Inden du selv stiller et spørgsmål
Mellemrum mellem fortænderne
Mellemrum mellem fortænderne
Hej, jeg er en pige på 18 år og jeg er født med et mellemrum mellem mine foretænder, det der tandkød/strenge man har over fortænderne er dog længere nede ved mig, derfor har jeg det mellemrum. Da jeg var mindre har jeg fået at vide, at når jeg er fyldt 18 år, så kan jeg få klippet/opereret det væk så de kan vokse sammen, som alle mine andre tænder. Hvad er der af muligheder og hvad vil sådan noget koste for mig? Jeg går stærkt ud fra, at det er meget dyrt. Men jeg har altid følt mig så grim med det og jeg hader, at smile med tænder.
Hej
Tak for dit spørgsmål om mellemrum mellem fortænderne. Det er helt rigtigt, at hvis dit læbebånd (strengen) mellem fortænderne sidder fast helt nede mellem dine fortænder, så kan strengen forhindre fortænderne i at kunne rykke nærmere hinanden. Strengen er en sene som alle mennesker har, men hvor nogle har en tykkere eller længere sene, der går helt ind imellem fortænderne. Senen er så hård, at tænderne ikke kan presse den sammen.
Det jeg anbefaler, hvis børn og forældre er kede af et stort mellemrum, er at fjerne strengen inden barnets hjørnetænder kommer frem. Det er i 8-9 års alderen. Hjørnetænderne er store og har en lang rod og de vil i de fleste tilfælde trykke så meget fra siden, at de fire fortænder rykker helt sammen. Hvis strengen ikke fjernes, kan hjørnetænderne ikke trykke tænderne sammen. Der er ingen garanti for, at mellemrummet forsvinder. Men det er min erfaring, at det gør det i de fleste tilfælde. Nogen gange så hurtigt som på 14 dage.
Det er noget helt andet, når du er udvokset. Alle dine mælketænder er skiftet ud med nye tænder og de er kommet helt på plads i forhold til hinanden. Og du vokser ikke (ret meget) mere i højden. Så i dit tilfælde tænker jeg, at dit mellemrum ikke vil forsvinde, hvis du får fjernet strengen. Det kan være svært at vurdere det her i brevkassen - hvis dine fortænder og hjørnetænder har for lidt plads er det faktisk muligt, at de midterste tænder vil skride lidt sammen. Men hvis dit mellemrum er stort, lukker det nok ikke helt.
Jeg tænker, at det eneste, der vil kunne skaffe dig af med dit mellemrum, er tandretning med togskinner. Det kan være, at det er en lille behandling, hvor du kun behøver at få togskinner på de forreste tænder. Det kan være, at hvis du får lukket mellemrummet midt i, så må du finde dig i mellemrum længere ude i siden. Og det kan være, at det ikke kan gøres enkelt. I alle tilfælde tænker jeg, at det vil være en god ide at fjerne læbebåndet først.
Du kan finde ud af mere om det ved at booke en tid hos en privat specialist i tandretning. Der kan du også få noget at vide om hvad det koster og hvor stor behandling det er osv. Tandretning er dyrt og der er ingen tilskud til det.
Der findes en anden mulighed: hvis du bor i nærheden af København eller Aarhus kan du prøve at henvende dig på tandlægeskolen og spørge om du kan få behandlingen udført der. Der koster ikke nær så meget som i privat tandlægepraksis. Din almindelige tandlæge kan hjælpe dig med en henvisning.
Jeg kunne forestille mig, at du tænker på, hvorfor du ikke har fået tilbudt behandling mens du hørte til i børnetandplejen. Svaret på det er, at gratis tandretning for børn og unge kun bliver tilbudt, hvis din tandstiling er sådan, at du kan tage skade af det som voksen. Og at hvis du ikke har andre problemer end mellemrummet, så vil du ikke kunne få gratis tandretning.
Det kan godt undre mig, at de ikke tilbød dig at få fjernet læbebåndet, da du var 8-9 år gammel. Det gør jeg i min tandpleje - også selv om jeg ikke kan tilbyde tandretning, hvis tænderne rykker helt sammen. Kan du huske om du måske har fået tilbudt en lille operation, men sagde nej tak?
Der er en anden behandlingsmulighed. Man kan gøre tænderne bredere ved at lægge plast på. Det er en behandling, hvor der ikke skal bores i tænderne, plasten "limes" på - og hvis det er en dygtig tandlæge, der gør det, kan det blive rigtig flot. Det kan laves så behandlingen gør mellemrummet mindre - altså så tænderne ikke når helt sammen. Eller så de når helt sammen. Det kommer an på mellemrummets størrelse og tændernes størrelse. Det kan godt se lidt mærkeligt ud, hvis dine fortænder bliver rigtig meget bredere. Men det burde din tandlæge kunne fortælle dig om. Når jeg gør det prøver jeg ofte at lægge plasten på uden at lime den fast eller stivne den, så den unge kan se, hvordan det ser ud. Nogen gange er vi enige om, at det ikke er pænt. Andre gange er vi enige om at det ser godt ud, og så laver jeg det rigtigt.
Men altlså - det rigtige råd til dig er at tage en snak med din egen tandlæge og / eller hos en tandretningsspecialist allerførst.
Held og lykke med det.
Niels Hansen, tandlæge