Det har du fortjent! 

Jeg vil også anbefale dig at tage til din læge, og fortælle hvordan du har det. Så kan I sammen snakke om, om der er noget du kan gøre i forhold til både dine selvmordstanker, spiseforstyrrede tanker og hvordan du ellers går og har det. Selvom du lige nu ikke har lyst til at fortælle nogen hvordan du har det, er det din bedste måde at få det bedre på. Jo før du fortæller det til nogen, jo større er mulighederne for at få det godt. Så mit bedste råd til dig vil være, at du skal række ud efter hjælp! Det er ikke så vigtigt hvem du starter med at fortælle det til.

Det er altså vigtigt at du søger hjælp. Også selvom du ikke har lyst, for måske bliver det kun værre, hvis du ikke får hjælp. Derfor er det vigtigt, at der er nogle som ved, hvordan du har det. Du kan kontakte Livslinien, hvor du både kan ringe eller skrive helt anonymt med rådgivere, som kan hjælpe dig i forhold til dine selvmordstanker. Du kan også kontakte LMS, som er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her kan du helt anonymt chatte eller snakke med rådgivere, som ved meget specifikt om spiseforstyrrelser. Du er også altid velkommen til, at skrive med en af vores rådgivere i 1-1 chatten, hvor du også kan skrive og snakke helt anonymt.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og at det hele kommer til at blive lidt bedre. Jeg er sikker på at tingene kan ændre sig, og at du kan få det bedre.

Mange kærlige hilsner og varme knus fra

Gro.