Selvskade

brevkassespørgsmål

Selvskade

brevkassespørgsmål af
Ano
16 år
Oprettet 1 uge 4 dage siden

Jeg har været igennem en hård tid i mit liv siden jeg blev 14 år. Har ikke lyst til at sige så meget om det. Jeg har selvskadet i ca et år. Jeg ved godt det ikke er smart men det har været sådan jeg kunne komme igennem dagen. Jeg vil gerne stoppe men jeg ved ikke hvordan. Har brug for nogen råd. Har ikke lyst til at snakke med nogen jeg kender om det. Jeg føler lidt at selvskade opfattes som noget piger gør og det betyder nok at jeg har endnu mindre lyst til at sige det til nogen.

Svar: 

Hej Ano,

Det lyder som om det har været rigtigt svært, så jeg er glad for at du skriver til os.

Du skriver, at du har brugt selvskade til at komme igennem dagen, og det tror jeg at der er mange som kan genkende. Du kender sikkert også til, at selvskade føles som en hjælp i det øjeblik man gør det, men det virker kun kort. Og derefter føles tingene måske endnu værre, fordi man også er flov over at selvskade. Så derfor er det rigtigt godt at du gerne vil stoppe, selvom det er svært.

Når man skal stoppe med at selvskade handler det meget om at finde nogle nye strategier til at klare svære følelser. Det er meget individuelt hvad der virker godt, og det kommer selvfølgelig også an på hvorfor du selvskader. Det kan både være helt konkrete ting som hård motion, at spille computer eller se en serie. Eller mere dybdegående ting som at tale med nogen, gå til psykolog eller øve dig på at meditere.

Hvilken der fungerer bedst for dig, er svært for mig at sige og derfor tror jeg også det er vigtigt at du får noget hjælp til at finde ud af det. For selvskade er rigtigt svært at håndtere selv. Du skriver at du ikke har lyst til at tale med nogen du kender, og jeg kan godt forstå hvis det føles som et stort skridt. Derfor vil jeg foreslå, at du ringer til telefonrådgivningen i foreningen for spiseforstyrrelser og selvskade.

I telefonrådgivningen kan du være anonym, men samtidig fortælle lidt flere detaljer, så du kan få mere konkret rådgivning. De ved en masse om selvskade, og har helt sikkert også talt med mange drenge om lige præcis det. Du har ret i at man ofte taler om selvskade som noget piger gør, men faktisk viser nyere undersøgelser at omkring 1/3 af dem som selvskader er drenge. Og det ved rådgiverne.

Du kan se deres telefonnummer og åbningstider her: https://spiseforstyrrelse.dk/raadgivning/telefonraadgivning Jeg synes du skal ringe til dem næste gang de har åbent.

Til sidst vil jeg sige, at selvom det måske virker uoverskueligt lige nu, så kan det lade sig gøre at stoppe. For de fleste er det sværeste skridt at række ud efter hjælp. Det har du allerede gjort her, og hvis du tager næste skridt og ringer til rådgivningen, er jeg sikker på at du nok skal lykkes med det.

Mange hilsner,
Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program